Mit “nye” køkken med malede låger

Indeholder reklame for Røverkøb

Kan man overhovedet male sine køkkenlåger selv? Ja sgu, det kan man. Det kræver bare at man er rigtig grundig i forarbejdet (og har god plads og evt en Lasse).

Jeg skrev det her indlæg med lidt køkkendrømme og farver – og jeg holdt mig altså til den gule farve. Jeg var bange for at den anden farve blev for mørk i mit smalle køkken og jeg elsker gul! Ihhh, det er bare blevet SÅ godt.

Jeg har jo verdens bedste lillebror, som i den grad har stået for projektet. Slibearbejdet er nemlig det største og jeg er taknemmelig for, ikke at skulle stå inde i min stue med slibestøv udover hele hjemmet. Min bror har et kælderrum, han har indrettet som værksted. Så han hentede min låger og fiksede det hjemme hos ham. Det er dog et projekt man selv kan, men det kræver altså sin plads hvis man skal stå indendørs. Og så var det ikke særlig let, hverken at afmontere og igen at montere det hele. Det havde jeg aldrig selv fundet ud af.

Låger og skuffer på mit IKEA køkken er vel sådan noget spånplade agtigt træ med en hvid glat tynd overflade. Det var blevet slidt efter ti år, men udover lågen på opvaskemaskinen, fejlede det faktisk ingenting. På den låge der sad på den integrerede opvaskemaskine, var det hvide krakeleret godt og grundigt.

Fremgang af hvordan man maler køkkenlåger

  • Afmontering af alle låger og skuffer
  •  Hjemme i kælderrummet blev de slebet med maskine tre gange. Først med korn 80, så med 120 og til sidst med 290.
  • Hullerne fra grebene blev lappet og ligeledes slebet.
  • Det hele blev efterfølgende vasket godt ned i grundrens.
  • Malet på alle sider og kanter med hæftegrunder fra Røverkøb en gang.
  • Og så to gange med den gule maling – Mojave 1B i glans 40 fra Røverkøb (linket viser malingen i hvid, man skal lige gå ind og vælge farven). Det blev rullet på med en mindre rulle og siderne blev malet med pensel.

Jeg havde forøvrigt læst denne vejledning i forhold til at male låger

Vi tog også sokkelen af og malede den samme gule farve, det synes jeg simpelthen fungerer så fint. Mit køkken har stadig to gamle indbyggede skabe fra det helt oprindeligt køkken lejligheden er født med og jeg er stadig lidt i tvivl om de også skal males? Jeg tror det ikke, men måske – måske en hel anden farve. Hmm, må lige gå og kigge lidt på det.

Jeg har simpelthen en følelse af at have fået et næsten helt nyt køkken. Faktisk er det noget jeg ofte tænker over, det her med at arbejde med det man i forvejen har og få det til at fungere – og det synes jeg det her gør godt. En makeover, som samtidig heller ikke koster en million. Jeg tror snart jeg har været alle rum igennem det sidste år, men typisk mig er det mest sådan nogle lidt sjove projekter jeg har kastet mig over.

Maling af lilla garderobeskabe, ny farve til vitrineskabet, maling hos Selma og hendes skab og hos Kalle osv. Egentlig burde jeg male væggene i hele lejligheden, for de trænger i den grad. De skal bare males hvide som de i forvejen er, men det er så keeeedeligt at male den slags. Tror istedet snart jeg går i gang på badeværelset som også virkelig trænger til lidt kærlighed.

Jeg skiftede også alle greb til de her i børstet messing. Jeg har nogenlunde de samme greb på garderobeskabet i soveværelset, men der har jeg valgt poleret messing. Det gør altså også meget at skifte dem ud. Så hvis ikke man orker at male, så kan mindre gøre det. Jeg synes grebene samler rummet så fint med lampen i messing og stænkpladen.

Nu får I lige lidt flere billeder. Jeg håber I også synes det ser flot ud. Jeg er i hvert fald mega glad for farven og mit “nye” køkken.

(Visited 19 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Det er blevet SÅ fint 😍 er vild med dit fine univers.
    Jeg blev inspireret og har malet en reol gul og skiftet nogle gamle rammer ud med nye egetræsrammer/eller malet dem i en farve og med nye farverige plakater i 😍

  • Simpelthen så fint! Hvordan klarer din stænkplade sig op af gaskomfuret? Jeg har været tæt på at købe den af flere omgange, men på Ikeas hjemmeside står der, at den ikke kan bruges til gaskomfurer? 🤔

  • Sikke et vidunderligt køkken og lyset fra solen og den gule farve harmonere så smukt og fint. Selvom jeg ikke selv har et køkken hvor der er plads til små justeringer og makeovers grundet det er lejebolig, så er inspirationen taget med videre 😀

    Kh

  • Hej Trine, hvor er det bare er smukt køkken! Vildt at sådan et IKEA køkken kan få ikke bare en make-over, men blive et reelt drømmekøkken 😍 Har du mon NCS-koden på den smukke gule farve? Jeg skal renovere køkken, har kigget på 1000 gule farver over det sidste halve år, men har ikke kunnet finde den perfekte – men DEN DÉR! 👌🏼 Den må jeg altså prøve 🥰

  • Hej Trine, Tak for meget inspirerende indlæg. Er simpelthen nødt til at have et køkken i den farve. Mums. Hvor er den fine lampe mon fra? 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *