Vitrineskab: En nem makeover

 

En makeover, er noget som lynhurtigt kan skabe nyt liv til det som allerede findes. Her i forbindelse med vores ombygning (the never endning story), så har vi anskaffet os endnu en hvid væg og jeg tænke derfor hurtigt, at et eller andet skulle være med til at bryde med de hvide flader. Lige så glad jeg er for farver, både i mit klædeskab og i vores indretning, lige så meget har jeg brug for at have hvide flader som et slags udgangspunkt. Jeg tror aldrig vi kommer til at male vores vægge i farver, selvfølgelig skal man aldrig sige aldrig, men jeg tror det ikke. Jeg kunne dog godt finde på at tapetsere en væg inde hos ungerne, eller måske i vores sommerhus – men udover det, er jeg egentlig nok rimelig røvsyg når det kommer til vægge i alverdens farver. Til gengæld, så er jeg vild med at tilsætte farve på anden vis i indretningen. Med plakater, keramik, tekstiler, bøger og alt sådan noget – som er lidt nemmere at skifte ud igen. Vores vitrineskab købte jeg lige inden jeg flyttede ind hos Søren i sin tid. Det var i en anden lejlighed og jeg købte skabet til den. Jeg købte det på et loppemarked og jeg elsker det ligeså meget som den dag jeg købte det. Jeg er vild med at have sager stående indeni, sager som også skaber liv og lidt farver i vores hjem. Jeg har mine Lyngby vaser, som jeg har samlet i mange år og de står så fint der og pynter og er lette at hive ud til blomster.

Lige præcis vores ellers hvide vitrineskab, udpegede jeg hurtigt som det, der skulle bryde de hvide flader og jeg besluttede derfor at det skulle males i en dyb varm farve. Efter jeg var gået i gang, og min mand så det synes han det var frygtelig grimt og at vores hjem ville komme til at ligne Nationalmuseet. Åh nej, måske han har en smule ret – men altså jeg er sgu ret vild med Nationalmuseet. Skabet er nu kommet op at hænge igen og har søreme også fået en ny plads. Jeg synes det tilføjer lige det som jeg havde håbet. Varme og dybde. Og det er derfor jeg er glad for, at vi har hvide flader, for det gør at der er uendelig mange muligheder for at tilføje farver på anden vis. Jeg har nævnt det før, men vi bor på første sal og får ikke sådan vildt meget lys ind, derfor gør både det hvide gulv og de hvide vægge at vi kan snyde os til lidt mere lys, selv på de grå dage.

Farven jeg har malet vitrineslabet i er fra Flugger og hedder Christiansborg Rød – ja navnet gør ikke noget godt for min mands idé om museums tilstande og farven driller også lidt på billederne, den er en anelse mere lys. Rød kan egentlig for mig, godt være en lidt kold farve, men den her er slet ikke rød rød – den er mere sådan lidt orangebrun. Der er lige et par helligdage, hvor det gamle hvide maling titter frem, det må jeg lige få kørt over med en pensel.

Indretningen er heller ikke på plads endnu, for vi er stadig i gang med vores proces, men vi er godt på vej. Og heldigvis er spisestuen nu både malet og vitrineskabet har fået sin nye plads, så nu kan jeg blot flytte lidt rundt der, imens jeg venter på at kunne rykke vores nye soveværelse ind.

Soveværelset kommer til at være lige dernede bag skydedørene i solstrålen. Det bliver super godt tror jeg. Det er sådan en rar følelse at se, hvordan det hele tager form. Hatten af for dem, som lever med ombygninger og omrokeringer i længere tid – for ting tager bare tid, især med børn som også skal være i det. Jeg har altid en tendens til at tro, at det da bare lige tager et par dage, men ak – det gør sådan noget sjældent. For oveni ny væg, kommer maling, nyt el og når en væg males – ja så skal alle de andre også. Så det hele griber ligesom om sig.

(Visited 123 times, 1 visits today)

Kommentarer

    • Hej Belinda, De deler værelse. Men i forbindelse med vores ombygning, så er vi ved at lave hver deres værelse til dem. Det bliver godt.
      Kh Trine

  • I just want to say I am in love with your display cabinet!!! Love the colour and the collection of different things inside. I want to have something similar in my home now. Your a real inspiration to me. Than you ???

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *