Reklame for eget event
Fotos: Danica
Det er noget jeg har gået og tænkt på rigtig længe. Hvordan jeg kunne møde jer derude og give nogle af de helt grundlæggende stylingtips, som jeg så ofte bliver spurgt til både ude i livet, men især her på mine online platforme.
Jeg får mange spørgsmål, der lyder a la “jamen, hvordan finder du dog på dine farverige sæt”? eller “har du altid gået så meget i farver, hvordan gør du?”, eller “hvilke farver og print fungerer godt til mig?” eller, “Trine, kan du ikke skrive et indlæg, hvor du fortæller hvordan du gør?”.
Det er bare skide svært at vejlede på skrift i forhold til styling. Fordi det egentlig er en ret personlig ting og jeg er typen der helst skal røre ved tøjet og se mennesket bag. For det meste, tænker jeg ikke selv de store tanker omkring mit outfit, jeg tager bare det på, jeg har lyst til. Alt mit tøj passer sådan nærmest sammen og det er meget lidt, som jeg ikke synes fungerer som sæt. Men hvad der fungerer for mig, fungerer måske ikke for dig. Det handler nok om at prøve sig en smule frem og finde ud af hvad der fungerer godt sammen. Finde nogle gode farvekombinationer, et godt mønstermiks eller lag på lag. Mulighederne er mange.
I sidste uge mødtes jeg endnu en gang med Pia Storm hos PRAG copenhagen, denne gang for at få taget billeder til vores kommende arrangement i butikken. De gange jeg har været i butikken på Vesterbro, som forøvrigt er en butik, stoppet med en masse genbrug og vintagetøj, er det lykkes mig at finde virkelig meget fint. Selvom jeg ofte når at tænke, at der sikkert ikke er noget. Men det er der!
Vintageaften hos PRAG
Torsdag d. 2. april inviterer Trinesblend (som i mig)og Pia Storm til en hyggelig og inspirerende vintageaften i PRAG, Vesterbrogade 98A, med foredrag, vintage shopping, snacks og en lækker goodiebag med produkter fra bl.a. L’Oreal, Purely Professional og PRAG.
Program
Kl. 19.00: Foredrag med Trine og Pia som fortæller om at style vintage med en moderne garderobe, tips til skattejagten og gode tricks til at passe godt på dine vintagefund.
Kl. 20.30: Shoppeaften i PRAG som har 20% rabat i hele butikken. Pia og Trine bliver i butikken og hjælper med ideer til styling.
Kl. 22.00: PRAG lukker
Ovenstående er hvad Pia og jeg har gået og brygget på den sidste tid og I kan tro at vi glæder os. Pia som om nogen er ekspert i vintage, kommer bl.a. til at fortælle om gode tricks i forhold til at passe på tøjet og tips omkring vintage i det hele taget. Jeg selv går både i nyt og vintage og kommer derfor til at fortælle mere om, hvordan man styler og kombinerer de to med hinanden. Vi kommer til helt lavpraktisk at vise forskellige sæt frem, vise hvordan man styler et tørklæde på flere måder (der er SÅ mange flotte vintage tørklæder derude), illustrerer hvilke farve og mønsterkombinationer der er flotte sammen og så fortæller vi lidt om, hvad du særligt skal gå efter lige nu, når du kigger efter genbrug og vintage. Ja og meget mere, men det vil jeg gemme til vores vintageaften hos PRAG.
Jeg synes jo slet ikke det skal gøres til en videnskab, at gå med brugt tøj. Man skal gøre det, hvis man har lyst. Jeg gør det og har gjort det siden gymnasiet, fordi jeg synes det er flot og senest også fordi, det giver så utrolig god mening at købe tøj, der allerede er produceret for længe siden og som har mange mange år tilbage i sig endnu. Det gør noget rigtig godt for vores klima og moden går alligevel hele tiden i ring, så det er altid muligt at finde næsten det samme i genbrug, som i de moderne butikker derude. Jeg er dog ikke hellig, for jeg køber også helt nyt tøj, men jeg vil gerne blive bedre til at kombinere min garderobe endnu mere med vintage.
Jeg tænker faktisk at foredraget også er for dig, der går med sådan et ønske – men måske ikke helt ved hvor du skal starte.
Jeg tror nogen ville kalde min egen garderobe sådan lidt legende og det er faktisk noget af det jeg netop elsker ved at gå på jagt i genbrugsbutikker. Det er ofte muligt at finde noget, som er sådan lidt sjovt eller skævt og jeg synes det tilføjer ret meget til et ellers nyt og måske mere gennemtænkt outfit. Så kan man lige tilføje et par gule stilletter, som ikke koster mange basører. Eller en cardigan med perler eller måske finde en fin underkjole i en farve, man ellers normalt ikke bruger.
Jeg tror på, at man kan klæde sig i tøj, der gør en gladere. Jeg oplever ofte (især lige for tiden), at jeg er lidt træt af at være grå og til den triste side om morgenen. Alligevel får jeg hanket op i mig selv og jeg føler mig mere let og glad når jeg har neglelak, tøj med farver eller print og make up på. Ikke at det er forkert at gå i mørke nuancer uden makeup, det kan helt sikkert også bringe glæde. Det gør det bare ikke for mig. Jeg får energi af mennesker og farver og derfor omgiver jeg mig ret meget med begge dele. Sådan helt videnskabeligt (så bliver videnskab alligevel indblandet), så er det faktisk også bevist at farver går ind i vores hjerner og piller ved de glade hormoner, så det er bare om at finde farverne frem til de triste dage – eller til alle dage.
Det der ofte kan være lidt svært, det er at spotte de gode fund blandt en masse andet, som måske ikke lige er noget. Det handler om at kunne se det for sig. Lidt ligesom, når man er på boligjagt og ser et utrolig dårligt indrettet hjem. Man skal finde mulighederne. Den der lidt oversized jakke med leoprint jeg har på, hang blandt en masse forskelligt tæt pakket på et stativ, men jeg sværger på, at den ligeså godt kunne hænge inde i Ganni og koste en milliard. Og det er sådan det er, man skal bare finde det og se det for sig. Måske på forhånd gå efter noget særligt, det synes jeg ofte hjælper når man går og roder.
Efter vores foredrag, så bliver vi begge hængende i PRAG, som har 20% i hele butikken til glæde for os. Vi har på forhånd fundet noget af det frem, vi synes er flot og kigger gerne med i forhold til hvad I finder og hjælper med styling i prøverummene.
Jeg håber sådan I har lyst til at komme og høre mere om vintage, styling og få masser af tips og råd til at bruge vintage alene og sammen med en nyere moderne garderobe.
Billetterne til vores Vintageaften kan du finde lige her og jeg lover at det bliver edderhyggeligt.
Selvom arrangementet er omkring påske, så lover jeg at tage noget lidt mindre påsket på end den der påskekylling af en fin kjole.
Sikke et skønt arrangement! Kunne du overveje at lave det i Prag Århus også???????
Hvis det bliver en succes, så er det helt sikkert en mulighed også. Kunne være sjovt 🙂
Jeg stemmer 100 procent også for en Århus omgang ?❤️
Vi må se om ikke det kan lykkes og komme lidt rundt❤️