Annonce Visit South Sweden
Efter ikke at have været i udlandet i et godt stykke tid, så var den her tur til Sydsverige mere tiltrængt, end jeg selv havde regnet med. Det er utroligt hvad sådan et sceneskift kan gøre ved feriefølelsen og sindet i det hele taget. En time væk fra København og alt føles på en måde lidt lettere og endda også mere eksotisk.
Jeg ved ikke med jer, men det er ikke ofte i mit liv som mor at jeg har fået prioriteret at tage lidt væk sammen med en ven(inde). Jeg gjorde det i sommer, hvor vi “bare” tog på hotel i Kbh, men denne gang krydsede vi altså også grænsen til smukke efterårsklædte Sydsverige og det kan jeg altså på det varmeste anbefale at man gør. Med sin ven, sin partner, sine forældre, søskende, sine børn osv. Jeg føler der er noget for alle. Og sådan en mindre getaway behøver jo slet ikke at være særlig avanceret, man kan sagtens gøre det så nemt som muligt for sig selv.
Min veninde Danica og jeg havde derfor mest fokus på nærvær, spa, god mad, frisk luft, masser af fika pauser og lange gode snakke.
Sydsverige
Vi har ingen bil, så vi hoppede på toget inde på Københavns Hovedbanegård og smuttede nemt over Øresund til Malmø. Skråt overfor stationen i Malmø, havde vi lejet en bil hos Hertz, det var super nemt. Vi kastede taskerne i bagagerummet og kørte ud af Malmø for at ramme de smalle landlige veje. Man kunne også havde startet turen i Malmø og shoppet lidt rundt der. For os var denne tur dog ikke en shoppetur, men meget gerne en anden gang, for Malmø er en rigtig fin by.
Kører en bil for første gang i 2 år. Var SÅ nervøs, men det gik som smurt
Tæt på Trelleborg ramte vi gårdbutikken og café Dahlia och Vänner, på den fineste gård omgivet af marker med god plads til at strække øjnene. Der var et lidt skævt (på den gode måde) udvalg af interiør, lækkert tøj og i Orangeriet var der frokost. Det var en gård med mange muligheder og i laden kunne der fx holdes bryllup med overnattende gæster. Hvis ikke vi også skulle med toget hjem, havde jeg nok købt den der lidt skøre fine kanin med krave på.
Trelleborg
Derefter trillede vi den korte vej til Trelleborg. En lille by med en grøn (orange nu) park, som var utrolig chamerende og selvfølgelig havde Trelleborg også en stor slikbutik med et kæmpe udvalg af løs godis – intet Sverige uden. Det må være obligatorisk for os som turister. Vi endte faktisk også med at smutte i H&M og jeg købte en hue, som jeg elsker.
Vi smuttede ind på caféen Systrar & Bönor, hvor de havde et perfekt udvalg til svensk fika (igen igen). Vi sad ovenpå med udsigt over Trelleborg og spiste den bedste æbletærte med creme. I ved sådan lunet og med smag af kanal og æbler, der stadig var lidt sprøde selvom de var bagt. Ville også være perfekt, hvis man er på en lille vinter/jule tur til Sydsverige De havde et super godt udvalg af kager, juice, bobler og kaffe og masser af god plads.
Vi kunne nu tjekke ind på vores hotel og kørte derfor mod Abbekäs. På vejen spottede vi dog et skilt som pegede mod en græskarmark og det kunne vi altså ikke bare lade passere (#bloggertyper), så vi kører selvfølgelig ned at den lille bitte grusede vej mod en gård. Udenfor var der masser af forskellige græskar, som de selv dyrkede på de tilstødende marker. Traktorens lad var stoppet med dem, den havde desværre lige plukket de sidste græskar på markerne. Lidt øv for os – vi havde jo lige set det for os…en mark med orange græskar, så langt øjet rækker. Wauw. Der var dog stadig en smule tilbage og der var super fint med heste og skov. Det er det gode ved, ikke at have planlagt for meget på sådan en smuttur, så kan man bare lade sig styre af det man ser og føler for i øjeblikket. Det er altså følelsen af kæmpe frihed. Måske lidt ekstra, når man er nogens mor og ofte skal tage hensyn til små mennesker, der skal tisse, er sultne, ikke kan gå mere eller spørger “hvornåååår er vi der?”.
Bongska Huset
Vi havde 2 overnatninger i den lille havneby Abbekäs på det hjemlige Bongska Huset. Et mindre sted med bare 7 værelser, med den flotteste udsigt udover vandet – strand på den ene side og lille havn på den anden.
Udover hotel, så rummer Bongska Huset også restaurant og bager. Morgenmaden er super lækker med alt hvad maven har lyst til. Både en lækker buffet, men også forskellige retter man selv kan bestille udover den. Fx nybagte vafler! Bageren har kager og brød, der dufter gennem hele bygningen og er også et perfekt sted lige at købe lidt lækkert med til turen hjem. På restauranten fik vi østers og bobler og det smagte simpelthen så dejligt. Stemningen var udover det, sådan en man slet ikke kan købe sig til. Hyggelig, nede på jorden med plads til alle. Og inden man går op på værelset, kan man passende lige gå en tur nede langs vandet og slå mave. Perfekt.
Hotell Mossbylund
Efter morgenmad og en lille gåtur ved vandet, hoppede vi i bilen mod Hotell Mossbylund. Det lækreste spa hotel kun 10 minutter væk. Personligt, har jeg aldrig prøvet sådan et spahotel før. Jeg tænker man måske skal bo på selve hotellet, hvis man vil have den fulde oplevelse. Men der er også noget lækkert ved at vælge det 100% til i de timer vi var der. Og det gjorde vi virkelig. Vi startede med at bestille en kaffe i caféen, smuttede i omklædningen og da vi kom ind i spa’en i badetøj og kåbe, kom kaffen ud til os. Total luksus.
Vi startede med at gå udenfor (med kaffen i hånden) i den opvarmede pool. Ej men, det var altså SÅ lækkert og helt vildt hyggeligt med den sprøde kølige efterårsluft og det varme vand. Det gad jeg helt sikkert godt gøre igen. Efter en times tid derude, smuttede vi indenfor og lagde os i en kæmpe “seng” med bløde madrasser foran pejsen og igen med store panorama vinduer ud mod naturen. Hvis vi havde haft lysten og modet, havde vi snuppet håndklædet med ned til stranden og plumpet i det kolde vand…men det må blive en anden gang.
Beddinge Strand
Vi kørte endnu en gang videre til nye eventyr. Denne gang mod Beddinge Strand, hvor vi var blevet tippet om nok verdens bedste rejemad hos Pärlan. Og jeg lyver ikke når jeg siger, at det var den. Og jeg har spist virkelig mange rejemadder i mit liv som rejeelsker. Shit den var god!. Deres menukort så i det hele taget mega lækkert ud, også når man lige lurede på de andres tallerkner. Gør I ikke også altid det, når I spiser ude? Jeg gør. I Sverige er alkohol jo ikke helt ligeså meget en ting som i Danmark og derfor synes jeg der var virkelig gode udvalg af alkoholfrie drikke alle steder. Her fik vi den vildeste cider. Den smagte af orangevin, men altså helt uden promille. Hvilket jo også er smart, når man er doktor driver og der ikke må være noget promille overhovedet i Sverige.
Lige udenfor vinduerne findes den smukkeste strand, som vi gik en lang tur på. Den mindede mig faktisk lidt om strandene på Bornholm, men den bliver faktisk kaldt for den svenske riviera. Vi kørte til Sydsveriges sydligste punkt, hvor vi ville drikke en kop kaffe hos Café Smyge. Vi kom desværre lige lidt for sent og der var derfor lukket, men der så enormt hyggeligt ud. Vi besluttede istedet at snuppe kaffen hos Smygehus havsbad, hvor vi alligevel også skulle spise aftensmad. Vi fik drukket kaffe, mens vi begge kunne arbejde et par timer – selvstændiges lod, på godt og på ondt. Men super fedt at kunne arbejde lige hvor man vil og det var smukt at sidde der ud til solnedgangen. Vi kiggede nærmere på den nede på stranden, inden vi trissede ind i restauranten. Rigtig dejligt sted og igen vil jeg anbefale deres alkoholfrie hvidvin og den dejligste grønne mocktail.
… Og sådan går 3 dage jo hurtigt
Vi overnattede igen på Bongska Huset, spiste deres fremragende morgenmad, gik endnu en lille tur omkring hotellet, havnen og de fine huse – de havde alle hver deres lille bænk ud mod vandet
På vej tilbage til Malmø, spottede vi en meget flot lilla mark. Et kæmpe insekthotel. Sikke et hotel altså…
Igen var det fristende at bruge tid på at snuse rundt i Malmøs gader, men der var børn, der ventede hjemme, så vi afleverede bilen og sprang i toget og landede hurtigt hjemme i København. Det er altså ikke sidste gang, at jeg tager sådan en smuttur til Sydsverige. Så nemt og en dejlig måde at være sammen på, mens man deler gode oplevelser og dejlig mad og drikke.
Hvis man drømmer om lidt mere action, så byder Sydsverige på mange flere oplevelser. Der er fx nogle rigtig gode cykelruter, der er også rig mulighed for at opleve naturen fra vandet, prøve europas største svævebanepark, se flotte slotte og så findes Astrid Lindgrens verden også i Sydsverige.
Tjek eventuelt flere oplevelser ud hos Visit South Sweden her.