Underliv, operationer, bryster og hormoner. En status fra mig om mig

Tænk til oktober, så er det et helt år siden at jeg fik fjernet hele mit underliv. Jeg føler lidt det var i går. Hele forløbet med valg omkring forebyggende at gøre noget aktivt imod min høje risiko for at få kræft i en ung alder, har været en uendelig lang rejse, selvom den på en måde også har bevæget sig med raketfart. Den har været en af de rejser, der har holdt mig vågen om natten og givet mig mange rynker. Rejsen har gjort mig bange, men den har også givet mig håb. Og heldigvis mest håb.

Rejsen som startede med min mors død, gen-testen, svaret der kom på testen, alt for mange scanninger, ventetid, frygt, mere håb, mere frygt, beslutninger, store beslutninger, graviditeter, babyer og så var der operation. Den første operation af flere. Første etape kan man sige. For egentlig var underlivet første etape i et ganske stort løb. Jeg er ikke i nærheden af at have nået toppen af alpe d’huez. Endnu, hvis nogensinde.Men jeg er på vej og det er helt okay.

Med underlivet ude, slap jeg for en masse bekymringer om kræft i underlivet. Og så slap jeg for alle de dumme undersøgelser på Riget. Med underlivet ude kom der så desværre andre bekymringer. Hormoner, overgangsalder og knogler. Med underlivet ude, ville min krop gå i overgangsalder alt for tidligt. Jeg startede defor med at tage hormoner, men jeg havde det slet ikke godt med det og kastede op et par gange hver måned. Jeg besluttede at stoppe helt. Med det kom hedeture, tristhed og en masse andet inde i min krop. Jeg startede derfor igen, blot på halv dosis. Det fungerer godt nu. Tror jeg. Jeg er ikke i rigtig overgangsalder længere. Men det er jo kunstigt, så jeg har desværre nogle af generne alligevel. En af generne ved overgangsalderen er knogleskørhed, og jeg fik derfor taget en knoglescanning. Mine knogler er desværre ikke så stærke og tallene var kedelige. Shit det gik hurtigt. Jeg spiser en masse kalk og håber det forstærker dem lidt. Jeg har en konstant følelse af at mine fingre brækker, de gør ondt og er dumme. Øv. Men jeg lever og hvis det gør at min ryg bliver krum, så er der sgu ikke noget at gøre ved det. Men det er da stadig pisse irriterende, at have fået sådan en dum skavank. Der er nok bare intet der er helt gratis her i livet. Og hellere “småskavanter” end dødelige sygdomme.

Det der så småt begynder at fylde lidt igen her hos mig, det er mine bryster. Ha ha, aj de fylder ikke specielt meget – selvom hormonet dog forstørre dem en smule. Men de fylder inde i mit hovede, for det er dem der egentlig tikker højest i forhold til min gendefekt (BRCA). Op til 80 % risiko for, at jeg får kræft inde i dem. Det er meget. Ret så meget, og ikke noget jeg tør sidde og gamble for meget med. Slet ikke efter jeg så hvordan det ødelagde min mor, først som ganske ung og siden igen, indtil hun døde af den forbandede sygdom #fuckcancer.

De skal af, mine bryster. Men jeg kan slet ikke bære at jeg ikke må løfte min lille Kalle i meget lang tid efterfølgende. Derfor venter jeg på han gror, mens jeg håber der ikke gror noget i mig. I dem. Der gør der ikke, for jeg bliver tjekket. Men jeg er opmærksom på min krop og kommer nok også til at overanalysere min krops signaler. Som når jeg føler mig sløj, får mange blister i munden, føler mig træt – alt det vil jeg egentlig skide på, men jeg bliver altid lidt bange for, at det er et tegn på noget større. Jeg siger det aldrig til nogen, jeg lever med det. Gemmer det væk – for det meste, både for mig selv og andre. Men det kigger frem af og til, som lige nu hvor jeg skriver dette og pludselig tænker på at jeg da har glemt at tage min hormonpille i morges. Fuck altså! Så varer det ikke mange timer, før jeg begynder at svede.

Måske når Kalle bliver tre år, så kan vi begge klare at jeg ikke kan løfte ham. Måske det er der jeg skal igennem en ret stor operation, måske flere. For jeg vil jo så gerne have nogle nye bryster der hvor de gamle sad. Bare så der er lidt inde bagved blusen, det kunne jeg godt tænke mig.

Det er en underlig viden sådan at rende rundt med, altså en viden om noget som måske sker. Den har betydet rigtig meget for mit liv. På godt og på ondt, men hvorom alting er – så er jeg glad for den. For det er noget jeg kan handle på og det gør jeg. Jeg føler jeg har fået muligheden for at optimere mine chancer for ikke at få kræft, selvom mine gener er kodet forkert. Og så husker jeg på at jeg jo ikke er syg, jeg er blot ramt. Det gør også jeg jeg lever det bedste jeg har lært. Jeg venter ikke, jeg gør. For man ved sgu aldrig. Og når jeg skriver det, så kan jeg godt se at det måske lyder skørt at jeg så venter med en operation som i sidste ende kan redde mit liv (alt sat på spidsen). Det gør jeg fordi jeg ikke vil have det går for meget ud over mine børn og med operationen, vil jeg være ret immobil i lang tid, og det kan jeg ikke byde dem lige nu. Jeg venter, men ikke for længe. Giver det mening?

Så nu sveder jeg!

God weekend.

Lukker øjenene og nyder

(Visited 1 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Kære Trine.
    Jeg er 32 og er netop blevet færdig med min behandling for brystkræft. Jeg hader det lort. I alt det her møg har jeg lært, at der altid findes lyspunkter i alt det mørke. Du ved godt hvad dit lyspunkt er – du skriver det selv. Nemlig at du kan handle udfra din viden om dine gener. Hvor er det godt. Kræft er lort og jeg ville ikke ønske det for min værste fjende.
    Jeg har fået undersøgt mine gener, og der er ingen BRCA 1 eller 2. Så man kan ikke sige hvorfor jeg blev ramt. Derfor er det ikke kun dårligt at havde det dumme gen – for du ved at du har det og kan tage affære. Jeg må bare vente. Måske får jeg kræft igen. Måske gør jeg ikke. Hver enkelte lille følelse i kroppen gør mig bange.
    Jeg ved godt, at det er lort. Men hvor er det også bare godt! Håber, du ved hvad jeg mener.
    Det var bare det. De største knus fra mig.

  • Kære Trine.
    Jeg er 32 og er netop blevet færdig med min behandling for brystkræft. Jeg hader det lort. I alt det her møg har jeg lært, at der altid findes lyspunkter i alt det mørke. Du ved godt hvad dit lyspunkt er – du skriver det selv. Nemlig at du kan handle udfra din viden om dine gener. Hvor er det godt. Kræft er lort og jeg ville ikke ønske det for min værste fjende.
    Jeg har fået undersøgt mine gener, og der er ingen BRCA 1 eller 2. Så man kan ikke sige hvorfor jeg blev ramt. Derfor er det ikke kun dårligt at havde det dumme gen – for du ved at du har det og kan tage affære. Jeg må bare vente. Måske får jeg kræft igen. Måske gør jeg ikke. Hver enkelte lille følelse i kroppen gør mig bange.
    Jeg ved godt, at det er lort. Men hvor er det også bare godt! Håber, du ved hvad jeg mener.
    Det var bare det. De største knus fra mig.

  • Kære Camilla, Du kan tro jeg ved hvad du mener. Med det skrevet, så gør det mig helt ked at du i så ung en alder har været igennem helvede. Dejligt du er ude af kemo nu, skide sejt klaret. Det må have været så hårdt et forløb og noget som må sidde dybt i dig. Jeg er dog også sikker på du er blevet endnu stærkere end du var før. Det håber jeg du kan bruge i dit videre lange liv. Jeg sender dig styrke og masser af håb og tro og kram.

  • Kære Camilla, Du kan tro jeg ved hvad du mener. Med det skrevet, så gør det mig helt ked at du i så ung en alder har været igennem helvede. Dejligt du er ude af kemo nu, skide sejt klaret. Det må have været så hårdt et forløb og noget som må sidde dybt i dig. Jeg er dog også sikker på du er blevet endnu stærkere end du var før. Det håber jeg du kan bruge i dit videre lange liv. Jeg sender dig styrke og masser af håb og tro og kram.

  • Kære Trine. stærkt og rørende skrevet. du er en sej kvinde. Jeg tænker, at måske du ikke skal vente, også det kommer du og bettemanden igennem. Overlevelse frem for alt….Tak for din ærlighed. Knus og mange tanker. En fan❤️

  • Kære Trine. stærkt og rørende skrevet. du er en sej kvinde. Jeg tænker, at måske du ikke skal vente, også det kommer du og bettemanden igennem. Overlevelse frem for alt….Tak for din ærlighed. Knus og mange tanker. En fan❤️

  • du er så god til at særte ord på!
    dét du skriver om at regagere – og overanalysere på kroppen, bakser jeg også med. det minder mig om, min psykolog – ifm at have mistet vores søn sidst i graviditeten, sagde at der findes frygt, ulykke og sygdom – men normaltvis er det gemt bag et lukket vindue. har man været konfronteret i en sådan grad som du og jeg (på forskellig vis), vil det vindue have meget nemmere ved at blæse op. det vil stå på klem. det vil kræve at man lytter, stopper og sætter hasp på… jeg ved ikke om det gir mening for dig – men jeg synes det er så fint et billede på frygten, angsten når man lever med usikkerhed (og risiko for gentagelse)
    alt det bedste. kh

  • du er så god til at særte ord på!
    dét du skriver om at regagere – og overanalysere på kroppen, bakser jeg også med. det minder mig om, min psykolog – ifm at have mistet vores søn sidst i graviditeten, sagde at der findes frygt, ulykke og sygdom – men normaltvis er det gemt bag et lukket vindue. har man været konfronteret i en sådan grad som du og jeg (på forskellig vis), vil det vindue have meget nemmere ved at blæse op. det vil stå på klem. det vil kræve at man lytter, stopper og sætter hasp på… jeg ved ikke om det gir mening for dig – men jeg synes det er så fint et billede på frygten, angsten når man lever med usikkerhed (og risiko for gentagelse)
    alt det bedste. kh

  • Kære Christina, Tak. Virkelig mange tak for din søde kommentar. Det giver stor mening det du så fint skriver. Det gør mig ondt det I har været igennem og stadig er. ALt det bedste din vej ligeså 😊

  • Kære Christina, Tak. Virkelig mange tak for din søde kommentar. Det giver stor mening det du så fint skriver. Det gør mig ondt det I har været igennem og stadig er. ALt det bedste din vej ligeså 😊

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *