Underholdning: Læs, se og lyt #7

Okay, jeg er sgu gået lidt i et miks af skilsmisse og efterårsmode og derfor får jeg helt sikkert stenet liiiiidt for meget skærm for tiden. Især de dage, hvor mine børn er hos deres far.

Mit hovede er stadig for fyldt til at få læst særlig meget, hvilket er mega dumt – for når først jeg gør det, så er det den allerbedste form for ro. Jeg kan bare ikke rigtig samle mig. Jeg er nok også (igen) kommet ind i en enorm dårlig vane, hvor jeg arbejder på min telefon og computer, nærmest lige indtil jeg skal sove…ja, hvis ikke at jeg ser en serie… og gerne samtidig. Jeg ved at det er langt bedre for mig at læse i min bog, men jeg kan bare ikke lige nu. Det skal nok komme igen. Pyt skidt.

Mine underholdning tips

Det skal du læse

Ja, det er så her at afsnittet bliver lidt tyndbenet. Men jeg har dog læst en særlig bog, selvom jeg er lidt for gammel til dens målgruppe.

  • Likehunter

Bogen er skrevet af forfatter Sara Ejersbo og er en ungdomsroman I Gyldendals Spurt-serie. En serie der mest er målrettet børn (unge) i 7-10 klasse. Men jeg tænker alligevel, at det er en ret så relevante bog for voksne også, især hvis man er forældre til børn i den aldersgruppe. Det har jeg jo ikke selv endnu, men jeg læste bogen med tanke på mine egne børn. For jeg kan sagtens fornemme at Instagram og de sociale medier allerede fylder ret meget i min søns fjerde klasse. Grunden til at jeg overhovedet kender til bogen, er fordi forfatteren Sara tog fat i mig inden hun skrev den. Hun havde en god idé, men vidste ikke selv helt så meget om influencer branchen. Vi mødtes og jeg fortalte hende om hvad det vil sige at være influencer. Om influencer marketing og bare sådan lidt om hele branchen, som desværre ofte bliver stemplet som værende overfladisk (og meget andet usandt). Vi talte også ret meget om det pres, som jeg måske ikke selv helt oplever så meget, fordi jeg er voksen, men som jeg fornemmer at de helt unge til tider ligger under for.

Desuden drømmer rigtig mange helt unge om at blive influencere og bogen handler faktisk om, at forældre, venner, familie osv. skal tage deres drøm alvorligt og ikke nedgøre og udskamme alt ved de sociale medier. Den handler også om at turde stå ved sig selv og være den man er. Det er en rigtig fin historie og meget velskrevet. Find bogen her.

  • Jeg lever med døden

Jeg har tidligere anbefalet podcasten af samme navn. Bloggen bliver dagligt opdateret med dagbogsskriv det første år efter Anne-Louise mistede sin lille 2 årige søn i en tragisk ulykke i 2016. Helt råt for usødet, giver de daglige dagbogsskriv et særligt indblik i en mors tanker og liv efter hun har mistet sit barn. Det er benhård læsning, uretfærdig læsning – om sorg, om et system, som fejler og om uendelig stor kærlighed. Find bloggen her.

Det skal du se

Ha, det her afsnit er jo så pt min spidskompetance – grundet det der skilsmisse mode jeg befinder mig i.

  • DRUK

Jeg var i biografen og se Thomas Vinterbergs nye film DRUK. Filmen handler om venskab, kriser, parforhold, frihed og ikke mindst druk. Hvad er det alkohol gør ved vores præsentationsevne, ved vores sociale adfærd – ja, altså hvis bare man holder sig på en promille på 0,5 og ikke drikker efter klokken 20. Jeg gik ind og så filmen med en forventning om, at den mest var sjov og jeg havde ikke regnet med at jeg også ville blive så rørt over den. Den var virkelig fin og barsk, samtidig med at den fik mig rigtig meget til at tænke på en frihed, som desværre ligger før corona.

  • Young Wallander

Jeg har aldrig set serien Wallander i fjernsynet og var lidt skeptisk på den her nye Netflix serie om Wallander som ung. Men den er sgu god! Krimi, som tager forkellige temaer op fra samfundet. Krydret med kærlighed. Jeg glæder mig allerede til sæson 2.

  • Away

Lidt langsom serie, men stadig underholdende og rigtig god. Den handler om NASA og en opsendelse af fem astronauter der skal sendes til Mars. Turen tager hele tre år og serien går ind i de forskellige personer og deres familier tilbage på jorden. Den skildrer deres forskellige baggrunde og nationaliteter og hvad det betyder for dem som de mennesker de er.

  • Good Girls

Den er lidt mærkelig og langt ude. Jeg blev alligevel fanget, primært på grund af hovedpersonerne. De spiller helt fantastisk og man kan kun holde af dem. Det er en krimi komedie, som handler om tre kvinder og deres tætte venskab. De er husmødre og lever et ret kedeligt liv uden særlig god økonomi. Indtil de beslutter sig for at gøre noget ved økonomien på en lidt utraditionel måde. Eller man kan sige at livet, tvinger dem ud i de svære beslutninger de træffer. Det er svært ikke at have sympati for dem, selvom det de gør er helt forkert. Der er tre sæsoner på Netflix.

Det skal du lytte til

Jeg ved også godt, hvorfor jeg ikke læser helt så meget analogt længere. Det er fordi jeg simpelthen er blevet så glad for lyttemediet. Jeg lytter ret meget. Især, når jeg er på farten og det er jeg ofte. Altså det behøver bare at betyde, at jeg smutter ned i Rema med noget i ørene.

  • Jordens Salt

Bogen er skrevet af Jeanine Cummins og den er benhård. Av, den er frygtelig. Den handler om Mexicos narkokarteller. Hvordan en mor og hendes søn flygter fra en særlig bande, for at komme til USA. Det er en lang og farefuld færd. Fortællingen er fiktion, men den kunne lige så godt være virkelig. Den handler heldigvis også om en kærlighed så dyb, at man kan mærke den helt ud gennem ordene. Jeg lyttede til den på Mofibo og oplæserens stemme er helt genial.

  • Gåsehud

Min kollega og veninde Danica har podcasten “Gåsehud” sammen med medværten Nanna. Det er en podcast om det uhyggelige, der ikke kan forklares. Uhyggelige og overnaturlige beretninger. Jeg tror ikke rigtig selv på sådan noget, men det er alligevel super spændende at høre om spøgelser, genfærd, søvnparalyser og alt muligt som forskellige lyttere sender ind til de to værter. Da jeg selv mistede min mor, havde jeg et ret stort behov for at tro på et eller andet. Tro på, at hun måske stadig holdte lidt øje med mig og med os. Når jeg har fortalt Danica om forskellige oplevelser jeg har haft, så gør det mig helt glad nede i maven, fordi hun så selvfølgeligt tror på at min mor er derude. Det er en fin podcast og den er kun blevet bedre og bedre med tiden.

  • HEJ MOR

Og apropos mor, så er den her nok en af de mest hyggelige podcasts jeg længe har lyttet til. En mor i halvtredserne og hendes datter i trediverne, der taler om alle de år de har kendt hinanden. Et år af gangen. Et i hvert afsnit. Det er simpelthen så utrolig fint, den måde de hver især husker på. Både gode tider og de svære tider. De har begge gode stemmer og der er en helt særlig energi imellem dem som smitter.

(Visited 25 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *