Tro eller overtro? Eller min egen blanding

Jeg ved faktisk slet ikke om jeg tror sådan rigtigt, men jeg er konfirmeret. Det blev jeg efter at jeg i an alder af tolv eller tretten blev døbt. Jeg kan godt lide at tro, at der findes noget derude – noget vi ikke kan forklare. Noget mere, noget som ikke er det her. Der må da være noget, eller er det bare sort? Mine år som sygeplejerske på en afdeling med alvorligt syge børn, fik mig dog til at tvivle lidt på noget af alt det gode. For der oplevede jeg at livet slet ikke var retfærdigt. Og alle mine år, hvor jeg har arbejdet med patientrettigheder, der har jeg godt nok lyttet til mange hjerteskærende historier fra det virkelige liv. Jeg har lyttet på nogle mennesker, som har været ramt af så enorm meget uretfærdighed og i disse sager, er det svært at tro på det gode. Den anden morgen da jeg afleverede mine to store børn, gik jeg afsted med dem, en i hver hånd. På pladsen foran skolen er der en fin fotoudstilling, som handler om tro, drømme, krig og håb fra et børneperspektiv. Der er billeder af børn fra Syrien, som alle ytrer noget. Vi stoppede op og jeg læste nogle af børnenes håb for fremtiden højt for mine børn. Jeg blev helt rørt, fordi det var sørgeligt og fint – men nok mest fordi det var sådan en kontrast ,at jeg stod der med mine børn i hånden. Mine børn og deres farvestålende skoletasker og med spritnyt regntøj på. De kender ikke til død og ulykke og det er jeg meget taknemmelig over. Må det være sådan forevigt.

Vi har mange sjove samtaler derhjemme om Gud, Big bang, aber og mormor som bor oppe på sin sky. Vi blander det sammen til fine historier, som mange af historierne i bibelen jo i virkeligheden også er. Den anden dag kom Selma hjem og sagde vi stammede fra abnerne. Alle mennesker som er brune i ansigterne stammer fra gorillaerne og dem med lyse ansigter de stammer ifølge Selma fra Gibbonaber. Kæft hvor jeg elsker børnelogik.

Da min mor døde og jeg selv fik af vide, at jeg havde det arvelige BRCA gen i forhold til bryst og æggestokkræft, da havde jeg igen en lang periode, hvor jeg havde det lidt stramt med at tro. At tro på noget som helst. På den anden side, så havde jeg jo næsten lige født en velskabt lille dreng. Så på en og samme tid, var der så meget godt og fint lige der i mine arme. Jeg havde flere samtaler med præsten på Rigshospitalet. Og hun sagde noget til mig, som hjalp. Min mor havde jo slem kræft første gang da hun var 36 år og vi fik alligevel lov til at beholde hende tyve år mere. Det var en gave og noget med at det gode vandt over det onde. Nå, jeg vil ikke rode mig ud i mere tro. Jeg tror, men ikke på Bibelen – men på min egen tro. Tænker at mange har det på samme måde?

Så er der det her med overtro. Jeg husker især en periode i folkeskolen, hvor jeg sammen med nogle veninder virkelig havde mange seancer med ånden i glasset. Hold nu magle vi fik gearet hinanden godt og grundigt op. Gys! Jeg havde også mange år, hvor jeg synes Bermuda trekanten og Loch Ness var noget af det mest spændende i verden. Det var før Google, så jeg lånte stakkevis af bøger på skolebiblioteket.

Jeg har de sidste syv år min mor har været død og borte, haft brug for at tænke, at hun kigger en smule med, helt for mig egen skyld (og hendes), for det føles så mærkeligt ikke at dele mit liv med hende stadigvæk. Jeg ved jo godt hun ikke sidder på nogen sky, men det har været sådan vi har talt om mormor herhjemme. Og det er da også en hyggelig tanke at hun sidder deroppe og holder øje med os alle sammen. Kort efter hendes død havde jeg sådan en fin oplevelse, hvor hun lige kiggede fordi. Jeg var alene i lejligheden og gik og lyttede til P3. I ved sådan uden rigtig at lytte alligevel. Lige inden min mor blev indlagt, havde sangerinden Aura et hit. Song for Sophie, hed sangen og min mor var vild med den. Mens hun gjorde sig klar om morgenen, skruede hun altid helt op for radioen og så sang hun med på omkvædet “she was always like a feather in the air. I never knew if she was flying or falling …. I hope she flies, I hope she flies. Hittet var i min radio den dag i december og lige da hun synger “I hope she flies”, rammer der en solstråle ind af mit vindue, mens en lille fjer flyver inde i den. Jeg tror, at jeg ganske højt sagde “hej mor”, mens fjeren dalede til gulvet og tonerne af sangen sluttede. Jeg tænkte det var et tegn fra hende, eller også var det bare helt tilfældigt. Men det var fint og det fik mig til at smile og hyle på samme tid. Overtro er måske nok bare når noget sker, som ikke kan forklares eller som her, hvor det måske nok mest var en tilfældighed. Måske… Måske ikke.

Min mor har ikke set Selma og hun har heller ikke set Kalle. Det er lort. Og noget der kan gøre mig så trist og ked af det og pisse hamrende ærgerlig. Hun har heller aldrig set vores hjem, vores sommerhus eller vores bryllup. Hun ved heller ikke noget om, at jeg har en blog og heller ikke at den er mit arbejde og at det går rigtig godt. Det havde hun nok haft ligeså svært ved at forstå som min far havde (har), men hun havde helt sikkert fulgt med og bakket stort op (som min far). Jeg ville ønske at jeg kunne ringe til hende og fortælle hende om mine små sejre. Og så her den anden dag, så kom der sgu et vink med en vognstang fra min mor, lige ned i mit firma. Jeg kan ikke rigtig fortælle hvad det var, men for mig var det helt tydeligt, at hun sagde – jeg følger med Trine, jeg ser din fine butik. Det er overtro, det er jeg helt med på – men igen smilede jeg stort op til hende på skyen, for lige meget hvad, så får hun jo i hvert fald lov til at følge med, fordi jeg holder hende i live med fortællinger om hende. For selvom hun er død, så findes hun stadig. Hun er stadig min og min brors mor. Mine børns mormor. Og jeg vælger at tænke at det tegn som landende den anden dag, det havde hun sendt afsted med den kærligste pil hun kunne finde deroppe.

Snøft.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *