Bekendt/veninde/nabo/kollega: “Hej Trine, hvordan går det hos dig?”
Mig: Lige ved at sige, jo tak – det går en smule bedre med det hele. Mig, børnene – hele situationen. Lige indtil det går op for mig, at vedkommende ikke mener skilsmissen, men corona (selvfølgelig). Om det går okay med min forretning i den forbindelse og alt det der berører os alle sammen så meget. Jeg svarer derfor på det istedet.
Jeg befinder mig sådan et lidt underligt sted. I en personlig livskrise midt i en verdenskrise. For mig fylder den personlige langt mere end coronakrisen gør det, og det er derfor jeg ofte er lige ved at svare på det, istedet for på det folk i virkeligheden spørger ind til. Det er jo det alle er fyldt op af i deres sind og i deres liv. Det er jeg selvfølgelig også, for det rammer mig på mange forskellige måder, men det er stadig min livskrise der overskygger virus.
Jeg kan se det må min krop. Jeg taber mig altid når jeg er ked af det, også selvom jeg spiser fuldstændig som jeg plejer, måske endda lidt mere. Min krop går på overarbejde og reagerer ved at tabe sig. Jeg har prøvet det før, desværre nogle gange. Da jeg mistede min mor og blev til en pind, selvom jeg lige havde født. Da jeg fik af vide at jeg havde det her BRCA gen (arveligt cancer-gen), op til den operation, hvor jeg skulle have fjernet min livmoder og nu igen, fordi jeg er blevet skilt. Jeg taber mig og kan nærmest se en ny rynke i mit fjæs hver eneste morgen jeg står op. Sorgrynker der desværre sidder dybere og fastere, end de charmerende smilerynker, som jeg heldigvis også har et par stykker af. Jeg tænker det hele er ganske naturligt og som en sød følger skrev til mig, så vil min krop, hjerte og sjæl finde hjem igen – ikke uden ar, men hjem til et godt sted. Det glæder jeg mig til -og også til min røv kommer tilbage igen, for den ryger med det samme, når jeg taber mig. Så er man tilbage til den der fladskærm af en føderøv.
Jeg må indrømme, at jeg slet ikke var landet i mit nye liv. Og heller ikke børnene, forend corona kom og vendte det hele på hovedet. Den nye struktur der så småt var ved at indfinde sig herhjemme, den blev lige kastet op i luften igen. Og selvom mit liv i den grad allerede var blevet til to vidt forskellige slags liv og har været det siden deleordningen gik i gang i december, så satte den virus en stor fed streg under den følelse. For lige nu lever jeg endnu mere to slags liv. Og de er virkelig forskellige. Både inde i min krop og ude i praktikken.
Deleordning i coronatider
Med børn
Jeg lever et 100% morliv, isoleret fra de fleste andre voksne. Uden mulighed for at være alene så meget som et lille minut. Det er heldigvis også ret fantastisk med al den tid sammen og jeg tror faktisk, at det har gjort mine børn rigtig godt, så det er hvert et minut værd. Og jeg nyder det også 97% af tiden. De sidste 3 % er jeg en sur, træt, gammel mor med halv skinger stemme, der godt lige kunne bruge nogle minutter alene eller sammen med en anden voksen – for jeg kan godt føle mig lidt voksenensom. Vi er alle sammen nået til et punkt, hvor vi savner hverdagen og glæder os til at sætte endnu større pris på det vi har. Er det ikke rigtigt? Undtagen min mindste, som bliver ved med at sige at han vil med mig på arbejde, når andre skal i børnehave igen. Ahhr, det tror jeg så ikke lige de første par dage…
Vi overholder nogenlunde spisetider og andre rutiner, men dagene er alligevel i en slags undtagelsestilstands form for struktur. Der er ingen børn der skal afleveres og hentes igen og ingen legeaftaler og fritidsinteresser. Mindre bagkant end der plejer at være faktisk. Måske meget sundt på en måde. Vi kan alle sammen bare være og det er børnene helt sikkert meget bedre til end jeg er.
Uden børn
Så er der det liv jeg lever lige nu, hvor dagen flyder ud, uden megen struktur. Hvor jeg på få dage forsøger at klemme så meget ind som muligt, så jeg kan få dækket de andre behov jeg har for at eksistere. Dem som man udenfor coronatider, får dækket mere naturligt. Mit arbejde for eksembel. Jeg er social på afstand, hvor jeg går en tur eller to med en veninde eller en kollega. Glæder mig så meget til at jeg også kan kramme på dem. Jeg går ture alene og har også brug for at være alene og bare stirre ind i væggen. Jeg er stadig i en proces, hvor jeg er ved at lære, at jeg kan lave ting uden at have en bagkant. Jeg skynder mig ofte når jeg er ude at handle eller i bad, indtil jeg kommer til at tænke på, at ingen venter på mig og jeg bare kan tage mig god tid. Jeg vågner om natten og synes børnene kalder på mig og selvom jeg går alt for sent i seng, når børnene ikke er her, så slår mine øjne op mellem klokken 6-7 alligevel.
Jeg er også alt muligt andet end ked af det og faktisk rigtig glad langt hen af vejen. Det blev bare pludselig så tydeligt for mig, at mit liv i den grad er blevet delt i to. Eller det er jo det samme liv jeg lever, men som overskriften siger, så er der to sider af det – og det er på godt og på ondt.
Tænker min røv også finder hjem igen, når der på et tidspunk kommer ro på livet igen.