Tilbageblik, da vi endte i parterapi

Søren og jeg sad den sidste aften på Mallorca og talte om den første gang vi var lige præcis på samme sted. Fysisk. For mentalt, der var vi ved Gud et helt andet sted.

Min mor var næsten lige død og vi var sammen med min far og min lillebror taget til Mallorca. Det var en fantastisk ferie, alt taget i betragtning – men som meget andet i den periode, så husker jeg kun det kvarte. Og lige præcis det faktum, det gør mig så trist. For det var mit første år som mor og det gør mig så ondt, at jeg har glemt så meget.

Vi talte om den meget lange periode inden rejsen til Mallorca, først med sygdom og siden med død og sorg. Mens min mor var syg og indlagt på Riget, arbejdede Søren mere end nogensinde på grund af den stilling han havde på det tidspunkt. Uden at fornærme ham (han ved det godt), så husker jeg ham faktisk slet ikke. Jeg husker ikke os. Jeg husker heller ikke mig selv. Jeg husker mest Alfred, følelses af utilstrækkelighed. Følelsen af træthed og mavepine. Turene med barnevognen over til Rigshospitalet. Lugten. Min mor i sengen. Hendes blik. Hendes uendeligt triste blik.

Heldigvis husker Søren lidt bedre det hele fra dengang. Han huskede mig på, at han var der, men at vi ikke var så meget sammen. Søren sov fire timer i den ret lange periode. Han tog nemlig Alfred om natten, sådan så jeg kunne sove. Det er jeg ham evig taknemmelig for. Jeg er faktisk slet ikke sikker på, jeg havde kunne hænge sammen på det tidspukt uden min søvn. Så han var der, men i et andet rum eller på arbejde. Men han var der alligevel for mig, på den måde der nok gav mest mening på det tidspunkt.

Kort efter min mor døde købte vi den lejlighed vi bor i nu. Den trængte mildest talt til en kærlig hånd. Så i den periode var jeg helt alene med Alfred. Vi havde en måned til at renovere lejligheden i og Søren tog derfor på arbejde tidlig morgen, kom hjem og spiste aftensmad med os og arbejdede derefter i lejligheden til sen nat. Jeg ved at jeg var i sorg, men jeg husker det ikke. Jeg tror jeg var ensom. Jeg kørte dog videre med babysalmesang, mødregruppe, veninder og alt hvad der ellers kunne opretholde et “normalt” førstegangsmor liv. Jeg var træt og jeg var mor. Det beskriver meget godt hele mig i de måneder der og så lige tilsat sorg. Vores mål, var at vi kunne flytte ind og holde Alfreds første fødselsdag. Vi kom i mål og nu sidder vi her otte år efter og undrer os lidt over, hvorfor fanden vi ikke bare droppede den fødselsdag. Eller holdte den på en café? Men det var vores første barns første fødselsdag og den var vigtig. Selvfølgelig var den det. Havde det været Selma eller Kalle, så havde vi helt sikkert udskudt den.

Så var det vi tog til Mallorca og mens vi var dernede gik handlen igennem, på det sommerhus vi havde budt på. Et hus som også trængte til en kærlig hånd. Hvorfor var det dog lige, vi skulle det oveni alt muligt andet? Der kunne jeg godt havde ønsket, at der havde været nogle voksne som havde sagt vi skulle slappe lidt af. Ikke at jeg ville havde undværet vores dejlige sommerhus, men timingen var skisme lidt dårlig. Og selvom sommerhuset blev vores helle, så blev det også endnu mere arbejde. Jeg husker særligt en “ferie” deroppe. Alfred var to små år og Selma var to små uger. Søren var praktisk i forhold til huset og jeg sad der med de to meget små børn. Det så måske nok yndigt ud, men jeg lover jer for, at der ikke var særlig kønt indeni mit hovede.

Tre år efter, så endte vi i parterapi. Vi havde glemt hinanden. Kort og godt. Midt i ensomhed, sorg, arbejde, projekt efter projekt, børn – ja så forsvand vi lidt fra hinanden. Vi var blevet til et godt makkerskab, istedet for kærestefolk. Jeg er så glad for, at vi så det inden det var for sent.

Når vi sidder nu og taler om den lange periode i vores liv, så forstår vi begge godt at vi endte der hvor vi gjorde. For mens vi prøvede at opretholde livet med en masse praktiske gøremål, så glemte vi at tage vare på vores følelser. På hinanden og på vores fine kærlighed. Vi glemte at tale sammen. Kærligheden forsvandt dog aldrig, heller ikke da det var værst og måske var det også derfor vi kom igennem det sammen.

Og så sad vi pludselig der igen på Mallorca og talte sammen en sen aftenstund, mens vores tre smukke børn lå og sov. Nu et helt andet sted, sådan rent mentalt og med vielsesring på fingrene. I næste måned har vi været kærester i tolv år og inden længe har vi tre års bryllupsdag. Jeg lærte meget hos parterapeuten, det gjorde vi begge to. Noget af det allermest vigtige, det er aldrig at stoppe med at tale sammen. Tal tal tal, det kan aldrig blive for meget. Nå ja, og så at knalde løs det bedste vi har lært. Ha!

Tænk hvis vi på forhånd vidste alt det som vi skal igennem? Jeg tror det er godt vi ikke gør.

(Visited 21 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Tak ♥️
    I dag vil jeg kysse min mand ekstra længe, inden vi går omkuld i sengen..
    Vi har købt nyt (gammelt) hus, er midt i renovering, med en pige på snart to år og vi arbejder begge ..
    vi skal virkelig huske at kysse og knalde 🙈
    Tak for påmindelsen ♥️

    • Kys det satans liv ( og din mand). Det lyder hårdt, men også helt vildt dejligt. You can do it 🙂

  • Jeg ELSKER dine indlæg på bloggen. Du er så pisse ærlig og lige til. Der er ikke noget lyserødt og social medie liv over det her og TAK for det.
    Jeg fik lige en lidt bedre følelse i maven nu og fedt jeg IKKE er alene.
    Tak tak tak fine Trine🧡🌸

  • Åh, Trine. Hvor er det smukt skrevet. Tak for at dele jeres oplevelser med jeres parforhold. Har våde kinder og kan virkelig forstå og relatere. Tak for påmindelsen om at huske hinanden❤️

  • Åhh det lyder genkendeligt.. det der med at se tilbage og tænke – hvor skulle vi alt dét på en gang…. Mon jeg vil tænke det samme om mig selv nu om 5 år?🙈

    • Vi kommer der nok mange af os og så er det bare om at kæmpe for at bevare det som var. Finde tilbage til det igen 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *