Tanker om mine børn på mine sociale medier.

Åh jeg ved sgu ikke helt. Det er noget jeg har tænkt rigtig meget på, her over det sidste stykke tid. Mine børn, min Instagram og min blog her. Hvor meget og hvor lidt skal de være en del af det her digitale univers? Det er som om det er blevet noget andet end dengang, hvor det blot var mine venner og familie som kiggede med. Når jeg kigger på antal af følgere og læsere, så ser jeg altid alle de gode mennesker for mig, i en lang række – og min indre række er immervæk ved at være lidt halvlang og det gør altså at jeg har skulle tænke lidt over det hele. Der er også det ekstra aspekt, at jeg lever af mine sociale medier. Det er måske nok mest det, som fylder i mit hovede. For skal mine børn være en del af de indlæg og billeder – dem som er mit arbejde? Jeg har faktisk ikke tænkt tanken til ende endnu…tror jeg. Jeg tænker nemlig stadig, men nu lufter jeg lige mine tanker her også. Måske nogle af jer, har gjort jer samme overvejelser. Også selvom der ikke er penge indblandet. For det er jo en noget anden (digital) verden at være barn af, end dengang mange af os selv var børn. Dengang tog man billeder med et kamera, og i min familie var det mest noget der foregik på ferier, til fødselsdage og første skoledag. Jeg erindrer ikke det var noget der sådan foregik til hverdag. Efter lang tid, tog man filmen ud af kameraet og så cyklede man ind til byen, hvor den blev afleveret hos den lokale fotohandler. Der kunne de så fremkalde filmen og det var altid lidt spændende, for man kunne aldrig helt huske hvad der var på. Jeg husker ret tydeligt, da man begyndte at kunne betale sig fra at få sine billeder allerede efter en time. Wauw det var vildt! Billederne tog man med sig hjem og satte ind i et album. Det var ikke noget man som sådan gik og viftede med, men noget man bare havde hjemme bag hjemmest fire vægge. Senere kom digitalkameraet og der begyndte fotografier at fylde lidt mere og måske også at blive lidt mere hverdagsagtigt. Nok fordi man kunne se billederne med det samme – på en lille grumset skærm, men alligevel. Nu tænker jeg, at det for rigtig mange mennesker, er ret normalt at tage billeder hver dag. Af børnene, af hunden, katten, maden, sig selv eller stuen. Det er bare noget vi gør og så deler mange af os med hinanden. Altså vores billeder – vi finder inspiration hos hinanden. Hos helt almindelige mennesker som du og som jeg. Det er bare sådan sket i takt med udviklingen og måske er det gået så hurtigt, at ikke alle har nået at tage ordentlig stilling til vores børn på de sociale medier. Og jeg er nok en af dem, der ikke har tænkt helt dybt over det. Det gør jeg så nu, eller det har jeg gjort i noget tid – men nu tænker jeg lige lidt igen. Lige her og højt, sammen med jer.

Jeg er nu alligevel ret sikker på, at mine børn bliver ved med at være en del af mine billeder og mine ord. For hvis nu man skal sætte en label på det jeg har gang i her, så handler det vel ret meget om livsstil og en stor del af mit liv, det ER mine børn. De er mig og jeg er dem og meget af det som foregår inde i mit hovedet og liv handler om dem og om os. Og så er jeg heldigvis også sikker på, at mange af mine børns venner også findes i den digitale verden via deres forældre. Hvilket jo gør at det måske nok er helt normalt, når de bliver ældre og voksne. Måske, jeg ved det jo ikke? På en måde er de sociale medier stadig så nye. Ligesom jeg selv er ny i mit selvstændige virke og jeg er stadig ved at lære. Også af mine fejl. Det som jeg øver mig rigtig meget på for tiden, det er at sige nej tak. Sige nej tak til samarbejder, endda også selvom de meget fint kunne passes ind og har et pænt budget. Jeg vil bare ikke være afhængig af, at mine børn skal være med i en eller andet bestemt opstilling. Det er nok mest det jeg egentlig går og tænker over, altså om mine børn skal være en del af mine “annonce indlæg”. Dem som er en del af mit arbejde. Men det er svært og hvor går grænsen? Ved nærmere eftertanke er den nok i flydende form hos mig. Foranderlig om man vil og måske er svaret at mærke efter en ekstra gang inden jeg trykker på udgiv eller del. Inden jeg siger ja til et samarbejde, for jeg har prøvet at noget har føltes forkert, efter jeg havde sagt ja tak og det var ikke rart. Det er svært altid at gøre det rigtige og jeg har famlet lidt, men jeg føler jeg er ved at have mere styr på det, også selvom jeg stadig kommer til at famle en smule videre i forhold til mine børn og de betalte indlæg, men vigtigst af alt så lytter jeg på dem og min gode gamle mavefornemmelse – så går det sjældent helt galt. Og selvom det måske nok kan lyde ret egoistisk, så er det mig som helt bevidst kommer til at spille hovedrollen her hos Trinesblend, ikke mine børn.

Hvis nogen har lyst ville jeg rigtig gerne høre jeres overvejelser om jeres egne børn på de sociale medier. Tænker I over, hvor meget eller hvor lidt i putter jeres børn på de sociale medier?

(Visited 1 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Jeg har taget et bevidst valg om ikke at lægge billeder af mine børn op på Instagram (er ikke på andre some). Primært fordi jeg ser dem som ligeværdige personer, som jeg respekterer og derfor ikke kan træffe et valg på deres vegne ift om der skal være billeder tilgængelige af dem på nettet. Vores familieliv er privat og dem der skal inddrages i det og have indblik i det får det gennem rl interaktion. Jeg synes der er en kæmpe forskel på “livstil” og “liv”. Jeg hygger mig med min Instagram, som centrerer sig omkring livstil og æstetik, men ikke omhandler mit liv. Men der er selvfølgelig en masse der efterspørger et mere personligt indblik i andre folks liv, så forstår dit dilemma.
    En anden overvejelse der har spillet ind er hvor meget telefonen skal være fremme når jeg er sammen med mine børn, det øver jeg mig stadig i at begrænse 😉
    Tak for en fin blog og god fredag😊

  • Jeg har taget et bevidst valg om ikke at lægge billeder af mine børn op på Instagram (er ikke på andre some). Primært fordi jeg ser dem som ligeværdige personer, som jeg respekterer og derfor ikke kan træffe et valg på deres vegne ift om der skal være billeder tilgængelige af dem på nettet. Vores familieliv er privat og dem der skal inddrages i det og have indblik i det får det gennem rl interaktion. Jeg synes der er en kæmpe forskel på “livstil” og “liv”. Jeg hygger mig med min Instagram, som centrerer sig omkring livstil og æstetik, men ikke omhandler mit liv. Men der er selvfølgelig en masse der efterspørger et mere personligt indblik i andre folks liv, så forstår dit dilemma.
    En anden overvejelse der har spillet ind er hvor meget telefonen skal være fremme når jeg er sammen med mine børn, det øver jeg mig stadig i at begrænse 😉
    Tak for en fin blog og god fredag😊

  • Jeg er selv der hvor jeg gerne lægger billeder op af mine børn (de er 4 og 1,5) – men under samme kriterier, som hvis jeg lagde er billede op af mig selv. Altså… feks ingen nøgenbilleder, ingen billeder hvor de er rasende/kede af det, ingen billeder med mad i hele hovedet… det er altså så at sige “glansbilleder”. Det er jo ikke fordi det andet ikke er der (det er det virkelig meget og tit) – jeg ville bare ikke selv have lyst til, at der lå billeder af mig helt rødglødende af pms på nettet…
    Jeg tror det absolut vigtigste er, at man har reflekterer over sit valg og så er det nok, som i mange andre tilfælde, at vi har forskellige grænser.

  • Jeg er selv der hvor jeg gerne lægger billeder op af mine børn (de er 4 og 1,5) – men under samme kriterier, som hvis jeg lagde er billede op af mig selv. Altså… feks ingen nøgenbilleder, ingen billeder hvor de er rasende/kede af det, ingen billeder med mad i hele hovedet… det er altså så at sige “glansbilleder”. Det er jo ikke fordi det andet ikke er der (det er det virkelig meget og tit) – jeg ville bare ikke selv have lyst til, at der lå billeder af mig helt rødglødende af pms på nettet…
    Jeg tror det absolut vigtigste er, at man har reflekterer over sit valg og så er det nok, som i mange andre tilfælde, at vi har forskellige grænser.

  • Kære Tenna, tak for din kommentar.. Vi træffer jo uendelig mange valg for vores børn – vel nærmest dagligt. For mig er der en KÆMPE stor forkel på personligt og privat og jeg kunne aldrig drømme om at dele noget privat. Jeg forstår sagtens dine valg og elsker selv at følge med på de profiler hvor æstestik er omdrejningspunktet. Alligevel kan jeg også godt lide at komme lidt med bagom. Jeg putter aldrig noget på insta af mine store uden de selv har godkendt, bare sådan i det hele taget. For mig handler mine overvejelser mest om det her med, at mine medier er min levevej og hvor meget de skal være med i det. Tusind tak, glad for du læser med. Kh Trine

  • Kære Tenna, tak for din kommentar.. Vi træffer jo uendelig mange valg for vores børn – vel nærmest dagligt. For mig er der en KÆMPE stor forkel på personligt og privat og jeg kunne aldrig drømme om at dele noget privat. Jeg forstår sagtens dine valg og elsker selv at følge med på de profiler hvor æstestik er omdrejningspunktet. Alligevel kan jeg også godt lide at komme lidt med bagom. Jeg putter aldrig noget på insta af mine store uden de selv har godkendt, bare sådan i det hele taget. For mig handler mine overvejelser mest om det her med, at mine medier er min levevej og hvor meget de skal være med i det. Tusind tak, glad for du læser med. Kh Trine

  • Hej Vioale, Mange tak for din beksed. Helt enig i dine overvejelser. Jeg viser jo også selv glansbilleder af vores liv. En lille bitte procentdel af det som virkelig foregår. ALt det som er knapt så pænt, er der masser af herude. Og heldigvis havde jeg nær sagt. Jeg tænker egentlig også at de valg vi træffer i dag, ikke behøver at være de samme om en måned. God aften 😊. Kh Trine

  • Hej Vioale, Mange tak for din beksed. Helt enig i dine overvejelser. Jeg viser jo også selv glansbilleder af vores liv. En lille bitte procentdel af det som virkelig foregår. ALt det som er knapt så pænt, er der masser af herude. Og heldigvis havde jeg nær sagt. Jeg tænker egentlig også at de valg vi træffer i dag, ikke behøver at være de samme om en måned. God aften 😊. Kh Trine

  • Rigtig fint indlæg Trine

    Jeg følger præcis dine tanker. Og har selv haft tanken mange gange, nu er mine så store, at de er ok bevidst om, hvad det egentlig er der sker, jeg tager billeder af dem, og jeg ligger dem på… Men samtidig er selvfølgelig ikke klar over HVOR eksponerede de rent faktisk er. Merle er nu der hvor hun selv har fået snap chat, og jeg kan her se, at den del er så naturlig i deres hverdag. Vores børn er vokset op i en anden generation end os, hvor sociale medier er helt naturligt, hvor det at dele, er helt naturligt.

    Den farlige grænse, som du selv berører er, hvor man SKAL bruge sine børn, for at kunne udføre opgaven, den problematik står jeg også selv i fra tid til anden. Men igen, jeg spørger dem altid, gider I det her, og kommer der et ja, så siger jeg ja, kommer der et nej, så siger de nej…. Det har de ikke altid kunnet, så der tog jeg beslutningen, men nu er det kun over de seneste år, at det her decideret er blevet min levevej.

    Det er et meget interessant emne, og jeg er sikker på, at vi hver især, vælger den vej, som føles mest rigtig for os, og dem omkring os….. Men jeg ved at vandene der ude, de er delte, det oplever jeg også når jeg stikker en føler ud blandt mine egne læsere…

    Jeg synes dog, at den måde hvorpå du “formidler” dine børn i content, foregår på fineste vis, der er ingen der kan blive stødt af det, og dine børn vil kun være stolte over de fotos en gang når de bliver større….

    Smuk dag til dig

  • Rigtig fint indlæg Trine

    Jeg følger præcis dine tanker. Og har selv haft tanken mange gange, nu er mine så store, at de er ok bevidst om, hvad det egentlig er der sker, jeg tager billeder af dem, og jeg ligger dem på… Men samtidig er selvfølgelig ikke klar over HVOR eksponerede de rent faktisk er. Merle er nu der hvor hun selv har fået snap chat, og jeg kan her se, at den del er så naturlig i deres hverdag. Vores børn er vokset op i en anden generation end os, hvor sociale medier er helt naturligt, hvor det at dele, er helt naturligt.

    Den farlige grænse, som du selv berører er, hvor man SKAL bruge sine børn, for at kunne udføre opgaven, den problematik står jeg også selv i fra tid til anden. Men igen, jeg spørger dem altid, gider I det her, og kommer der et ja, så siger jeg ja, kommer der et nej, så siger de nej…. Det har de ikke altid kunnet, så der tog jeg beslutningen, men nu er det kun over de seneste år, at det her decideret er blevet min levevej.

    Det er et meget interessant emne, og jeg er sikker på, at vi hver især, vælger den vej, som føles mest rigtig for os, og dem omkring os….. Men jeg ved at vandene der ude, de er delte, det oplever jeg også når jeg stikker en føler ud blandt mine egne læsere…

    Jeg synes dog, at den måde hvorpå du “formidler” dine børn i content, foregår på fineste vis, der er ingen der kan blive stødt af det, og dine børn vil kun være stolte over de fotos en gang når de bliver større….

    Smuk dag til dig

  • Hej kære Louise, Tak for din meget fine kommentar. Lige præcis – vi vælger nemlig hver især det vi føler er det rigtige og det må være godt nok. Vi er vel dem som kender vores børn bedst og har nok alle forskellige grænser. Tak for ordene 😊

  • Hej kære Louise, Tak for din meget fine kommentar. Lige præcis – vi vælger nemlig hver især det vi føler er det rigtige og det må være godt nok. Vi er vel dem som kender vores børn bedst og har nok alle forskellige grænser. Tak for ordene 😊

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *