Tanker fra natten: Når kroppen (og sindet) er på overarbejde

Klokken er 03.51 og jeg har været vågen den sidste time. Jeg har så ondt i hele mit hovede og ansigt, så jeg kan ikke sove. De satans bihuler!

Allerede nu ligger jeg og tæller ned til, at jeg skal stå op og være nogens mor. Morgenmad, påklædning, tandbørstning og følgen afsted i skole og børnehave. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal klare det, men jeg ved at jeg nok skal klare det. For det er sådan noget man bare kan, når man er mor. Man finder kræfterne. Altid.

Jeg omgiver mig med nogle utrolig dejlige mennesker i mit liv og føler mig egentlig rigtig heldig, alligevel er jeg ramt af en ensomhedsfølelse. Mest bare lige nu. Inde i maven mærker jeg samme type af ensomhed og sorg, som den gang jeg mistede min mor. Det er svært at dele mine skilsmisse tanker her og jeg har faktisk også svært ved at sætte ord på overfor mine mennesker. Jeg går med det selv. Ligesom jeg gjorde (gør) med sorgen over at miste. Jeg har egentlig en henvisning til en psykolog, men helt klassisk er jeg ikke rigtig kommet videre med det. Der er hele tiden noget andet, som oppe i mit hovede er vigtigere. Vigtigere end mig. Og nu ligger jeg så her med kuglerunde øjne i mørket.

Jeg tror istedet, at min krop reagerer ved at blive syg, så kan jeg ligge her og have umådelig ondt af mig selv over det. På den anden side, så er kroppen en klog én, for det gør jo alligevel at jeg lige bremser op og mærker ordentligt efter. Det er egentlig okay at føle, for det har jeg ikke gjort det så meget i den seneste tid. Jeg kunne dog godt være foruden, at mærke hvordan hele mit hoved er fyldt med snot, sådan så selv mine tænder gør ondt.

Jeg tænker mange tanker. Nogle dybe, andre som bare handler om, at jeg gerne vil på sommerferie med mine børn. Jeg ved ikke helt om det bliver muligt, men jeg vil forsøge. Jeg tænker økonomi, som nu er ved at falde på plads med lån, lejlighed og budget. Jeg tænker på, om jeg kan blive ved med at lave det jeg gør, også selvom jeg snart er 41 år. Er jeg for gammel til at dele ud af mit liv på den måde?

Udenfor synger fuglene nu og jeg vil se om jeg kan nå at sove en time eller to, inden uret ringer eller nogen kalder “moar”.

Sådan skrev jeg i nat. Jeg nåede at sove lige præcis i 45 minutter, inden Kalle kaldte på mig. Og jeg har også klaret dagen som jeg forudsagde. Både med pligter, arbejde og en vildt hyggelig eftermiddag. Nu er det aften igen. Børnene er puttet og jeg burde arbejde. Men jeg tror faktisk ikke jeg kan, jeg tror i stedet jeg vil bruge min computer til at se noget serie inde i min seng. Jeg har proppet mig med vitaminer, ingefær og rød solhat. Og nu håber jeg inderligt, at en god nats søvn kan gøre mit indre lidt mere lyst igen. Og mindre snotfyldt.

Tak for at lægge øre til min rodebutik, hvis altså I er nået så langt.

(Visited 23 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Stort og varmt kram til dig. Du kan tro, at du kan blive ved med det, du laver, hvis du spørger mig. Du inspirerer så meget – selv i en svær periode i dit liv, det er beundringsværdigt ❤️

  • Havde det fuldstændig lige som dig for fem år siden. Skilsmisser sucks – sådan er det bare. Det holder en vågen, det udmatter én og ens børn, hvilke flår hjertet ud af brystet på en.

    MEN….. for der er et men. For mig tog det to år til at komme om på den anden side. Tre år før jeg kunne comitte mig igen. Glæden og den følelse når en ny voksenkæreste pludselig bliver ham der har ens ryg er fantastisk. Ensomhed er eksistentiel – for vi er i pricippet altid alene. Men pludselig kommer der en med familie og venner og fylder på den helt rigtige måde. Den følelse er fantastisk og selvom skilsmissen stadig er et følsomt sår så vil jeg aldrig være det at møde Ham foruden. Hav tillid – alt godt kommer til dig.

    Kh. Pia

    Ps. Motion, en elsker og en psykolog kan være virkelig hjælpsomt 😘

    • Jeg vil bare bakke fuldstændig op om Pias kommentar. Jeg blev skilt for 1½ år siden, men det er mere ægteskabet end skilsmissen, jeg skal komme mig over. Det tager tid, for det var grimmere end grimt. Men som Pia siger: meld dig ind i en løbeklub eller noget andet motion-med-andre-mennesker og få gjort noget ved at komme til psykolog. Og åbn øjnene, når du er klar, – der er masser af fantastisk søde mænd derude. Selvom det måske er svært at tro på lige nu – jeg troede i hvert fald ikke et øjeblik på nogen, der sagde det samme til mig. Men det passer!
      Men også en god idé at finde sig selv og egne ben først, det har jeg i hvert fald haft brug for. Hvad du har brug for, det ved bedst du <3

      • Hej Marie,

        Tak for din søde kommentar. Jeg er ked af du har levet i noget som var grimt, godt du er ude af det så.

        Jeg skal lige præcis finde mig selv og mine ben, før jeg helt kan åbne mine øjne. Og ja, så skal der styr på den psykolog. NU!

        Jeg glæder mig til det hele bliver lidt mere let.
        Kh Trine

    • Kære Pia,

      Åh tak for din kommentar. Den gav mig håb forude! Jeg kan krydse motion af (når ikke jeg hele tiden er syg), en elsker – ahhr, der er jeg ikke endnu og en psykolog får jeg styr på, NU.

      Kh fra T

  • Stakkels dig. Jeg kender dig ikke, men jeg har selv været i krise og lidt af søvnløshed i flere år indtil jeg fandt ud af, hvad min krise handlede om og gav mig selv en pause til at finde mod og inspiration til at handle mig ud af den. Vidste du, at krise betyder “omvæltning”? Altså er man ikke syg eller svag, fordi man er i krise, men i en omstillingsproces. Det syntes jeg, var hjælpsomt at tænke på. Nå ja, i forhold til søvnløshed, så prøvede jeg en del forskellige tips, tricks og medikamenter med større eller mindre virkning. Måske er det anderledes for dig. Men du er velkommen til at orientere dig i mine erfaringer, før du kaster dig ud i markedet selv. Du kan finde dem på min blog om gratis glæder (resultatet af min omvæltning) på Siggab.dk. Vh Sigga

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *