Jeg tabte luften i går. Jeg kunne læse ud fra min Instagram, at jeg bestemt ikke var den eneste, efter jeg delte et opslag, hvor jeg skrev at jeg græd under den gårdsdagens pressemeddelelse. Jeg følte mig alene midt i flere kriser. Jeg sad der i sofaen, børnene sov og pludselig blev jeg helt modløs. Følte mig meget ensom. Det er en barsk tid det her. Der er mange bekymringer at forholde sig til og en helt ny virkelighed der udspiller sig for øjnene af os. Jeg føler simpelthen, at jeg er med i en film, hvor jeg bare følger med og gør hvad der bliver sagt. Det er som om min hjerne ikke helt vil forstå, alt det der sker.
Samtidig blev jeg også opfyldt af stolthed og styrke over vores land og dets regenter. Hold nu kæft, jeg synes vores dronning og vores statsminister gør det ualmindeligt godt. Her kan man da virkelig tale om, at de giver noget af dem selv, samtidig med at det er dybt alvorlige taler de holder for os. For Danmark. Jeg håber at de har gode mennesker til at gribe dem midt i det her. Især Mette, som er så meget på hele tiden.
Men, jeg er nervøs over min enkeltmandsvirksomhed og jeg har svært ved at putte den ind i nogle af de kategorier, som bliver rullet ud i forhold til hjælpepakker. Jeg er dog heller ikke der endnu, hvor jeg har brug for hjælp og håber heller ikke jeg når dertil. Men der er ingen tvivl om at jeg bliver ramt, ligesom mange andre gør det.
Som influent er det min højsæson lige nu og jeg har gang i virkelig meget spændende arbejde. Eller havde. For noget af det kan ikke afvikles når vi ikke må samles. Andre kampagner er blevet udskudt, fordi de ikke rigtig giver mening midt i krisetider. Jeg har jo ingen fast løn og fakturerer først mine samarbejder, når de er udført. Derudover er jeg afhængig af, at der kommer kampagner eller andet ind fremadrettet. Heldigvis har jeg en del som forbliver i min kalender i de næste måneder frem, men jeg spår at min indbakke bliver stille de næste uger eller mere og det gør at jeg bekymrer mig om tiden der kommer. For inden længe kommer sommerferien og det er i forvejen en lidt mere rolig periode.
Det er også svært at arbejde helt så koncentreret med børnene hjemme. Det bliver faktisk ikke til særlig meget i dagtimerne, for jeg er alene om dem og det er her at min følelse af ensomhed også kommer. Og jo, jeg har heldigvis veninder og familie og vi taler også sammen dagligt i telefonen og så har jeg alle jer. Jeg er dybt taknemmelig for begge, ja faktisk ved jeg ikke hvad jeg skulle gøre uden. Mange af jer sidder derude i samme båd som mig. Nogle er også nyskilte, eller har været det noget tid. Andre bor alene, har kærlighedssorger, syge forældre de ikke må besøge, eller andet der gør at tiden er ekstra svær at gå igennem. Jeg modtog hundredevis af beskeder, fra andre som græd og følte sig ensomme. Og de rørte mig alle sammen, men det hjalp også på følelsen af ensomhed, for vi var sammen hver for sig og det giver nye kræfter. Jeg skrev med flere som var læger eller gift med læger, laboranter, sygeplejesker -sundhedspersonale som knokler lige nu, mens vi klager over at skulle sidde indenfor. Vi er nærmest delt op i forskellige virkeligheder. Mennesker der knokler derude for at holde Danmark (groft sagt) i live, både sundhedspersonale og hele fødevarehandlen – og så er der alle os der er hjemme med eller uden vores børn.
Jeg har faktisk også modtaget en del beskeder, omkring min egen uddannelse som sygeplejerske. Om jeg kan blive indkaldt hvis systemet kommer helt i knæ. Jeg har ikke arbejdet som sygeplejerske i over femten år og jeg ville ærligt talt ikke vide hvad jeg skulle stille op. Heller ikke i forhold til at være enlig mor. Men, hvis det sker, må jeg forholde mig til det, til den tid.
De sociale medier viser virkelig samfundssind lige nu og jeg er stolt af at være en del af det, for jeg føler mere opbakning end nogensinde. Kæmpe tak mand. Det betyder altid noget når jeg interagerer med jer, men lige nu betyder det mere end det plejer. Både i forhold til den der grumme følelse af ensomhed, men også i forhold til min forretning. For det kan godt være jeg går glip af nogle penge, men jeg kan sørge for at jeg står stærkt på den anden side og det gør jeg blandt andet ved, at I derude liker og aktivt tager del her på bloggen og på Instagram. Det er ingen opsang, for det gør I jo faktisk altid – men I må bare ikke stoppe. For jeg vil så gerne blive ved med at have det her arbejde, som jeg holder så uendelig meget af.
Nu har jeg pyntet op til min Alfreds ti års fødselsdag i morgen. Han er godt nok lidt trist over, at den ikke bliver som planlagt. Han er helt bange for om alle han kender glemmer den og om jeg husker at putte dug på bordet (ha). Vi vil gøre vores for at den bliver hyggelig. Vi skal ud i noget natur væk fra byen. Bestille Mcdonalds til aftensmad (det er det han helst vil have) og få det bedste ud af dagen.
Ti år har jeg været nogens mor. Det føles forresten også ret vildt.