Sygdomsangst?

Jeg havde sådan en grim oplevelse i sidste uge. Lige efter jeg havde skrevet det her indlæg om at give slip – eller om manglen på samme. Der blev jeg virkelig udfordret på følelserne.

Jeg skulle på mit job melde ud til et fælles møde, at jeg skal opereres i oktober og derfor sygemeldes i en periode. I min stilling er jeg ganske alene til hverdag, men hver tredje uge mødes jeg med mine kollegaer og chef og derfor har alle ikke kendskab til min situation . Jeg foreslog selv at jeg kort lige ville informere om en dato og briefe lidt omkring det hele, på det her møde og jeg tænkte ikke yderligere over det. Før dagen kom og jeg en time inde i mødet fik ordet. Jeg kunne i timen op til, slet ikke få styr på mit hjerte. Aldrig har det banket så hårdt. Jeg var oprigtig talt bange for at det ville hoppe ud af min krop. Virkelig! Helt skørt sad jeg og spillede den grimmeste film inde i mit hovede. En film, hvor selv samme mennesker var til stede til et møde, men hvor min chef kort orienterede mine kollegaer om at jeg var død. Død…

Jeg er ikke bange for at dø. Jeg er bange for sygdom, men ikke selve døden. Så er jeg jo bare væk. Jeg er bange for at dø fra mine børn. Jeg tror ikke døden på nogen måde er farlig, den kan sikkert føles forløsende i nogle situationer. Men jeg vil sgu ikke dø af sygdom, ikke hvis jeg har mulighed for at gøre noget. Som jeg jo heldigvis har i min situation. Jeg er helt afklaret med det jeg gør og det kom helt bag på mig at jeg begyndte at græde, og så den forbandende hjertebanken. Den blev ved i flere dage. Hjertebanken og sådan en indre ryste følelse i min krop.

Jeg tænker alle mulige tanker. Tanker om at skulle i narkose, at løbe den lille bitte risiko der er ved det, når jeg nu slet ikke er syg. Det er måske ikke en rationel tanke, men den er der bare. H.E.L.E tiden. Tanker om selve dagen, hvor jeg slet ikke kan overskue, hvem som skal aflevere børnene, når nu Søren og skal tidligt op og på hospitalet. Det har jeg funderet længe over. Så dumt ikke bare at handle på sådan en tanke, det er typisk mig at tænke frem og tilbage, uden at sige det højt til nogen. Jeg har løst det nu. Min dejlige veninde, Kalles gudmor, tager med mig, så er jeg rolig over at børnene er med deres far. Og så kommer han selvfølgelig når jeg vågner. Alt sådan noget kommer jeg til at tænke over. Når min hjertebanken holder pause, så ved jeg godt det hele nok skal gå godt og jeg hurtigt er hjemme hos mine igen. Jeg ved det og jeg siger det til mig selv lige inden jeg falder i søvn hver aften.

I aftermiddags sad den smukke sommerfugl så fint nede i vores renoverede Københavner gård. Gården som nu pludselig er så grøn og pæn. Den sad lige der, mens mine tre små beundrede den og den mindede mig om at livet er smukt. Og så tænkte jeg, at lægerne er dygtige og jeg er i de bedste hænder. Det er jeg.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *