Svigtende kræfter, svigtende mod

Jeg får nogengange af vide at jeg er modig. At jeg er modig og sej, fordi jeg gik selvstændig. Modig fordi jeg deler så meget om mig og om mit liv. Jeg ved ikke om det er mod, jeg ser ikke mig selv, som den mest modige person. Jeg er fx pisse bange for mørke og uhyggelige lyde.

I de her dage føler jeg mig faktisk mere eller mindre som det stik modsatte. Jeg føler mig som en piveskid og som en bangebuks. Jeg har ondt i ryggen, har drukket for meget cola og spist for meget fredagsslik både tirsdag, onsdag og torsdag. Jeg føler mig slap og også lidt gammel.

Og så føler jeg mig lidt ensom, også uden rigtig at være det. Jeg føler mig ensom i mit savn, jeg næsten skammer mig over stadig at savne. Jeg føler mig som et pattebarn og jeg føler, at jeg godt gad bare i fem minutter at være den lille bitte. At nogen kom og støvsugede eller gav mine børn mad. At nogen sagde til mig, at jeg ikke behøvede at være så pokkers voksen hele tiden, med alt det ansvar som følger med. Bare fem minutter uden.

Jeg har den sidste uge stenet for meget skærm, læst for meget i min bog, trukket mig –  måske endda haft lidt ondt af mig selv. Jeg er helt bevidst om det, men jeg handler ikke en skid på det. Jeg ligesom bare venter. Indtil nu, hvor jeg skriver – det hjælper altid.

Måske er det stadig fødselsdag og savn der sidder i mig. Jeg var alene med børnene på Alfreds fødselsdag og da jeg 7.45 stod med alle tre børn fuldt påklædt på gaden til en ny dag, efter jeg havde kørt sådan en fødselsdagsmorgen af med det hele, så følte jeg mig sgu sådan lidt poweragtig, men derefter er den power lige så stille sevet ud af mig. Sådan nærmest snigende, for til sidst helt at have forladt mig. Nu ligger jeg igen her, efter at have været alene med børnene, de er puttet og jeg har slet ikke fået tændt lyset i stuen efter mørket er faldet på. Det er sgu da for usselt. Måske jeg bare fortsat skal stene Alene i Vildmarken (rimelig symbolsk titel – måske indlægget her burde have samme navn? Ha). Men altså, jeg burde rydde op efter dagens leg istedet. Orker ikke helt.

Jeg tror Rigshospitalet har glemt mig, i forhold til min faste kontrol og jeg ved godt at jeg skal ringe til dem selv og få bestilt den tid. Det har jeg vidst hele ugen, uden at få det gjort. Jeg ved også godt hvorfor… Jeg tør ikke! Mit mod har svigtet mig, samtidig med mine superkræfter og for første gang, i hele det her gen-værk, der tror jeg nok at jeg fortryder en lille smule at jeg overhovedet  skal forholde mig til det. Nogengange kunne det være rart bare at lukke øjnene for de nedslående fakta.

Jeg kan godt høre at det her indlæg bliver trist, tror måske bare at jeg er sådan helt ægte træt og trænger til en pause. En pause jeg ikke rigtig har haft. I ni år. I de ni år, hvor jeg både har mistet, født tre børn og fået en positiv gentest (cancer), med besked om en arvelighed som er tæt på hundrede procent. Jeg skal blive bedre til at passe på mig selv og selvom mit motto er “alt er nu”, så er mit liv skruet sådan sammen, at alt det der er lige nu, det er mest noget med mine børn. Der er ikke skide meget Trine, det er okay – men ærlig talt, så kan det altså også være rigtig hårdt, altid at være noget for andre. Heldigt, at jeg har domænet her – hvor meget er “hokus pokus, mig i fokus”, men det kan sgu til tider også være lidt hårdt, især når man ikke er på toppen.

Nu har jeg aftalt med mig selv, at jeg på mandag starter med at få ringet og bestilt den tid, sådan så det kan blive overstået. Det er helt sikkert det der i sidste ende er skyld i mit tungsind. Sådan er det hver gang, lige inden. Når det er overstået og alt forhåbentlig er godt, så er jeg tilbage med mit ellers altid positive sind.

Tak fordi i lytter, også selvom det blot er i tavshed.

Ps. Har lige brug for at sige, at det her indlæg ( som de fleste andre indlæg), bare er et lille kig ind i min verden. Der er masser af andre aspekter på sådan en dag her. Også nogle glade slags. Nu fik de her tanker bare lige lov til at fylde. Og Søren er selvfølgelig med mig, han har bare travlt på jobbet og med at få styr på børnenes nye værelser.

Det var bare lige det og nu har jeg tændt for lyset.

 

(Visited 12 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Tak for dine indlæg om livets mere vanskelige aspekter. Det varmer på en måde, at du har lyst til at dele disse tanker med os også:)
    Og selv om vi jo mest er en lille virtuel forsamling i dit navn, så føles du utrolig nærværende i sådanne disse indlæg.
    Jeg har selv lige udgivet et indlæg på min egen lille blog, som siger meget af det samme som dit og var faktisk lige ved ikke at udgive det, men synes, at det er vigtigt at dele det, som fylder og trænger sig på, så jeg gjorde det og bliver kun mere bekræftet i at det var en god beslutning, når jeg læser det her indlæg. Som jeg ser det, så er det ganske okay at have lyst til at være den, som bliver putter lidt om, også selv om resten af verden er van til at antage noget andet. Tak fordi du deler Trine! Du er simpelthen så vigtig. Og dine ord ligeså:)

    • Kære Cecilie, Dejlig kommentar fra dig. Tak, for den. Jeg prøver det bedste jeg har lært at være nærværende, så det er dejligt at du mærker det. Og rart at mærker nærvær fra jer også. Jeg tror, ligesom dig, at det er vigtigt at dele, det som ikke kun er godt. For livet har ved gud også tunge sider og på en eller anden sær måde, så er føles det godt ikke at stå alene i det.
      Kh fra Trine

  • Søde Trine
    Smukt ærligt skriv💖
    Det er så frygtelig genkendeligt det hele, helt ego vil jeg sige dig tak fordi jeg ikke er alene med mange af de følelser! Vi ses snart✨
    Hilsner også fra en træt mor til 3😉
    Knus og kram
    Laila @myowninstaworld

    • Kære Laila,
      Jeg er med dig, det føles rart ikke at stå alene med tunge tanker. Jeg tænker vi alle har dem, og det er alt for svært at være positiv hele tiden. Jeg prøver, men jeg giver altså også mig selv lov til at savne, være trist og mut. Åh ja og træt. Kram og knus fra mig til dig

  • Sikken et dejligt ærligt indlæg. Din hverdag lyder meget, som min gør og helt sikkert mange mange fleres. Det er oki at have de følelser, de sidste uger har jeg også været utrolig god ved mig selv mhs. til mad og det gør man jo når man synes man blir presset. Shit hvor jeg øver mig i at sige til mig selv at jeg faktisk er ok som jeg er.
    Kære Trine, elsker dig og din blog., du giver det søde med den rå virkelighed. Jeg er sikker på at næste kontrol kommer til at gå godt. Men sikken en kamp du må kæmpe🧡
    Mega mange tanker herfra

    • Kære Tenna,
      Tak og tak for dig. Vi er begge to helt sikkert okay, som vi er – det er en umulige hele tiden at være glad og korrekt i vores valg. Jeg er så glad for du kan lide mig og min blog her, med hele blandingen af smukt, trist og lykkeligt – for livet rummer simpelthen bare det hele 🙂
      Kærligst fra Trine

  • Kære Trine.

    Jeg er relativt ny følger, men vil lige pippe om, at I min korte tilstedeværelse på “dit sted”, så føler jeg det SÅ relaterbart. Du har sat ord på nogle af de forbudte følelser der er. At den førstefødte er noget særligt grundet tilknytningen til din mor. Det er det samme hos os. Min mor døde under 1 uge efter at jeg havde født. Hun vidste at hun skulle være mormor. Det gjorde hun ikke med nummer 2. Det giver altid et stik i hjertet at hun ikke er med til at opleve mere.
    Du skrev også på et tidspunkt, at du følte at du “pludselig var voksen”, og at du ikke ligesom kunne blive holdt (som kun forældre kan holde!) som en lille pige, selvom det nogle gange er det der er brug for.
    Håber ikke det er helt sort, det jeg har skrevet – men alt det du skriver om dit savn til din mor er SÅ relaterbart.
    Du er ikke alene. Jeg er ikke alene.
    Du er pisse sej, og jeg håber at den kommende kontrol vil gå dig godt❤️. Virtuelle kram

    • Kære Line,
      Din meget fine kommentar fik mig til at græde. Tak for den og tak for at få mig til at føle, at jeg ikke er helt alene i savnet. Pyha, du har også stået (står) i en meget sårbar situation som ny mor …uden din. Så fuld af kærlighed til det lille nye menneske og så fuld af sorg over tabet. DU er sej!!! Tænk at man alligevel formår at rejse sig igen, formår at være mor med alt det som det kræver. Vi er seje.
      Kram tilbage til dig

  • Dejligt indlæg. Dejligt, du forsøger at rumme dig selv. Du gør det bedste du kan, med de resourcer du har til rådighed♥️

  • Jeg kan genkende mig selv i dit indlæg. At føle sig hørt på skrift hos en anden er egentlig ret stort og siger noget om, hvor universelle følelser er, eller som de siger i Kasper og Sofie; vi er mere ens end forskellige haha! Tak for at vi må læse med og føle os mødt. Nu vil jeg få bestilt tid til det celleskrab, som jeg fik brev om sidste uge.

    • Kære Cecilie,
      Ha ha, der har de to nuttede børn virkelig en god pointe. Håber du fik bestilt tid :). Glad for jeg kunne være med til at skubbe dig afsted.
      Kh Trine

  • Vi skal huske at passe på os selv, os travle mødre, der jonglerer børn, job m.m.
    Som min veninde sagde til mig, da jeg havde en svær dag – husk iltmasken – du kan ikke være der for andre, hvis du ikke passer på dig selv💕

    • Hørt! Det skal vi, det er bare ikke altid så let – eller også er det bare noget med prioriteringerne. Tak for din kommentar 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *