Sulten på mennesker og hud

Højdepunktet på dagen i dag, må være min tur i Rema 1000. Det lyder umiddelbart ikke særlig eksotisk og det var det egentlig heller ikke.

Jeg ringede til ungernes far i dag og inviterede ham over til aftensmad, fordi jeg selv ramte bunden lidt og trængte til at være to omkring aftensmaden. Er det bare mine unger, eller spiser jeres børn også hele tiden på sådan en hel dag? Mine de er sultne konstant og aftensmaden var nok rundt regnet det ottende eller niende måltid jeg serverede for dem. Han kom heldigvis og det betød at jeg kunne løbe alene ned i Rema efter vi havde spist. Afsted efter flere snacks og mad til de næste dage.

Jeg har ikke været udenfor, efter klokken seksten de sidste ni dage og det var måske også derfor det virkede en smule eksotisk uden at være det. For gaderne er mærkelige og spøgelsesagtige og jeg føler mig akavet, når jeg sådan går buer rundt om de få jeg møder, selvom vi formår at smile til hinanden. Heldigvis endte min tur tilbage – på 400 meter, utrolig dejligt. For først mødte jeg en mor fra min søns klasse og vi stod og talte langt fra hinanden nogle minutter og jeg kunne næsten ikke slippe hende igen. Ej, hvor jeg savner mennesker og jeg kan mærke min hud er helt sulten efter fysisk kontakt – uden det skal lyde frækt. Efter vi havde talt lidt og jeg måtte videre hjem, mødte jeg en anden sød mor fra skolen og vi fik også lige en hurtig snak. Vi er virkelig i samme båd alle sammen i den her tid.

Den halve time udenfor matriklen, gjorde at jeg kom glad hjem og har puttet mine tre med nyt overskud. Mere skulle der ikke til. Mit indlæg i går var sådan ret meget med overskud, men i morges vågnede jeg med det modsatte og den her dag har været hård. Børnene har været søde, det er bare mig der har været en træt karklud. I morgen starter endnu en dag, som helt sikkert vil ligne de sidste mange andre dage, men jeg folder lige en ny ja-hat og planter på toppen af min egen knold igen.

“Børnene er hjemme negle”

(Visited 10 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • En af mine små glæder i den her underlige tid er, når der du lægger et nyt skriv op. Det gør du heldigvis ofte, og på den måde er det dejligt, at det ikke er alt, der er gået helt i stå. Det gør mig glad at læse om dine tanker om det hele, hvilket man vel på mange måder kan sammenligne med dine tilfældige møder i Rema. Så et stort tak herfra fra en træt karkludsmor til en anden 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *