Stylingtips: Jeg har brug for jeres hjælp

Jeg har længe gået og tænkt på noget. Vendt og drejet det, overvejet forskellige muligheder, for så at lukke ned for mine idéer i sidste ende. Men…

For at starte fra begyndelsen. Så er der sket det, hen over det sidste års tid, at jeg får virkelig mange henvendelser og tilkendegivelser fra mennesker. Både fra jer der læser med og jer der følger med på Instagram. Det handler om, at min tøjstil inspirerer. Så meget at jeg åbenbart får andre til at være både modigere, mere farverige og åbne i forhold til forskellige sammensætninger af deres tøj. Måske har jeg nok altid fået sådanne henvendelser, men fordi jeg efterhånden når ud til lidt flere, så er disse dejlige henvendelser steget en hel del i styrken.

De sidste måneder, har jeg oplevet endnu flere som stopper mig på gaden, bare for at give mig en highfive og en fortælling om, hvordan jeg har inspireret dem på Instagram og her, til at få flere farver ind i garderoben. Og sikke en ære det er!

Se, det gør mig altså enorm glad og faktisk også stolt. Fordi jeg mener, at man kan klæde sig sådan, så det samtidig får en positiv betydning for humøret. I sidste ende handler det selvfølgelig om, at man skal føle sig tilpas. Men det ér muligt, at skubbe sig selv hen i en mere farverig og modig retning, samtidig med at man kan føle sig hjemme i det man har på.

Jeg går altid klædt i det tøj, der gør mig glad og tilpas. Lidt ligesom med makeup, så tager jeg det udelukkende på for min egen skyld. Jeg føler mig nemlig mere frisk når jeg ifører mig noget pænt og helst med farver.

Her kommer mine tanker ind. Tanker som altså slet ikke er raketvidenskab. For det er jo trods alt bare tøj og jeg er sikkert ingen ekspert. Men jeg ville gerne guide mennesker, som har brug for lidt kærlige skub hen imod flere farver, flere mønstre og hjælp til at sammensætte deres eget tøj i garderoben, sådan så der er kan opstå flere kombinationer tøjet imellem. Jeg vejleder ( eller hvad man nu skal kalde det?), giver stylingtips – hver eneste dag, inde i mine private beskeder på Instagram, men det tager meget af min tid og derfor ville jeg gerne samle det lidt. Jeg har bare ikke rigtig, kunne komme op med en måde at gøre det på. Indtil jeg læste et indlæg hos Tanja, som handlede meget om det samme. Hun forsøgte nemlig at række ud i forhold til at dele hendes stylingtips via en slags brevkasse på hendes blog. Jeg skrev til hende med mine tanker og vi blev enige om at mødes. Det er der altså kommet noget rigtig spændende ud af. Synes vi selv.

Tanja har et grønt fokus og opererer blandt andet ud fra begrebet “Capsule wardrobe”, kort beskrevet går det ud på, at man skaber sig en lille, alsidig sæsonbetonet garderobe, som kan mikses på kryds og på tværs. Garderoben revideres så efter tre måneder. Den kan jeg ikke helt være med på, men jeg tænker rigtig meget i samme koncept, i forhold til at mit tøj gerne skal kunne bruges sammen på flere måder. Jeg forsøger altid, at sikre mit tøj en længere levetid. Sådan så når jeg køber et ny nederdel, straks lige gennemgår det jeg i forvejen har. Så jeg ved den kan bruges ind i den eksisterende garderobe. Jeg tænker ikke selv sådan vildt meget i sæsoner. Jeg kan sagtens finde på at bruge min sommerkjole i efteråret med bukser under og en strikbluse. På den måde, bliver kjolens look pludselig et helt andet. Vi har altså ikke helt samme fokus – men vi brænder begge for farver, mønstre og gode sammensætninger. Og jeg tænker, at vi netop med vores forskellighed og fællesnævnere, ville supplere hinanden godt.

Vi har allerede en rigtig god idé til, hvordan vi kan gøre det. En måde, vi kan komme i øjenhøjde med andre mennesker på, som godt kunne tænke sig at blive lidt mere vovede, godt vil bruge deres tøj på nye måder, blive mere bevidste, få oplyst gode vintage/genbrugsbutikker og andre stylingtips til en optimal garderobe. En garderobe med lang levetid, som måske blot kræver små tilretninger over tid. Og måske også en bitte smule mod?

Men, I er altid så kloge derude og jeg kunne derfor godt tænke mig at spørge jer. For måske har I en rigtig god idé til det her lille setup, som vi går og pønser på. Det skal være nemt, overskueligt og vigtigst af alt, inspirerende for dem som har lyst til at være med. Jeg ved selv, hvor meget det kræver at skulle mande sig op til noget når ungerne er lagt, så det skal være noget, som man på forhånd føler at man får noget ud af og som man rigtig godt gider.

Hvis nu I havde brug for de ti bedste stylingtips. Det kunne være til noget af det I allerede har, noget I overvejer at købe eller noget helt tredje og I ikke bare ville have det på skrift i en besked. Hvordan kunne det så foregå? Gerne noget med noget fælleskab ind over. Måske noget interaktion?

Jeg håber I har lyst til at skrive jeres foreslag her, men som altid er I også velkomne til at skrive dem i en privat besked eller i en e-mail. Måske er det slet ikke noget I har en holdning til, måske ville I aldrig deltage i sådan noget – måske er det helt skævt, men jeg føler alligevel at det var noget, der godt kunne være opbakning til. Det håber jeg.

Hej fra mig. Mit vækkeur ringer kl 03.

(Visited 11 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Jeg synes det er en rigtig god ide’ I har fået! Nu ved jeg godt det var en reklame for Ellos men den inspirerede mig, især når du viste at man ikke var nød til at matche bikiniover og underdel. Og hvor du beskrev hvordan du ville style dine valg op eller ned. Jeg ville nok synes det var sjov med lidt hjemme hos/ vis mig din garderobe agtig og her er hvad du måske mangler. Jeg synes du tager helt fantastiske billeder og har en så fin sans for farver og varme. Man bliver simpelthend så glad! Held og lykke!

    • Kære Anna,
      Dejligt du synes det er en god idé. Det synes vi også, ha ha.
      ELLOS var en reklame, men jeg forsøger nu altid at have samme ånd, om det er betalt eller ikke betalt. Fedt du kunne bruge det til noget, det er jeg glad for.
      God idé, men vis mig din garderobe. Der taget vi med os i overvejelserne.
      Tak❤️

  • Hej Trine.
    Jeg er en af dem du inspirerer og har også skrevet det til dig.
    Jeg synes det var fedt med det udsalgs indslag du lavede. Du postede billeder og linkede til tøjet. Haps haps haps det resulterede i 3 for mig helt nye farver og varer.
    Mit forslag ville være en event hvor I (i samarbejde?) med diverse mærker gav muligheder for farve og sammensætning – hvor man samtidig kunne købe tøjet. Altid dejligt at gå hjem med et produkt/resultat.
    Håber det kan bruges.
    Kærligst Karina
    P.s jeg kan godt den dag 🌼

  • Jeg synes det kunne være fedt hvis i besøgte nogle læsere, tog nogle fede billeder af deres tøj og nye sammensætninger – og så kom med mere ‘generelle’ tips. Ikke sådan noget reklame-køb-nyt-agtigt men mere friske øjne på det allerede eksisterende 👍🏻

    • Det lyder som en god idé, kunne være sjovt at få kig ind i andres klædeskab på den måde. Det har vi med i vores overvejelser. Tak ❤️

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *