Store beslutninger: Tilbage til virkeligheden

Jeg har lige haft brug for bevidst at lukke øjnene for den her del af mit liv. Skilsmisse, livet og corona gjorde at jeg måtte navigere udenom og lade det ligge derude i horisonten, indtil tid og overskud var tilbage igen.

Mit liv som BRCA (cancer gen) positiv. Genet der er skyld i, at jeg ikke har noget underliv, genet der gør at jeg relativt ofte er til tjek henne på Riget. Genet der med omkring 80% risiko giver mig brystkræft på et tidspunkt. Det er der jo stadig med alle sine grimme facts, også selvom jeg har kigget væk og ikke taget hånd om hverken tjek, tanker eller store beslutninger. Der har simpelthen bare ikke rigtig været plads til det, inde i mit i forvejen lidt pressede hovede. Mit hovede, som mest af alt er fyldt med tanker om deleordninger, økonomi som alenemor, arbejde og også med små indspark af gode stunder med glæde. Men det duer ikke i længden at lukke det ude, det er jo dumt, for tænk nu hvis…det ville jeg aldrig tilgive mig selv.

Jeg plejer at være til tjek med mine bryster i maj måned. Mammografi, ultralyd og MR skanning – men indkaldelsen udeblev og det gjorde mine kræfter også. Det virker dumt, at jeg ikke en gang har kræfter til selv at ringe, men jeg valgte at sige pyt, lade sommerferien komme og gå – indtil min far spurgte mig for 117. gang om jeg havde hørt fra dem. Han har jo ret, jeg bliver nødt til at ringe til dem, sådan så jeg kan tage derover og få en dom. Forhåbentlig endnu en frifindelse. Men beslutningen om mine bryster og deres videre skæbne ligger stadig hos mig. En ting var at få opereret mit underliv ud, det var okay – for jeg vidste med sikkerhed, at jeg ikke skulle have flere børn. Ikke at det kun var let, det var og er det stadig ikke. På grund af overgangsalder, som kun bliver holdt fra døren ved hjælp af kunstige hormoner, men det er okay og jeg er glad for min beslutning. Det betyder nemlig også, at jeg slipper for at gå til tjek med den del af kroppen.

Den anden er svær. Den med at få mine bryster opereret væk. Fedt nok, at være single – at være ved at finde sig selv igen og så muligvis lige skulle igennem en stor operation hvor brysterne skal af. Great. Bevares jeg får da lavet mig et par nye, som ikke tikker som et par spændte kræft bomber. Et par nye uden følelse i og uden brystvorter. Mig: ” Nåh, det der plaster der sidder på min mave, det er bare mine hormoner… Nååårh, og brysterne,  ja de ser lidt spøjse ud og du behøver ikke røre ved dem, for jeg kan alligevel ikke mærke det”. Fuuuuck!

Og det er jo ikke fordi, at det er forvejen er skide nemt for en blufærdig type som mig, at skulle vise sin krop frem for nogen, når man har født tre børn.

Det er skidehamrende overfladisk, det ved jeg godt og det er overhovedet ikke vigtigt, når det potentielt handler om liv og død. Men jeg er jo bare et menneske og jeg ville sådan ønske at jeg ikke hele tiden, skulle beslutte alt muligt i forhold til min krop.

Nå, men nu har jeg ringet til Rigshospitalet og de havde sendt mig en tid i maj måned, men jeg har bare aldrig fået den. De ringer om lidt med en ny tid til mig og mine bryster.

Jeg har tidligere skrevet et indlæg med mine tanker omkring gentesten. Om jeg fortryder at jeg har fået lavet den og hvorfor jeg fik den lavet? Læs mere her.

De små glæder mens jeg skriver det her.