Sportshallen, parisertoast og knallerter

Da jeg var barn og boede i en lille landsby udenfor Vordingborg skete der i det daglige ikke sådan særlig meget. Det var selvfølgelig før mobiltelefoner og der var heller ikke andet børne tv end den halve time om dagen, hvor der var børnetime. Det var dengang, hvor vi børn spillede rundbold på vejene og rullede på rulleskøjter om aftenen. Seriøst! Et sted i “byen”, hvor der dog altid skete noget og hvor der altid var andre mennesker, det var i sportshallen. Jeg elskede sportshallen. Eller hallen, som den gik under i daglig tale.

Først var der springgymnastik og konkurrencegymnastik. Jeg husker faktisk ikke særlig meget om gymnastikken, men jeg husker fælleskabet og holdfølelsen. Jeg husker omklædningen med den kolde bruser og cykelturen hjem med vådt hår. Jeg husker lugten i hallen og på hænderne efter træning. Jeg husker især kantinen, som serverede den dejligste røde saftevand, pommes frites og parisertoast. Det var lang tid før, at man kunne få sund mad i sportshallerne. Senere, da jeg blev teenager spillede jeg badminton – faktisk i hele syv år. Jeg var okay god, men igen er det ikke så meget selve sporten jeg husker, det er mere alt det rundt om. Vi hang så meget ud i hallen, også de dage hvor vi ikke skulle til træning. Vi sad i kantinen i timevis og håbede hver i sær, at nogle andre havde penge til en stor bakke fritter eller måske man selv var så heldig at have penge til en pariser toast. Så sad vi der er hang med grillmaden, som vi sirligt delte mellem os.

Det var også omkring hallen at drengene fik knallerter (provins). Vi drønede runde på sportspladsen og når en af drengene kørte mig hjem, satte han mig af to huse fra mit eget, for jeg måtte ikke sidde bagpå for mine forældre. Jeg er også ret sikker på, at det var udenfor hallen at jeg fik mit første rigtige kys

Nørrebrohallen

Årsagen til mit indlæg her om sportshaller, skyldes at jeg i sidste uge befandt mig i en hal igen for første gang i rigtig mange år. Alfred er begyndt til håndbold og så snart jeg trådte ind i hallen, så mærkede jeg helt det samme. Ånden af fællesskab og sammenhold. Trænere på de forskellige baner, hvor mange af dem er frivillige og børn med drikkedunke og skingre stemmer. Jeg blev sgu helt glad, for intet havde forandret sig. Men så alligevel, for nu ligger sportshallen på Nørrebro og kantinen var udskiftet med et Folkekøkken ved navn “Send Flere Krydderier”.  Eller det er faktisk en café, men tirsdage og torsdage, er der folkekøkken. Vi kunne derfor efter håndbold, plante os på bænke og langborde og spise Butter NO chicken, tilberedt af kvinder med tørklæder. Jeg spiste og drak med mine tre børn og det blev 161 kroner, så det er hermed et fast torsdags ritual. Faktisk så er Nørrebrohallen meget mere end en sportshal, for biblioteket er også blevet en integreret del af hallen og det er jo perfekt, når jeg har de to andre børn med og træningen tager halvanden time. Så vi fik læst en masse bøger. Udenfor hallen er Den Røde Plads, som udover at være en utrolig pæn plads også er en fantastisk legeplads.

Jeg blev bare så glad over, at noget stadig er som det plejer. Kalder man det ikke for foreningslivet? Jeg har stor respekt for mennesker, som bruger deres dyrebare tid, sådan så andre kan have det sjovt. Jeg håber sådan at Alfred, bliver glad for håndbolden, men egentlig bare mest for timerne der i hallen med andre mennesker, som alle har det samme slags formål.

Og så ville jeg gerne bare tippe om Nørrebrohallen, hvis man er på disse kanter. Der er desuden også ret ofte loppemarked, lagersalg og forskellige events. Send Flere Krydderier er åben som café fra klokken ni alle dage og omdannes til Folkekøkken tirsdage og torsdage fra klokken fem, hvor alle er velkomne.

(Visited 14 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *