Søskenderelationer, en af vores vigtigste forældreopgaver

Efter flere opfordringer vil jeg prøve at skrive et indlæg om søskende, om hvordan vi som forældre skaber gode relationer mellem vores dejlige børn. Jeg ved intet om emnet på nogen som helst faglig måde, så alt hvad jeg skriver er blot beretninger, om måden vi har valgt at gøre det på hos os. Meget er ubevidst, noget er italesat – mens andet nok er gener, eller personlighed hos vores børn.

Som overskriften indikerer, så har jeg helt fra start af, i forhold til min rolle som mor til flere, set det som en af de fornemmeste opgaver, at skabe en kærlig og let relation mellem vores børn. Det er noget af det aller vigtigste for mig at de elsker hinanden, respekterer hinanden og i det hele taget bare er gode ved hinanden. Og heldigvis er det indtil videre lykkes meget godt. Pånær de tidspunkter, hvor de hiver hovedet af hinanden og tegner imaginære streger på bagsædet i bilen. Men alt i alt, så er både Søren og jeg så stolte over den måde de tre er blevet et lille hold på. De er virkelig på samme hold, det kan jeg se – især når vi er udenfor hjemmest trygge rammer. Så søger de hinanden og passer på hinanden. Det er sådan noget der gør at mit hjerte lige hopper et ekstra lille hop af glæde – for det ville simpelthen gøre ondt i min mave, hvis ikke de havde hinandens ryg. Og selvom jeg er ret sikker på de ville elske hinanden lige meget hvad, så er jeg alligevel også sikker på, at vi som forældre bidrager til deres gode forhold. Vi kan i hvert fald støtte dem i det.

Jeg tror jeg har nævnt det før, men dengang vi besluttede at lave vores lille nummer tre baby, der var det meget med i mine overvejelser, det her med at de blev flere -at de blev et hold. At de har hinanden, det betyder så meget. Jeg er slet ikke sortseer, men med min historik, så sidder der altid en frygt for at mine børn skal miste mig – og derfor gav det for mig endnu mere mening at have flere børn. Også selvom en læge sagde til mig, at det var at gamble og det ville være hårdt for min mand, hvis han stod alene med tre. Tak for den søster lystig. Det gjorde faktisk bare at jeg blev trodsig og endnu mere sikker på, at vi selvfølgelig skulle have en mere, inden mit underliv skulle fjernes. Heldigvis var Søren helt med på den. Han har det på samme måde, at det føles rart at de har hinanden, også når de bliver voksne (forhåbentlig). Jeg elsker simpelthen også tanken om et hjem, med masser af liv. Også senere, når de kommer med kærester og endnu senere, når de kommer med børn.

Når man laver flere børn, så er det jo ikke givet at de er lige så vilde med hinanden, som vi er vilde med dem. Det kræver en indsats fra os som forældre. Jeg har selv en lillebror, vi er meget forskellige – men vi har altid haft det så godt sammen. Vi har en helt særlig fin kærlighed til hinanden og så kan man som søskende jo fortælle noget af den samme historie, blot med en forskellig synsvinkel. Det er så rart. Selvom der godt kan gå noget tid, hvor vi ikke lige får talt sammen, så ved jeg altid at han er der og det er en dejlig grundlæggende tryghed. En følelse jeg så gerne vil give til min børn. En følelse som varer ved langt ind i voksenlivet – forevigt.

Noget af det som jeg tror gør, at vores børn står så tæt sammen, det er at vi ret tidligt har givet dem et ansvar. Et ansvar overfor hinanden. Det kan være bitte små opgaver. En lille hjælp til os i hverdagen, men noget der gør at de føler ansvar. Et eksempel, kunne være når vi skal over en vej, så har jeg de sidste år altid bedt Alfred om at tage Selma i hånden – nu er det bare noget han gør, uden vi skal sige det. Og jeg kan se at Selma gør det med samme med lille Kalle. Alfred går nogengange op og henter Selma om eftermiddagen på hendes fritidshjem (som jeg kan se fra mit vindue) og uden han ved det, kan jeg se at de går hånd i hånd – fuuuck det ser så nuttet ud.

Vores to store har også gået i børnehave sammen og det har helt klart også støttet dem rigtig fint i deres forhold. Jeg glemmer aldrig den første dag Selma skulle starte i børnehave. Alfred havde sådan glædet sig til hun kom, men der gik ikke længe den dag, så græd han derovre. Han græd fordi han var bange for at han ikke kunne passe godt nok på hende. Åh! Vi fik forklaret ham, at det slet ikke var hans opgave, men at de voksne nok skulle passe godt på hende. Han fortæller dog stadig stolt at alle de andre børn altid hentede ham, hvis hans søster havde slået sig. Jeg ved at han tager sin rolle som bror meget alvorligt, og jeg ved også at han virkelig til tider bærer meget over med dem begge. Det gør de alle sammen og selvom det føles unfair når de står i det, så er det jo bare en del af at befinde sig i en relation. Guderne skal vide at jeg også ofte bærer over, både med dem og med deres far.

Det som jeg synes søskende kan, det er at supplere hinanden med deres forskellighed. Det forskellige kan vendes til en styrke og de kan suge af hinandens styrker. Og det er noget af det som er så fantastisk at være vidne til. Jeg har sgu ingen opskrift – og ærlig talt, så tror jeg heller ikke at der findes en. Børn er forskellige, familier er forskellige og det der virker for mig, virker måske ikke for dig. Men det vigtigste element må være kærlighed. At elske dem alle sammen lige højt og vise dem den ubetingede kærlighed. At lære dem at sige undskyld, når de begår fejl. At give krammere og at glædes over hinandens sejre. Jeg tror at det alt sammen er med til at styrke deres relation og det smarte ved at have søskende, det er måske også at man kan øve sig. For det samme gælder jo ude i livet i alle mulige andre relationer, forskelligen er nok bare at det (ofte) er lettere at tilgive en søster eller bror og grænsen er nok en del længere imellem dem end hvad andre ville finde sig i.

Ps. Jeg er sikker på det også er helt fantastisk at være enebarn.

Selma binder knude på Kalles ballon.

(Visited 5 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Hvor er det bare så fint skrevet. Det er så dejligt at læse med her hos dig, og jeg synes, det er spændende at høre om jeres overvejelser her. Vi har to børn, og jeg er selv midterbarn i en flok på tre og i evigt tvivl om, om vi skal have en til… Jeg har nemlig de samme overvejelser om en større og livlig familie og min egen glæde over at være tre, men jeg kan på den anden side heller ikke helt overskue en til! Hvis der kunne lande en lille bøf her på 2-3 år, ville jeg sige ja tak med det samme, men en lille baby igen? Åh jeg tror det ikke helt. Jeg synes også lidt, jeg bliver for gammel snart. Så giver det selvfølgelig sig selv 😊

  • Hvor er det bare så fint skrevet. Det er så dejligt at læse med her hos dig, og jeg synes, det er spændende at høre om jeres overvejelser her. Vi har to børn, og jeg er selv midterbarn i en flok på tre og i evigt tvivl om, om vi skal have en til… Jeg har nemlig de samme overvejelser om en større og livlig familie og min egen glæde over at være tre, men jeg kan på den anden side heller ikke helt overskue en til! Hvis der kunne lande en lille bøf her på 2-3 år, ville jeg sige ja tak med det samme, men en lille baby igen? Åh jeg tror det ikke helt. Jeg synes også lidt, jeg bliver for gammel snart. Så giver det selvfølgelig sig selv 😊

  • Hej Trine, tak for dit indlæg, det er så fint skrevet! Søskende er en gave og jeg elsker især din måde at fremhæve at forskelligheden i flokken netop er styrken.
    Hav en dejlig dag 😊

  • Hej Trine, tak for dit indlæg, det er så fint skrevet! Søskende er en gave og jeg elsker især din måde at fremhæve at forskelligheden i flokken netop er styrken.
    Hav en dejlig dag 😊

  • Tusind tak 😊. Jeg lover dig for at nummer tre slet ikke føles så hård – for tiden går så hurtigt, når der er to andre. Men jeg forstår også nemt, hvis ikke man orker hele showet igen. Ble, klapvogn, middagslure og sådan. Dejlig weekdn til dig

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *