Sorggruppe, dybe og halve vejrtrækninger midt i den største glæde

Jeg har tidligere skrevet om dengang jeg mistede min mor, samtidig med at jeg selv næsten lige var blevet mor. Du kan hvis du har lyst læse det her.

Det var mildest talt en rigtig svær tid. En svær tid som ramlede lige ned i den bedste tid. En sårbar tid. Den tid hvor hele mit lille liv blev vendt på hovedet og meget af det jeg kendte til i forvejen fik en ny betydning. Både fordi jeg var blevet mor, men også fordi hele min familie blev ændret, nu min mor ikke var længere. Jeg havde svært ved at tale om det fordi jeg havde en følelse af at det var svært at forstå for andre. At forstå det jeg gennemgik inde i mit meget trætte hovede. Det var i den periode, jeg lærte mig selv (ganske ubevidst) ikke at trække mit vejr helt ned i maven, for hvis jeg gjorde det, så kunne jeg mærke mig selv alt for godt. Jeg turde ikke mærke mig selv. Jeg turde ikke slippe, det kunne jeg jo ikke – for jeg havde lille Alfred at tage mig af. Mit lille ørebarn, som sov utrolig dårligt og var meget sulten om natten. Derfor trak jeg kun mit vejr halvt og på den måde kunne jeg holde sammen på mig selv. Det gjorde desværre at jeg heller ikke mærkede så meget andet. Jeg var holdt op med at græde og drønede derudaf med mødregrupper, babysalmesang, veninder og min kæreste – de fik mig alle sammen halvt, jeg ved ikke om de mærkede mit fravær, for jeg grinede og smilede stadig. Jeg huskede jo mit gamle jeg, så jeg vidste godt hvordan jeg skulle agere “normalt”. Det var bare sådan en tom følelse for mig selv, næsten som ikke at føle sig som et rigtig menneske, men blot som en skal. En tom skal. Jeg vidste hele tiden godt at det var tosset, men jeg vidste simpelthen ikke hvordan jeg skulle komme ud igen.

Heldigvis begyndte jeg efter noget tid i en sorggruppe hos Kræftens Bekæmpelse . En gruppe som var tilrettet de 25-40 årige som havde mistet en eller to forældre. Jeg tror vi var omkring 10 mennesker og så var der en psykolog som styrrede samtalerne. Psykologen sagde en af de første gange, at vi alle havde det tilfælles, at vi desværre betalte en høj pris for at have haft en rigtig kærlig relation til vores afdøde forældre. Det var egentlig meget rart, for det var jo sandt. Vi havde brug for hjæp, fordi savnet var for stort, for uoverskueligt. Det var en god gruppe, det var det – men jeg var ikke samme sted, som de andre Jeg var der hvor de andre var i forhold til sorg over tabet, men samtidig var jeg også det mest lykkelige menneske i hele verden. Jeg var blevet nogens mor. Jeg havde en baby derhjemme, som jeg savnede mens jeg sad der og bearbejdede min sorg sammen med de andre. Derfor fyldte min sorg ikke på samme måde, det fik den ikke plads til. Ingen af de andre var blevet mor midt i kaos, faktisk husker jeg kun at en enkelt havde et lidt ældre barn. Jeg husker også at det var svært ikke at have nogen at dele mit dilemma med, min splittelse i følelser. I gruppen kunne jeg stadig ikke helt mærke mig selv, men jeg slap lidt og det hjalp mig utrolig meget at lytte til de andre. Og jeg fortsatte faktisk i gruppen i flere år. Det var trygt og godt og for mig var det et frirum og en måde at observere andres sorg på, når nu jeg ikke mestrede det selv.

Det var først den dag min barsel var slut og jeg var tilbage på mit arbejde at jeg slap helt. Lige pludselig havde andre ansvaret for mit lille barn og der lige midt i det hele, kom jeg til at trække mit vejr helt i bund og med det kom tårerne. Og pludselig kunne jeg slet ikke stoppe igen. Jeg græd over min mor, jeg græd over at jeg havde mistet hele min barsel til først sygdom og siden sorg. Den var slut og havde på ingen måde været alt det jeg havde drømt om. Den havde været overlevelse og sorg – …midt i glæde og uendelig stor kærlighed. Jeg blev sendt hjem og startede hos en psykolog og det var der jeg lærte at trække mit vejr igen, at mærke mig selv igen. Det har taget lang tid og jeg holder stadig i perioder på mit vejr. Det er åbenbart min forsvarsmekanisme, når noget er svært, og det er livet jo af og til.

Lille Alfred som lige om lidt bliver 8 år.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Åhh Gud det er også forfærdeligt at skulle miste på den måde. Jeg kender godt det med ikke at trække vejret, jeg er indlagt med min lille bitte datter for tiden, og jeg trækker vejret så dårligt😢

  • Åhh Gud det er også forfærdeligt at skulle miste på den måde. Jeg kender godt det med ikke at trække vejret, jeg er indlagt med min lille bitte datter for tiden, og jeg trækker vejret så dårligt😢

  • Det er desværre lidt alvorligt. De har udelukket leukæmi, men hun behandles for et sjældent syndrom der hedder kawasakis syndrom, og de har fundet en virus som de er ved at undersøgelse om hun har fået som foster og om det har givet hende nogen men… 😢😢😢

  • Det er desværre lidt alvorligt. De har udelukket leukæmi, men hun behandles for et sjældent syndrom der hedder kawasakis syndrom, og de har fundet en virus som de er ved at undersøgelse om hun har fået som foster og om det har givet hende nogen men… 😢😢😢

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *