Skovtårnet i sydsjælland (min hjemstavn)

I lørdags var vi på tur. Min far har lige siden de byggede det flotte tårn i skoven gerne ville have os med op i det. I lørdags lykkes det endelig at samle både min bror, hans hustru og så os alle fem herfra Nørrebro.

Skovtårnet ligger omkring Haslev i skoven som er en del af Gisselfeld Kloster. Hele området omkring Skovtårnet hedder Camp Adventure og er en virksomhed som omfatter forskellige faciliteter. Heribland en klatrepark og så det flotte tårn.

Vi mødtes ved velkomstområdet, hvor vi købte billetter og spiste min fars gode madpakker. Derefter gik vi gennem bøgeskoven på den smukt byggede gangsti. Stien er bygget med stor respekt for naturen og den bølger rundt om træer og stubbe på fineste vis. Hele turen er 3,2 kilometer lang, men tager alligevel omkring to timer, fordi det går op. Vi var heldige med det milde efterårsvejr, der virkelig viste sig fra sin flotteste side. Med høje temperature og blå himmel. Træerne er så smuk ved at skifte farve, men om få uger bliver det endnu mere udtalt med farvespillet. Det gad jeg godt opleve en klar dag. Selve Skovtårnet er ligeledes bygget med respekt for vores natur. Der er brugt materialer fra skovene på sydsjælland og farverne passer sådan, så det blender sammen på en naturlig måde med natur og arkitektur.

Vi gik langs stien og hurtigt spottede vi Skovtårnet der mellem alle bøgetræerne. Og så var det egentlig bare om at begynde at gå opad. Det er lidt ligesom Rundetårn, hvor man også forholdsvis let “bare” kan gå op i cirkler. Vi havde klapvogn med til Kalle og der var rimelig god plads, også selvom der var ret mange besøgende den dag vi var der.

(Find Selma & morfar)

Det var en ret fed oplevelse at stå deroppe over trækronerne. 135 meter over havoverfladen. Det er det højeste punkt på hele sjælland og udsigten er helt fantastisk. Jeg var selvfølgelig betaget af naturen, men især også af arkitekturen. Aj, det var bare så flot lavet og en helt speciel oplevelse. Først med træerne helt tæt på og så til sidste helt oppe over dem.

Vi laver alt for sjældent sådan noget sammen og vi blev alle sammen enige om, at vi skal ud og opleve noget mere sammen som familie. Det er bare den hyggeligste måde at være sammen på. En anden måde at være sammen på. Det var lidt ligesom da vi var ude at ro kano, det kan bare noget ganske særlig med sådan en fælles aktivitet.

Turen tilbage fra tårnet, går en anden vej end op til det. Man passerer igen den enormt seje klatrebane, bare fra den anden side og så er der nogle velplacerede udsigtsposter. For til sidst at komme til en af de sejeste legepladser jeg længe har set. Som Alfred sagde “mor, der var næsten kun brugt træ til hele legepladsen”. Igen var også den blevet integreret i naturen, sammen med en masse hængekøjer i forskellige farvede stof.

Vi afsluttede dagen tilbage ved velkomstområdet, hvor der var kaffevogne, spisevogne, is og små boder. Solen skinnede og vi sad der længe og nød stemningen. Børnene legede på legepladsen og vi kunne bare side og hygge os sammen.

Der er brugt meget træ til den lange boardwalk gennem skoven og på pladsen er det muligt at købe fine kasser og pynt, hvor de har brugt resterne af det træ der var tilovers. Det synes jeg er sådan en god idé.

Tak for turen lille far, det var i hvert fald sjovt. Jeg glæder mig allerede til næste tur.

Lidt praktisk om Skovtårnet:

Børn i alderen 0-6 år er gratis.

Fra 6 år og op er prisen 150 kr.

(man kan spare 25 kr. ved at booke online)

Parkering koster 50 kr.

Hvis man har mod på det, så ser klatrebanen helt vildt fantastisk ud. Der er flere niveauer i forhold til alderstrin.

Der er forskellig mad man kan købe, men man må vidst spise madpakker alle steder. Ved foden af Skovtårnet, findes forskellige sidde muligheder og også omkring legepladsen.

(Visited 63 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Det her er bare en historie, der gør ondt helt ind i hjertet. For fanden, hvor jeg håber, at alt går i orden for de to. ❤️❤️❤️

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *