Sensommer i København – gode steder for børn, men også for deres forældre.

Det er søndag aften. Søren er ved at smøre madpakker til de to skolebørn. Det er hans tjans og han går virkelig meget op i det. Der bliver kogt æg, bagt pølsehorn og puttet nødder og andet godt i de store pakker. Hvem havde troet det. Godt det ikke er mig. Jeg hader at smøre madpakker.

Om lidt er det sofatid, jeg har nummer to vask over siden vi for et par timer siden kom hjem fra sommerhuset, jeg har nattøj på og tænker vi skal se et afsnit mere af The Fall på Netflix. Den er altså ret god, men også uhyggelig. Jeg er stopmæt og fortryder stadig den softice jeg spiste ude i IKEA for lidt siden. Altså efter jeg havde kørt mos og kødboller ned. Det sidder helt oppe i halsen stadigvæk. Vi var ude og se nærmere på en sofa til sommerhuset. Jeg skrev om vores stigende behov for en flyder her – og nu bliver det snart til en realitet. Vi er ikke så hurtige. Der er lige lidt meget på renoveringsfronten her i lejligheden. Men det hele bliver super godt, jeg glæder mig stort. Både til flydere og nye vægge.

Her over sommeren har jeg haft et samarbejde med Dansk Arkitektur Center henne på Instagram. Det handlede om fem forskellige sommerspots, som vi selv bestemte og jeg tænkte at jeg ville dele dem her også. Indlægget her er ikke en del af samarbejdet, men noget jeg selv vælger at dele. Jeg tænkte blot det kunne være hyggeligt at dele lidt flere billeder og ord, fra nogle af de hyggelige aktiviteter der findes her i vores skønne by. Der er jo mange flere, men her er nogle af dem vi selv ofte bruger – og nogle nye som vi klart skal bruge igen.

Den Sorte Plads – Superkilen. Et af de fineste steder på Nørrebro. Det er en plads, en stor én i mere end en forstand. Den er fysisk ret stor, men også stor og bred på mangfoldighed. Pladsen er placeret fysisk på ydre Nørrebro. Her er der plads til alle, der er forskellige aktiviteter på pladsen, og alt kommer fra et forskelligt land. Der er bænke fra Rusland, springvand fra Morocco osv. På den anden side af gaden, ligger Den Røde Plads. Her er underlaget rødt og til dagligt er der rigtig god plads til cykling, skateboards og en masse andet leg. Den Røde Plads er dog lige pt under renovering, vi glæder os til den er åben igen. Lige ved den Sorte Plads ligger den fineste lille café. Café Arrebro, som er et besøg værd. Perfekt sted at hente en iskaffe eller andet, som man kan sidde med, mens ungerne leger. Men den er også hyggelig at sidde indedøre på, hvis vejret er lidt køligt.

Dansk Akitektur Center, et sted jeg aldrig havde været tidligere. Sikke et fantastisk sted det er. Det gratis for børn at komme ind, når de er sammen med en voksen. Udenfor bygningen findes den sejeste legeplads. Perfekt sted at starte med at brænde krudt af, inden man går indenfor. Indenfor er der et fin shop og nogle sjove snurretoppe, som man kan sidde i. Vi så udstillingen Olafur Eliasson, som er en del af udstillingen “Welcome Home”. Hans udstilling var rigtig sjov – både for børn og voksne. Vi gik videre og så mere af udstillingen “welcome home” som overordnet er en udstilling om hjem, om at skabe et hjem – og om boliger fra før og nu. Meget interessant og totalt tjekket med fine kopier tegnet af Sarah Hvass til børnene som de kunne farvelægge. Der var farveblyanter og kopierne kunne også tages med hjem. Synes det er så rart, når der bliver tænkt på børnene, når man går rundt og kigger på udstillinger. Om så det er det ene eller det andet. Her var børnene tænkt ind både udenfor og indefor. Caféen var super skøn og der var ligeledes tænkt på børnene.

Jeg og vi har mange ynglingslegepladser i byen. Og tænk efter otte år på legepladsmarkedet, så finder vi stadig nye at udforske. “Flyverlegepladsen” er dog en gammel kending, men den er også en af de bedste. Den er stor, og har både åben plads, grønne områder og forskellige legeområder Legepladsen har alverdens cykler og så er flyveren stadig sej, selvom man er otte år. Der er også en lille fodboldbane og så ligger legepladsen lige ned i smørhullet omkranset af lækre gader og en fin park. Jægersborggade,Stefansgade og Nørrebroparken. Skønneste område for børn og voksne. Man kan jo altid (hvis man er to voksne) lige dele sig lidt op, og smutte ud fra legepladsen og udforske butikkerne lidt.

ByOasen, en oase jeg har nævnt mange gange. Det er altså også et virkelig rart sted at komme, så nu nævner jeg det igen. Vores nabo og selvom vi kommer der ofte, så er det altid spændende. Der er dyr, svævebane, bålplads og orangeri med plads til brætspil og kaffe. I parken er der desuden små kolonihaver, som er tilknyttet mine børns skole. Så det er også altid et hit for dem at vise mig deres højbede med diverse grøntsager. Det er frivillige som arbejder med dyrene og de gør et fantastisk stykke arbejde. Byoasen ligger lige op af Guldbergsgade, som rummer mange fine caféer og butikker, samt Empire Bio – som i weekenden viser film for børnene.

Vi elsker at cykle omkring i byen og det er rart at have alle ungerne proppet ned i vores cykel. Hvis ikke man har en ladcykel, er det let at leje en et par timer. Vi tog en eftermiddag, hvor vi cyklede til Kastellet, og derefter tog turen langs havnen til Amalienborg og sluttede på Sankt Annæ Plads, hvor der ogå er en fin legeplads. Turen var gratis og det var faktisk første gang vi var på Amalienborg med børnene og de har altid godt af at få lidt historie indenbords. Byen emmer af liv og mennesker, men selvom der er mange mennesker, er det altid muligt at finde luft og grønt. Lige præcis det elsker jeg. Kombinationen og mulighederne.

God aften fra sofaen.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *