seks måneder med CVR-nummer. Bloggertype vs. online marketing

Det slog mig lige for et par minutter siden, at jeg i dag går ind i min sjette måned som selvstændig. Det lyder nærmest som om jeg tæller måneder i en graviditet. Et helt nyt arbejdsliv startede for mig den første januar. Et helt nyt år, en ny begyndelse. Og sikke en start det har været. På mange plan. Jeg er sådan helt grundglad, helt nede i maven og det føles helt rigtigt at jeg droppede mit ellers gode job som patientvejleder i det offentlige. Jeg har faktisk ikke savnet det et eneste minut. Sådan noget kan man jo aldrig rigtig vide på forhånd, men mit tilløb havde nok varet tilpas længe til at jeg havde sagt farvel til den verden for længe siden.

Nu er jeg sådan en bloggertype, sådan en hvor jobtitlen hurtigt får en negativ klang i manges små øre -eller små sko. Jeg bliver hurtigt defineret udfra mit job kan jeg mærke og jeg har i de her snart seks måneder betragtet virkelig mange forskellige ansigtsudtryk. Mest den undrende rynken på næsen agtige slags. Jeg hører mig selv sige med ydmyg stemme hvad jeg laver, når nogen spørger. Og jeg kan også høre at jeg på forhånd forsvarer mit hverv. Mange ved slet ikke hvad det vil sige at være blogger og tjene penge. Heldigvis er der dem som spørger dybere ind, netop fordi de ikke forstår. Det er så rart for mig, for så kan jeg jo forklare mig lidt. Så er der dem, der bare dømmer mig ude med det samme. Måske på grund af uvidenhed, måske på grund af jantelov, eller jeg ved ikke hvad. Der er i hvert fald ingen tvivl om at folk på min vej, havde større respekt for min titel som patientvejleder. Selvom mange heller ikke helt anede hvad sådan en laver. Jeg har også mødt en del, som når jeg fortæller hvordan jeg så tjener mine penge, svarer ” nå, skal du ikke lave andet end det, det kan da ikke tage lang tid”. Den næste der sender mig det svar, får sgu et cirkelspark. Jeg kunne ægte aldrig drømme om at tale ned om en andens job op i ansigtet på vedkommende, eller rynke åbenlyst på næsen. 

Jeg har en veninde som på mine vegne havde mærket den negative indstilling omkring det at leve af at være blogger-type. Hun skrev mig en sms med det svar jeg bare skulle give fremadrettet. Ha ha, jeg elsker det lidt. Her kommer det – ” Jeg er selvstændig som freelancer. Jeg varetager online marketingopgaver for forskellige firmaer” Det er jo det jeg gør, samtidig med at jeg jo også holder gang i min blog med mine personlige indlæg, holder møder, skriver og svarer på mange mails omkring eventuelle samarbejder. redigerer billeder og dukker op til forskellige events. Og en hel del networking. For et år siden kendte jeg ikke et øje i blogverdenen. Jeg begynder så småt at genkende folk, og det føles nu meget rart. Jeg er stadig en lille slimet fisk i det store blogger hav, men jeg synes alligevel jeg de sidste måneder har fundet min egen lille hylde i bloglandet. Der var sgu lige plads til mig der. 

Jeg stødte på en sød kvinde da vi var på ferie her for nylig. Vi faldt i snak og hun fortalte mig om en episode nede på byens café. Jeg havde tidligere været på den café og havde spurgt pænt om jeg måtte tage nogle blilleder til et samarbejde jeg senere havde. Kvinden fortæller mig om en oplevelse hun havde på caféen og siger så” ja og så kom der den her bloggertype ind på caféen”. Her kunne jeg jo så svare med et smil, at bloggertypen var mig. Mig som hun havde siddet og talt med. Vi grinede af det sammen og jeg ved jo også godt hvad hun mente med en bloggertype. Jeg ser mig bare ikke selv sådan, for jeg er jo bare mig og ikke anderledes end dengang jeg var en sygeplejerske-type. Og så alligevel. Der er en kæmpe forskel. Ligesom der ville have været, hvis jeg havde skiftet job til marinebiolog. Men typemæssigt, der er jeg hundrede procent helt den samme, som jeg altid har været.

Der er flere som har spurgt mig om ikke jeg bliver træt af mig selv, når alt hurtigt kommer til at handle om mig og min strittende navle. Det har jeg tænkt lidt over. Mit svar er nej. Fucking nej! Hele mit arbejdsliv har alt handlet om andre. Jeg har haft jobs, hvor jeg har været empatisk, har sat alle foran mig selv. Jeg har siddet i årevis bag en telefon på et kontor for mig selv og lyttet på alle andre, hjulpet og givet tusinder af råd. Derhjemme handler det meste om mine børn. For ikke at sige alt. Så nej. Nej, at der noget som handler ret meget om mig, det gør sgu ikke mig noget. Jeg vil faktisk vove at påstå, at jeg ligefrem nyder at det handler om mig. Det er jo mig som er Trinesblend, mig – sammen med en masse omkring mig.

Jeg har lært rigtig meget det sidste halve år. Meget om mig selv, meget om SKAT, jeg har lært at fakturere, jeg har lært at forhandle og jeg lærer mere og mere i forhold til hvor meget det jeg kan er værd – altså set med forretningsbriller på. Jeg har aldrig arbejdet så mange timer som jeg gør nu, men jeg elsker det. Det gør mig glad. Det gør mig glad at møde mennesker, at tale med mennesker. At fordybe mig ned i andre menneskers forretning og at få lov til at være en del af deres talerør. Det gør mig glad og stolt.

En af mine fornemmeste opgaver synes jeg er, at få det hele til at fremstå som en samlet enhed. At det ikke har den store betydning om det er en annonce eller ikke. Annoncerne de er jo ligeså meget mig og jeg synes altid den spændende udfordring ligger i at skabe historier omkring emnet jeg skriver om. Om det så er mine hængende bryster på riget eller solcreme, så er historien og det genkendelige element det vigtigste for mig.

Jeg føler mig så mega taknemmelig over den modtagelse jeg har fået af jer. At i læser med, betyder jo at jeg kan gøre det jeg gør. For i kan bande på at firmaerne vil se læsertal og statistik inden de vil indgå noget som helst samarbejde med mig, så uden jer læsere – ingen penge på min nye seje firmakonto. Så af hjertet tusind tak. Jeg håber i hænger på de næste seks måneder. 

(Visited 1 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *