Samvittighed: Noget af det jeg aldrig helt slipper af med

Egentlig er der få ting her i mit liv jeg sådan ægte fortryder. Men der er noget og det er noget af det som giver mig ondt i maven, tristhed i ansigtet og dårlig smag af samvittighed inde i min mund.  Det er desværre nok nogle følelser jeg aldrig helt kommer af med, og de har også været svære at indrømme overfor mig selv. Og her. De har sat sig så fast og som så meget andet omkring sorg og tab har de farvet noget af livet og er blevet en del af mig.

Dengang min mor var syg, dengang hun lå på Rigshospitalet og aldrig kom hjem igen. Dengang jeg selv lige var blevet mor. Dengang jeg på en og samme tid skulle mestre at rumme nogle af de lykkeligste følelser samtidig med at jeg var fyldt op af nogle af de mest triste og sørgligste følelser på en gang. Disse to modpoler var inde i mig 24 timer i døgnet, først i de fire måneder min mor var indlagt og derefter i lang tid efter, men i tiden efter var der også en snert af lettelse over ikke at skulle dele min tilstedeværelse mellem hospitalet og livet udenfor. For det var to helt forskellige liv og jeg var lettet over, at jeg ikke skulle sidde derover med baby Alfred dag efter dag. Følelsen af lettelse, den har jeg det helt fint med, for jeg er helt stensikker på at min mor også var lettet over ikke at skulle være mere. Der var ingen anden udvej. Længere.

Min dårlige samvittighed handler mere om, at selvom jeg var der – var fysisk tilstede på hospitalsstuen. Så var jeg der alligevel ikke. Jeg kunne ikke rumme det. Nu skriver jeg det….jeg kunne ikke rumme min mor… Jeg bliver så uendelig trist og flov over at skrive det ned, men jeg har brug for at sige det højt. Måske det vil hjælpe lidt på den grimme følelse af utilstrækkelighed som sidder så dybt og stikker mig i siden. Jeg ville ønske jeg havde haft roen til at have sat mig ned ved hendes side og taget hende i hånden. Og så bare sidde der. Time efter time. Efter time. Virkeligheden var bare at mine hænder ikke var fri, for i dem havde jeg min lille tykke Alfred. Han krævede mig og han fik mig. På bekostning af min mor. Jeg prøvede oveni det hele at “give hende lidt Alfred”, men jeg tror faktisk heller ikke hun kunne rumme ham. Hun kunne ikke en gang rumme sig selv. Hun var så syg. Så syg, så jeg ikke kan sætte ord på de uhyrligheder hun dagligt gik igennem. Ligesom jeg, så var hun der, uden at være der rigtigt. Min mor og jeg var der ikke. Min far han var der. Otte timer hver eneste dag i alle månederne. Han sad med hende i hånden og måske talte han om, alle de steder de skulle køre hen i europa når de blev pensionister. Måske købe en autocamper. Ud i det blå. Væk. Det ved jeg var deres store drøm. Sammen.

Jeg husker ikke jeg sagde så meget når jeg var hos hende. Jeg savnede at have hende, jeg savnede at dele med hende at jeg nu var mor. Måske var jeg endda lidt vred over at hun ikke var der for mig. For jeg havde sådan brug for hende og dumme Trine, kunne åbenbart ikke tilsidesætte egne behov og så vende den rundt og være der for min mor. Jeg prøvede det bedste jeg kunne, men helt ærligt, så var det sgu ikke godt nok. Jeg var der ikke nok. Mentalt. Lorte pis!

Fordi jeg er uddannet sygeplejerske, så følte jeg også selv sådan et pres i forhold til selve behandlingen. Også selvom jeg er børnesygeplejerske og at det allerede dengang lå nogle år bag mig. Alligevel føler jeg stadig, at jeg måske kunne have gjort mere. Jeg skulle have presset afdelingen mere, været tilstede under alle stuegange, taget møder med læger og sådan. Det gjorde jeg ikke. Fordi… ja fordi Alfred. Jeg trøster altid mig selv med, at min mor var død ligemeget hvad. Det faktum kunne jeg ikke ændre på, men måske jeg kunne have gjort noget så døden ikke havde været så grum som den blev. Jeg kommer aldrig til at acceptere den smerte hun var i og at jeg ikke kunne hjælpe. Så selvom det var udenfor min kontrol både som datter og som sygeplejerske, så nager det mig alligevel. For måske. Hvad nu hvis… Ja jeg føler alligevel bare jeg kunne have presset mere på end jeg gjorde. Lorte pis!

Nu har jeg selv en datter og da vi forleden talte om bedsteforældre og titler og hun spurgte hvad jeg blev til hendes børn. Da blev jeg helt varm om hjertet. Vi talte om hvordan babyer kommer ud og jeg fortalte at det lige niver (mild underdrivelse) lidt i processen. Ha ha. Jeg kom til at tænke på, igen – hvordan min mor så gerne ville have været med til fødslen af Alfred. Men at jeg afviste det 100%. Jeg så det slet ikke som en mulighed, for det var en sag mellem kun Søren og jeg. Det fortryder jeg også og har dårlig samvittighed over. For ligesom hende, så ved jeg hvilken smerte og lykke det er at føde og hvis jeg engang kan være der for min datter, så vil jeg utrolig gerne det. Ligesom min mor ville.

Min mor har været død i snart syv år. I de syv år er det stadig ikke lykkes mig at slippe af med rigtig grimme minder fra Riget. Lugte, lyde, stemninger. Min mor med sonde, min mor med kun en smule hår. Min mor uden stemme. Min mor som hoster og kaster op i et væk. På syv år har jeg kun haft en enkelt drøm om hende som rask. Tænk at sygdommen får lov at overskygge alle de andre stunder. Det er skide dumt. De andre minder er der helt inde bagerst, men de kommer kun hvis jeg aktivt henter dem frem. De mørke af dem, de kommer bare. Det er jeg mega træt af.

Jeg er glad og har sådan et dejligt liv. Det er jeg meget taknemmelig over – jeg ved ikke helt hvorfor ovenstående lige var kommet til at fylde lidt i mit hovede. Måske fordi naturen er lidt foran på grund varmen, sådan at kastanierne langs søerne allerede er ved at være store. De minder mig altid om alle turene der med sovende Alfred i barnevognen, frem og tilbage, indtil han vågnede så jeg kunne smutte op på den grå niende etage på Riget. Jeg tog kastanier med derop til min mor, der lå to af dem på hendes sengebord da hun døde. Dem har jeg endnu. Jeg tror det var det der satte gang i dette skriv. Dårlig samvittighed er grimt – jeg håber at jeg kan efterlade en flig af den her i mine ord. Det håber jeg.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Åh Trine! Du har været på præcis den måde, du kunne og burde og det ved din mor. Jeg er så fascineret af dig, din tilgang til ting og fantastiske måde at beskrive og fortælle. Vi deler rigtig mange holdninger og følelser herom, hvilket bare gør det så indlysende, hvorfor din mor betød så meget for mig. Det er vigtigt for mig, at jeg gør det rigtige ifm din blog og Instagram profil, så jeg kan hjælpe med din “freelance” tilværelse. Jeg læser alt, hvad skriver og liker🌹 og ønsker af hele mit hjerte, at du og Lasse er lykkelige❤️

  • Åh Trine! Du har været på præcis den måde, du kunne og burde og det ved din mor. Jeg er så fascineret af dig, din tilgang til ting og fantastiske måde at beskrive og fortælle. Vi deler rigtig mange holdninger og følelser herom, hvilket bare gør det så indlysende, hvorfor din mor betød så meget for mig. Det er vigtigt for mig, at jeg gør det rigtige ifm din blog og Instagram profil, så jeg kan hjælpe med din “freelance” tilværelse. Jeg læser alt, hvad skriver og liker🌹 og ønsker af hele mit hjerte, at du og Lasse er lykkelige❤️

  • Kære Trine ❤️ Hvor er det et fint indlæg og godt at du sætter ord på det letter!
    Vi mistede vores søn i 2004 af Menigitis…. lorte sygdom og h or kan jeg genkende mange af dine tanker”Havde jeg da bare….”
    men jeg kunne ikke gøre noget eller mere end jeg gjorde. jeg gjorde alt det jeg kunne på det tidspunkt i mit liv og det samme er jeg sikker på du gjorde.
    Jeg er helt sikker på din mor vil være glad for og stolt af, at du rummede din lille søn, det var sikkert det din mor allerhelst ville have.
    jeg sender kæmpe kram

  • Kære Trine ❤️ Hvor er det et fint indlæg og godt at du sætter ord på det letter!
    Vi mistede vores søn i 2004 af Menigitis…. lorte sygdom og h or kan jeg genkende mange af dine tanker”Havde jeg da bare….”
    men jeg kunne ikke gøre noget eller mere end jeg gjorde. jeg gjorde alt det jeg kunne på det tidspunkt i mit liv og det samme er jeg sikker på du gjorde.
    Jeg er helt sikker på din mor vil være glad for og stolt af, at du rummede din lille søn, det var sikkert det din mor allerhelst ville have.
    jeg sender kæmpe kram

  • Jeg har læst dit indlæg med tårerne trillende…. Jeg mistede selv min mor til kræft for 3 år siden, og genkender mange af de følelser du har. Jeg tror det er meget menneskeligt at tænke “Hvad nu hvis” – den sidste tid med min mor dukker også sommetider frem som “Hvad nu hvis”. Men inderst inde ved jeg, at alle gjorde det bedste de kunne i den situation vi stod i – både os pårørende og min mor. Og det er godt nok <3

  • Jeg har læst dit indlæg med tårerne trillende…. Jeg mistede selv min mor til kræft for 3 år siden, og genkender mange af de følelser du har. Jeg tror det er meget menneskeligt at tænke “Hvad nu hvis” – den sidste tid med min mor dukker også sommetider frem som “Hvad nu hvis”. Men inderst inde ved jeg, at alle gjorde det bedste de kunne i den situation vi stod i – både os pårørende og min mor. Og det er godt nok <3

  • Kære Trine. Jeg bliver så rørt og påvirket af dit indlæg. Sikke en styrke du viser ved at dele. Jeg kan på ingen måde sætte mig ind i eller forstå den sorg og smerte, og de “påhængsfølelser” af skyld, tvivl og dårlig samvittighed, der følger med, men jeg kan ikke lade være med at tænke: Mon ikke der er en urbiologi, som træder i kraft, når det hele ramler? Når der ikke er plads til at rumme det hele, være alt for alle, splitte sig selv i tusind stykke – for det ER der jo bare ikke altid, hvorend vi gerne vil – så gjorde du det eneste rigtige: Tog dig først og fremmest af det lille nye liv. Helt instinktivt tror jeg vi mennesker er wired til at sikre artens overlevelse.. og i den sammenhæng, selvom det er hårdt sat op, så skal små nye liv hjælpes frem, også selvom det betyder at vi selv føler, vi ikke er der nok for de ældre. Jeg ved ikke om det giver mening, men måske? Jeg kender ikke din mor, men jeg ved at MIN mor til en hver tid ville ønske, at jeg tog mig af mit eget barn, før hende.. Årh, jeg håber den her rodede kommentar er en lille smule til hjælp, og at jeg ikke bare jokker godt og grundigt rundt i dine følelser, som du deler og lægger ud, helt sårbart og fint. I hvert fald: I mit hoved skal du hverken have dårlig samvittighed eller noget andet grimt 😊
    Kram

  • Kære Trine. Jeg bliver så rørt og påvirket af dit indlæg. Sikke en styrke du viser ved at dele. Jeg kan på ingen måde sætte mig ind i eller forstå den sorg og smerte, og de “påhængsfølelser” af skyld, tvivl og dårlig samvittighed, der følger med, men jeg kan ikke lade være med at tænke: Mon ikke der er en urbiologi, som træder i kraft, når det hele ramler? Når der ikke er plads til at rumme det hele, være alt for alle, splitte sig selv i tusind stykke – for det ER der jo bare ikke altid, hvorend vi gerne vil – så gjorde du det eneste rigtige: Tog dig først og fremmest af det lille nye liv. Helt instinktivt tror jeg vi mennesker er wired til at sikre artens overlevelse.. og i den sammenhæng, selvom det er hårdt sat op, så skal små nye liv hjælpes frem, også selvom det betyder at vi selv føler, vi ikke er der nok for de ældre. Jeg ved ikke om det giver mening, men måske? Jeg kender ikke din mor, men jeg ved at MIN mor til en hver tid ville ønske, at jeg tog mig af mit eget barn, før hende.. Årh, jeg håber den her rodede kommentar er en lille smule til hjælp, og at jeg ikke bare jokker godt og grundigt rundt i dine følelser, som du deler og lægger ud, helt sårbart og fint. I hvert fald: I mit hoved skal du hverken have dårlig samvittighed eller noget andet grimt 😊
    Kram

  • Kære Marianne. Du er så sød. Og det er så rart du læser med jer hos mig. Jeg husker tydeligt det særlige bånd mellem dig min mor. Ja, jeg siger også til mig selv at det jeg gjorde var godt nok. …Men det var det alligevel ikke helt. Jeg håber samvittigheden letter på et tidspunkt, det må den gøre. Hav en dejlig weekend med dine kære. Kram

  • Kære Marianne. Du er så sød. Og det er så rart du læser med jer hos mig. Jeg husker tydeligt det særlige bånd mellem dig min mor. Ja, jeg siger også til mig selv at det jeg gjorde var godt nok. …Men det var det alligevel ikke helt. Jeg håber samvittigheden letter på et tidspunkt, det må den gøre. Hav en dejlig weekend med dine kære. Kram

  • Kære Jeanette, Tusind tak for din meget fine besked. Det betyder simpelthen så meget at få lidt ord med på vejen efter sådan et indlæg. Hvor gør det mig ondt, at i har mistet jeres søn. Så ondt! Det er en fæl fæl sygdom og den rammer ubarmhjertigt og ikke mindst uretfærdigt. Vi må bære dem med os i vores hjerter. Kram tilbage til dig

  • Kære Jeanette, Tusind tak for din meget fine besked. Det betyder simpelthen så meget at få lidt ord med på vejen efter sådan et indlæg. Hvor gør det mig ondt, at i har mistet jeres søn. Så ondt! Det er en fæl fæl sygdom og den rammer ubarmhjertigt og ikke mindst uretfærdigt. Vi må bære dem med os i vores hjerter. Kram tilbage til dig

  • Kære Tina, mine tårer trillede også mens jeg skrev. Det gør mig ondt at læse at du også har mistet. Så uretfærdigt. Du har ret, det er nemlig godt nok – udfra omstændighederne. Kan bare ikke slippe følelsen alligevel. Kh Trine

  • Kære Tina, mine tårer trillede også mens jeg skrev. Det gør mig ondt at læse at du også har mistet. Så uretfærdigt. Du har ret, det er nemlig godt nok – udfra omstændighederne. Kan bare ikke slippe følelsen alligevel. Kh Trine

  • Kære Emilie, Tak for din besked – som slet ikke er rodet, men ganske klog. Jeg tror du har ret (selvom min mor slet ikke var gammel) . Min mor ville helt sikkert også havde sagt hvis hun havde kunne, at jeg blot skulle tage mig af mit barn. Men lige meget hvad, så ville jeg ønske at jeg havde sat mig med hende i hånden, lidt mere end jeg fik gjort. God weekend til dig og dine. Kh Trine

  • Kære Emilie, Tak for din besked – som slet ikke er rodet, men ganske klog. Jeg tror du har ret (selvom min mor slet ikke var gammel) . Min mor ville helt sikkert også havde sagt hvis hun havde kunne, at jeg blot skulle tage mig af mit barn. Men lige meget hvad, så ville jeg ønske at jeg havde sat mig med hende i hånden, lidt mere end jeg fik gjort. God weekend til dig og dine. Kh Trine

  • Kære T.
    For fanden det fik mig til at tude…jeg kan næsten ikke stoppe igen:-( Du gjorde det bedste du kunne i den givne situation og jeg er overbevist om, at Lone aldrig følte du, at ikke var der for hende. I har altid haft enorm meget kærlighed i jeres familie og I har altid været rigtig gode til at både at vise det og sige det til hinanden, så jeg er slet ikke i tvivl om, at din mor følte sig elsket af jer alle indtil det sidste. Jeg håber, at tiden vil hjælpe dig med at ryste den dårlige samvittighed af dig og du vil indse og acceptere, at du gjorde dit allerbedste, også selvom det ikke føles sådan.
    Kærlige tanker og kram herfra
    T

  • Kære T.
    For fanden det fik mig til at tude…jeg kan næsten ikke stoppe igen:-( Du gjorde det bedste du kunne i den givne situation og jeg er overbevist om, at Lone aldrig følte du, at ikke var der for hende. I har altid haft enorm meget kærlighed i jeres familie og I har altid været rigtig gode til at både at vise det og sige det til hinanden, så jeg er slet ikke i tvivl om, at din mor følte sig elsket af jer alle indtil det sidste. Jeg håber, at tiden vil hjælpe dig med at ryste den dårlige samvittighed af dig og du vil indse og acceptere, at du gjorde dit allerbedste, også selvom det ikke føles sådan.
    Kærlige tanker og kram herfra
    T

  • Kære søde Tanni, Tak for din søde besked – som fik mig til at tude. Åh nej altså, total tude frans over det her. Jeg håber imderigt også at det bliver nemmere at leve med det og som du skriver, acceptere det som var og at det var godt nok. Tak for beskeden Tanni. Kram

  • Kære søde Tanni, Tak for din søde besked – som fik mig til at tude. Åh nej altså, total tude frans over det her. Jeg håber imderigt også at det bliver nemmere at leve med det og som du skriver, acceptere det som var og at det var godt nok. Tak for beskeden Tanni. Kram

  • årh. hårdt og fint skriv. du må ikke være hård mod dig selv, det ER da også fuldstændig urimelige vilkår at skulle mestre sådan en glæde og sådan en sorg på samme tid.

  • årh. hårdt og fint skriv. du må ikke være hård mod dig selv, det ER da også fuldstændig urimelige vilkår at skulle mestre sådan en glæde og sådan en sorg på samme tid.

  • Tak for det. Nej, jeg ved det godt. Men havde brug for at komme ud med det, fordi det bare sad der og gnavede mig så hårdt. Det hjalp en smule, men det går nok alsdrig helt væk. Tak for din søde kommentar. Kh T

  • Tak for det. Nej, jeg ved det godt. Men havde brug for at komme ud med det, fordi det bare sad der og gnavede mig så hårdt. Det hjalp en smule, men det går nok alsdrig helt væk. Tak for din søde kommentar. Kh T

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *