Prinsesse Diana og langtidsholdbar kærlighed.

Jeg sad i aftes og så en dokumentar, Diana – vores mor. Det er åbenbart 20 år siden den folkekære prinsesse døde i en grim bilulykke. Som mange andre, så husker jeg tydeligt da hun døde. Og jeg husker også tydeligt at hun var et fint menneske.
Dokumentaren handlede om sønnernes forhold til deres mor og om deres sorg. Og jeg kunne ikke lade være med at hulke lidt, mens jeg så det. De beskrev det hele så fint og jeg kunne relatere mig så meget til det de fortalte. Det med at bære rundt på sorgen, sorgen som ikke bare forsvinder, men som med årene bliver en del af den man er. Hvilket vel vil sige, at man lever med den i sit liv. Sådan har jeg det. Den er der altid, nogengange som sorg, men også som et bevis på kærlighed – kærlighed som stadig består. Jeg kan tydeligt mærke kærligheden, selvom det snart er syv år siden, den var her i levende form. Heldigvis for ægte følelser, så lever de videre i os som lever. Prinserne mærkede også stadig deres mors kærlighed 20 år efter. Kærlighed er skisme en stærk følelse.

De beskrev også det her med, når man lever med sorg. Så er man lidt med i en hemmelig klub. En klub som ingen rigtig gider være medlem af. Jeg er medlem, og jeg ved at andre i klubben forstår mig og jeg forstår dem – også uden vi behøver at benytte ord. Dem udenfor prøver så godt de kan – men det er ikke altid let at forstå, når man ikke selv har mærket. Det forventer jeg aldrig at andre skal forstå.

Den ældste prins, har selv fået børn og han talte om hvordan han fortalte sine børn om deres farmor. Viste billeder og prøvede at forklare dem om hende som person. Sådan gør jeg jo også. Det kan dog være svært. Mine børn har ingen minder og de kender ikke deres mormor. Min mand nåede heller ikke at kende hende godt og kendte hende mest som syg. Jeg ved ikke hvordan min mor, ville have været deres mormor, jeg kan kun forestille mig det. Så jeg fortæller en masse om hvordan hun var min mor. Sjove historier, kærlige historier, ting hun sagde til mig, sange hun sang for mig og alt sådan noget. Jeg tænker ofte på, hvordan hun ville agere med mine børn. Hold nu kæft, hvor ville hun have elsket dem højt. Og så tænker jeg som prinserne på, hvordan hun ville have været nu. Hvad ville hun lave og hvordan hun ville se ud.

Hendes hår ville have været mere gråt, fine rynker i ansigtet og så ville hun helt sikkert sidde med sin morgenkaffe i lang tid. Hun ville gå en runde ude i haven, se om fuglene havde vand i deres fuglebad, nipse lidt i de visne blade på blomsterne og så ville hun gå ind igen. Til sin kaffe og sin radio. Hun ville nyde at hun ikke skulle noget. Hun ville elske bare at være.

….bare hun var.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *