Overgangsalder. Shit!

Når man som jeg skal have fjernet sit underliv ,så går man (som jo er mig) i overgangsalderen. Det gør jeg så alligevel ikke, da den kunstigt bliver udskudt med en lille pille eller et plaster. Ærligt talt så er overgangsalder for mig sådan noget med svedeture og sure miner. Der er selvfølgelig mere i det end det, så derfor måtte jeg simpelthen lige besøge min gode ven Goggle. For hvorfor er det sådan helt præcist, at jeg i min forholdsvis unge alder ikke så gerne må gå i overgangsalder? Hvorfor råder alle læger mig til at indtage hormon, på trods af at det ikke er så godt i forhold til min høje risiko for brystkræft.

Altså når overgangsalderen indtræder så stopper hjernen med at producere østrogen og ret mange dele i kroppen er faktisk afhængig af det fine kvindelige kønshormon.
For det første så er det med til at vedligeholde vores knogler. Jo tidligere man går i overgangsalder, des større er risikoen for knogleskørhed. Så altså hvis ikke ens knogler bliver passet på med vores hormon, eller kunstigt, så kunne jeg ende med at ligne vores kære dronningemoder Ingrid. Hun var ret krum i det, så det vil jeg helst undgå.

Så hjælper hormonet også med at forebygge hjertekarsygdomme. Når hormonet ikke længere er der, så kan man få højt blodtryk og øget risiko og blodpropper i hjerte og hjerne. Bestemt ikke særligt rart.

Så er der en lidt kedelig satan i forhold til det kosmetiske. For overgangsalderen gør også at huden ældes og der kommer flere rynker. Håret bliver rigtig træt – både det vi har på hovedet, men også det på kønsorganerne og det kan falde af. Av for den da. Men som der står på netdoktor, så er det med at hårene falder af på kønsorganer ikke så stort et problem, som det tidligere har været. På grund af at det er moderne at barbere det af. Ha ha. Jeg ved sgu snart ikke.

Slimhinder og blære bliver også ramt i form af tørhed. Som giver svie, smerter og kløe. Problemer med sex, inkontinens ( at man ikke kan holde på sit tis) og blærebetændelse. Virkelig også noget af en dræber sidegevinst ved overgangsalderen.

På humørsiden kan nævnes svingninger, depression, irritabilitet og træthed. Det er sgu nogle tunge “bivirkninger” at danse med.

Så man skal virkelig ikke spøge med det kvindelig kønshormon, fordi det gør altså en masse godt for vores krop og for vores sind. Jeg blev selv klogere og er nu mere glad for at jeg dagligt skal indtage kunstigt hormon. På plussiden skal selvfølgelig også nævnes at jeg slipper for at have menstruation og det bliver faktisk meget rart. Så jeg går og kan ikke lade være med at tælle ned. Nu kun to gange mere. Og for mig er der jo også det kæmpe plus, at jeg slipper for at blive scannet i tide og utide ovre på Rigshospitalet. Så min høje procent risiko for cancer i underlivet mindskes til Z E R O. Det aller allerbedste af det hele og også ene og alene er grunden til at underlivet må ud og væk.

Jeg kan fornemme at mange kvinder slet ikke tænker over overgangsalderen og det er i grundet lidt underligt, for lige så sikkert som vi skal dø (som også er tabu), så skal vi igennem overgangsalderen. Alt ovenstående er altså noget der sker i overgangsalderen for alle kvinder – mere eller mindre, men fordi den ofte indtræder senere i livet – så er det ikke lige så “farligt”. Måske fordi vi ikke skal holde lige så længe, men fordi jeg er ung, så kan mine knogler ikke så godt klare det. Man kan sige at jeg skal tage hormon, sådan så min krop ikke bliver for hurtig gammel. Så altså  jeg skal indtage hormon indtil jeg naturligt ville gå i overgangsalderen. Tænker selv at jeg fortsætter til jeg er i slut fyrre eller start halvtredserne.

(Visited 6 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *