Omtale og tomme løfter fra Christiansborg

Hmm, nu er det torsdag og over en uge siden at leder af Radikale Venstre, Morten Østergaard valgte at besøge min bror og min svigerinde. Det gjorde han i forbindelse med den store omtale og fokus deres sag om opholdstilladelse havde fået, efter jeg skrev det her indlæg. Efter min svigerinde, blev anholdt og sat i fængsel, mere eller mindre blot for at elske min lillebror. Det fik en stor del af pressen op af stolene og historien blev den mest omtalte på de sociale medier. Flere politikkere tog sagen op i Folketinget. Flere medier skrev om, hvilken ulykke det er, at vi i Danmark ikke tillader kærlighed på tværs af grænser udover europa. I Folketinget blev der diskuteret udlændingelov og rejst kritik. Men som udlændingeordfører Andreas Steenberg skrev til mig, så var det eneste svar vi fik fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye et “ikke svar”. Han kan ikke forholde sig til den konkrete sag, det eneste han dog krævede var en skriftlig dokumentation fra politiet. Ikke noget vi har hverken set eller hørt noget til.

Al virakken er udmundet i to ting, dog uden løsning og ingen svar. Overhovedet! For det første venter min svigerinde stadig på at komme hjem. Hun kom nemlig ikke afsted, da politiet ikke mente hendes flybillet var god nok og de var bange for at hun ville blive arresteret i Paris. Hun har nu fået en ny og skal stadig eskorteres helt ud til gaten af politiet, når datoen rammer for hjemrejsen – en dato som ligger langt længere fremme, end den dato hun oprindeligt skulle rejse hjem. Politiet har desuden hendes pas og den ekstra tid, hun har fået her i vores land, er ikke speciel rar. Hun er i en form for husarrest og føler ikke rigtig at hun kan gå ud af døren. Hun er rent ud sagt ikke skide tryg, efter hun blev slæbt ind i en politibil og sendt i fængsel. Derudover kom Morten Østergaard altså hjem til dem, til en snak – ja eller hvad ved jeg. En kop kaffe? For lige nu har jeg på fornemmelsen, at den snak var for ingenting, jo måske for ham, men ikke for os. Han kunne selvfølgelig ikke love noget som helst, men en ting kunne han dog alligevel love. Han lovede at Danmark i det mindste kunne sørge for, at Lasse og Iamae ville få svar på det ene spørgsmål, de i sin tid kom for at få hos Udlændingenævnet, den dag Iamae blev anholdt. Nemlig svar på, hvor deres sag står. Ikke raketvidenskab altså. Lige nu ved de ingenting. De har klaget over afvisningen af deres ansøgning i forbindelse med, at Iamae havde været her 15 dage for længe på grund af min brors sygdom. Det har de klaget over, ved at vedlægge hans patientjournal. Det sidste Morten Østergaard sagde, da han gik ud af deres dør ude på Amager, var at de ville få svar på det spørgsmål indenfor timer eller dage. Nu er der gået over en uge og deres telefon er musestille.

Noget af det værste jeg ved, det er når ord og handling ikke hænger sammen. Når ord blot er tomme, det får mig til at føle at ordene kom for egen vindings skyld. Og ikke for vores. Ikke for Lasses og ikke for Iamaes. Hvorfor overhovedet komme til den skide kaffe, hvis der ikke er hold i selv det mindste løfte vi fik. Det handler om, at et menneske skal sætte et flueben i kassen ” klagen er godkendt og vi behandler fortsat jeres ansøgning om opholdstilladelse” eller ” klagen er afvist og I skal sende en ny ansøgning” (den præcis samme ansøgning og så betale 7000 kr endnu en gang). Helt ærligt mand, giv dog dem et svar. Det kan umuligt kræve mere end få minutter at træffe en afgørelse om det ene eller det andet. Det er i forvejen ikke for børn eller mennesker, uden en særdeles god økonomi at elske ud af landet. Min bror har allerede brugt uendelig mange penge på at elske Iamae. På dokumenter til Udlændingestyrelsen. Og penge der skal stå på en lukket konto i flere år, sådan så han kan bevise at han kan forsørge hende. Penge på overhovedet, at få lov til at sende en klage (som man så ikke får svar på). Penge på at få lov til at ansøge om et giftermål. Penge på et intensivt danskkursus. Og hvad ved jeg.

Jeg synes simpelthen det er skide skræmmende, at en sag kan få så stor bevågenhed, uden nogen skrider til handling. At så mange høje herre har fået øje for den, mens den raser i medierne – og til hvad nytte? Ikke og en skid. Indtil nu har det været tomme ord, tomme løfter og spild af tid. Spild af alles tid, også jeres og alle jeres søde delinger. Måske er “historien” bare ikke interessant længere? (For god ordens skyld, så synes jeg selvfølgelig, at alle lignende sager er skræmmende også dem der ingen omtale får)

Jeg håber ikke det hele munder ud i, at det er spild af kærlighed. For hvem kan overhovedet holde til at skulle igennem det her? Ikke alle. Det er et stress uden lige, at skulle bevise sit værd hele tiden og ikke at vide hvor man står.

Jeg kan ikke lade være at tænke på, at vores verden bliver mindre og mindre. Vi rejser, vi studerer og vi kommunikerer med hinanden via internettet. Vi arbejder i hinandens lande, politikkere indgår fine flotte aftaler med andre store lande udenfor europa, vi udveksler og finder hinandens kulturer spændende. Men vi må simpelthen ikke forelske os i hinanden.

Hvornår kommer der nogen og tager ansvar? Er udlændingeloven så svær at forstå, at selv ikke medarbejderne i de forskellige nævn og styrelser ved hvad de skal gøre. Det virker sådan, men please luk ikke øjenene for det.

Inden det hele tog en kedelig drejning.