Om at turde leve i nuet

Efter jeg udgav mit indlæg omkring min arbejdsmæssige situation. Hvor jeg beskrev, hvordan jeg er selvstændig og ganske alene om både salg og det kreative, så fik jeg mange dejlige søde hep og tilkendegivelser. Især også fra en del, som gennem mig er blevet inspireret til selv at gå nye veje i deres arbejdsliv. Det betyder faktisk rigtig meget og det gør mig kæmpe glad. Tak for det. Det er store beslutninger sådan noget, som for de fleste er et kæmpe spring. Et spring fra noget velkendt og trygt – ud i noget nyt. Noget uvist som i begyndelsen kan virke skræmmende. Sådan havde jeg det også, da jeg sagde op i sundhedssystemet. Jeg var i lang tid dagligt ved at skide i bukserne. Det er jeg stadig, men de fleste dage er jeg bare så glad for mit arbejdsliv. Og så er der de dage, hvor jeg bliver usikker. Dem er der virkelig også.

Jeg oplever ofte, at mennesker helt generelt kan have en frygt eller en bekymring omkring deres fremtid. Noget med, at vi kan have en tendens til altid at bekymre os om hvad der kommer til at ske i fremtiden og det før vi tænker over den tid vi står i lige nu. Nutiden. Efter min mors død, har jeg øvet mig rigtig meget i, ikke at tænke så meget over fremtiden. Jeg er her jo nu og hvad morgendagen bringer, det ved jeg ikke rigtig. Og som tiden er gået, så finder jeg en særlig ro i, ikke at vide det.

Jeg tror, et af de første skridt for mig hen mod at være mere tilstede i nuet, var at opsige min faste stilling. Med den røg rigtig mange goder og visheder i forhold til mit liv og fremtiden. Jeg var ikke glad for det længere, selvom jeg havde utrolig svært ved at finde modet til at gå en anden vej. Det drænede mig og heldigvis skubbede min mand blidt til mig. Men jeg kunne ligeså godt stadig havde lavet det samme, hvis ikke jeg havde turde ændre på det. Hvis ikke jeg havde turde at satse. Jeg er nu nået til et punkt, hvor jeg ikke tænker så meget i opsparringer, pensioner og “hvad nu hvis’er”. Jeg kan ikke bruge det til noget. Jeg vil hellere tage nogle valg nu, valg som giver mig noget godt, noget positivt lige her og nu. Det kan til tider være en chance og chancer har det med, at kunne gå begge veje. Så man skal selvfølgelig være klar på, at det ikke altid lige går som man kunne have håbet.

Som voksen og fordi jeg er mor til tre og nogens hustru, så har jeg selvfølgelig også forpligtelser der kræver planlægning frem i tiden. Forpligtelser, der betyder at jeg ikke bare kan tænke på mig selv. Vi er et hold og alt hvad jeg gør, gør jeg med tanke på mig og min familie. Med mit arbejde, som ikke tilbyder en fast løn, sygedagpenge og alt sådan noget. Så forsøger jeg alligevel at planlægge foran. Sådan så jeg ikke skal bekymre mig unødigt om økonomi og jeg har også styr på noget pension. Men jeg tænker ikke i femårsplaner. Eller i etårsplaner for den sags skyld. De helt store beslutninger, kan måske nok godt række et halv år eller lidt længere frem i tiden, men ellers går jeg ikke så meget op i, hvor jeg er henne i fremtiden længere. Hvis min nuværende situation brister på et tidspunkt, så er jeg ganske afklaret med, at jeg må finde mig et andet job. Men tænkt hvis jeg kan blive ved, med at leve af det som jeg gør nu, så er det da dumt at tænke på hvis jeg ikke kan. Det lykkes selvfølgelig ikke altid at blive i nuet, men jeg synes alligevel, jeg formår at være lige her. Lige her, hvor jeg er nu.

Da jeg mistede min mor, havde rigtig mange så travlt med at sige til mig, at jeg jo også skulle videre. Seriøst det er nok min hade kommentar over alle. Videre, jeg skulle da ikke videre. Vi kan aldrig løbe væk fra det der sker, vi må være i det og på den måde navigere i nuet og forsøge at få noget godt ud af det. Eller blot være i sorgen og det som er svært. Det er ikke altid let, men for mig er det bedre at bruge kræfter på at navigere i det der er nu, end at skulle navigere på forhånd ind i en tid jeg endnu ikke kender. Det er spild af krudt og tid.

Tiden tager os ganske naturligt videre og man kan ikke skynde på tiden. Vi ved bare at den går og heldigvis for det. Lige så banalt som det kan lyde, så kan jeg godt lide tilgangen der hedder “det løser sig nok” – og det gør det vitterligt ofte. Selvfølgelig ikke altid uden besvær og kræfter, men det løser sig!

Dog lever jeg samtidig i et paradoks, fordi jeg dagligt lever med en viden om min egen fremtid. En viden om noget, som måske sker og det er jo egentlig ret modstridende i forhold til alt det andet jeg har skrevet her i dette indlæg. Jeg kender til mine gener og ved, at der i mine gener står skrevet at jeg med omkring 80% risiko får brystkræft i en relativ ung alder. Lorte viden. Og selvom jeg ikke fortryder at jeg fik lavet den gentest, så er det en skide belastende viden at have. Måske er det også derfor jeg virkelig forsøger at blive i nuet og nyde. At turde tage en chance og have følelsen af, at det nok skal løse sig, hvis ikke lige det går. Og med chance, handler det ikke kun om at skifte job – det kan være med alt muligt i livet.

Jeg er SKIDE bange for sygdom . Jeg har ikke sygdomsangst, tværtimod – for jeg tør godt at se den i øjnene, men jeg er alligevel bange for den. Og jeg vil gøre alt der står i min magt for at undgå alvorlig sygdom. På den anden side bekræfter tilstedeværelsen af mulig sygdom mig endnu mere i at leve. Nu. Den presser mig til at leve det bedste jeg har lært og ikke tage noget forgivet. Og slet ikke livet. Jeg tager aldrig noget for givet og jeg er dybt taknemmelig for små og store begivenheder i mit liv. Sådan helt ind i knoglerne agtigt.

Min mor hun købte aldrig noget til sig selv. Hun sparrede op og tænkte mest på alle andre end sig selv. Drømmerejsen skulle hun og min far på, når de blev pensionister. Ned gennem sydeuropa i mange uger. Og gæt selv. Hun nåede ikke noget af det. Det bliver ikke mig det der. Hvis jeg er så heldig at blive gammel, så bliver jeg sikkert fattig, men jeg bliver rig på oplevelser og det gider jeg godt.