Om at stå fast, men stadig vakle i hjertet

Jeg plejer at forlade min mindste søns vuggestue med et smil om munden, fordi det er verdens bedste vuggestue og fordi han altid er smilende. Det føles altid godt at aflevere ham lige der i favnen på sådan nogle gode mennesker, for det er de virkelig, altså de voksne i vuggestuen – pædagogerne. Det var de heldigvis også i dag, og de gjorde også at jeg smilede da jeg gik – selvom mit hjerte stadig værkede inde i min krop.

Kalles vuggestue ligger på første sal og særlig jeg, har nok været slem til lige at tage ham på armen, istedet for at lade ham gå selv. Han går dog ofte selv op, når det er på hans eget initiativ og kan selvfølgelig sagtens. Vi bor selv på første sal, så han er vant til trapper og har længe selv gået op (når han gad). Kalle skal starte i børnehave til januar og i børnehaven er der nok ikke nogen som gider at bære ham op af diverse trapper. I dag besluttede jeg mig så for, at han selv skulle gå op, og i dag havde han så besluttet sig for at han skulle bæres. Og hold nu kæft, en lille stædig lort han er. Han hylede og skreg så hele bygningen rystede, han nægtede pure at bevæge sine ben. Han stod fast, men det gjorde jeg også. Jeg prøvede at tale med ham, men ingen af os kunne høre noget som helst på grund af hans høje gråd. Åh han var så ulykkelig. Der kom en del forældre med deres børn, som skulle forbi os der på den smalle trappen, de må have tænkt jeg ved ikke hvad om mig. Men helt ærligt, så hjælper det jo ikke at tage ham på armen – selvom jeg virkelig var tæt på bare at gøre det og havde jeg haft travlt, så var jeg blevet nødt til det. Det havde jeg ikke lige i morges,  jeg stod altså fast. For hans egen skyld og for min rygs. Vi var næsten lige stædige, men til sidst gav han sig og vi gik hånd i hånd de tunge trin op, ham helt hikstende og hævet i ansigtet. Lille menneske altså.

Vi sad i garderoben sammen og krammede helt tæt. Længe. Han var blevet så træt af at græde og det slog mig, at han nærmest aldrig græder eller er sur – men han får sgu nok også sjældent et ægte nej. Vi gik ind på stuen, jeg fortalte hvad der var sket og de var bare så søde ved ham… og ved mig. Da jeg gik kunne jeg se, at han sad helt tæt med en af de voksne. Han var okay igen, det var bare mig som lige skulle sunde mig lidt. Børn må gerne græde, det var jo nok bare hans lidt larmende måde at fortælle mig på, at han syntes jeg var en lort.

Jeg har lyst til at bære alle mine børn, når de har trætte ben – men faktum er, at de er blevet så store at min gamle ryg ikke er meget for det længere og så må man altså stå fast, selvom man vakler. Nu håber jeg bare at han ikke laver samme scene, når han skal ned af trapperne igen – og op igen, når vi kommer hjem til vores egen første sal (det gjorde han heldigvis ikke) Jeg kan faktisk godt være lidt vaklenede som person i forhold til beslutninger og sådan, men når først jeg har besluttet mig for noget, så står jeg ofte helt fast. Så rokker jeg mig simpelthen  ikke ud af pletten!

Se lige det der fjæs, det er jo derfor man ofte bare kaster ham op på armen

 

(Visited 12 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • De andre forældre har helt sikkert ikke tænkt noget som helst negativt om dig – for de der seancer kommer vi alle ud for som forældre! Og sejt at du holdt fast. 💪

    • Åh tak Camilla. Det ved jeg godt, men mens jeg stod der, følte jeg mig så ond med mit hylenede barn – som bare ville op. Du har ret, vi har nok alle sammen stået i dem eller oplevet andre som har. God weekend til dig.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *