Øjenmasker: Sådan virker de

Det er ikke så længe siden, at jeg henne på Instagram så, at der fandtes de her små gelé øjenmasker til at sætte under øjnene. Nærmere betegnet ovenpå de trætte poser. Det er ret sjældent, tæt på aldrig, at jeg benytter mig af ansigtsmasker – jeg glemmer det og får ikke prioriteret tid til det. Og så er det alligevel løgn, for jeg er fan af de masker, som man putter i ansigtet inden sengetid og som man så bare kan sove med, mens de langsomt arbejder sig ind i huden. Dem gider jeg godt, fordi de kræver så lidt. Ligesom de her små lækre engangs øjenmasker som er lavet i gelé. Her på mine ældre dage, har min hud brug for vildt meget fugt og især de steder, som er særlig udsatte og det er mine øjenomgivelser virkelig.

Jeg er derfor blevet svært glade for at benytte mig af dem, efter rens eller vask nogle morgener om ugen. De er super nemme at bruge og skal bare sidde der under øjnene i femten tyve minutters tid. Jeg tager tøj på imens og ordner mit hår eller køkken eller andet som alligevel skal ordnes.

For at opnå den bedste effekt, eller følelse – så lægger jeg dem i køleskabet inden brug, så er de iskolde og det er virkelig rart der under øjenene. Når jeg tager dem af, så er min hud synligt glattere og hvis området før var puffet eller mørkt, så er det faldet betydeligt. Fordi øjenmaskerne booster huden med fugt, så får man automatisk også mere glød til ansigtet. Gløden som jeg er tosset med og som jeg har skrevet mere om her. Når jeg har taget dem af, så tager jeg et tyndt lag øjencreme under øjnene inden serum, eventuelt olie og dagcreme.

Jeg har prøvet tre forskellige typer. Alle sammen fra Normal. Øjenmaskerne kan selvfølgelig købes flere steder, i flere forskellige varianter og i mange prisklasser. Der er måske nogle som er bedre, eller med en masse andet smart indbygget – men nogengange så behøver det ikke være så avanceret og jeg synes virkelig de her virker rigtig godt.

Jeg tænker der er en del mødre derude, som kender til korte nætter og puffede øjne? Og man behøver slet heller ikke at være mor, for at føle sig mat under øjnene – det tænker jeg de fleste oplever. Så er det her tip i hvert fald givet videre. Jeg har i det hele taget først opdaget Normal sådan rigtigt her for nyligt, hold nu op de har meget forskelligt på hylderne. Cremer, slik, tandpasta, hyggesokker og meget andet.

(Visited 16 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *