Ny uge og tanker om moden

Jeg er helt øm i hele min krop efter en aktiv weekend. Tænk, at man kan blive så øm i kroppen af at holde “fri”. Jeg tror søndagens loppemarked er årsagen til den trætte gamle krop. Jeg elsker at holde loppemarked, men det er altså også lidt af et slid. Noget med at slæbe kasser fra kælderrum, sortere en masse, samle tøjstativer og borde – og så ellers stå op i mange timer og råbe koooom og køb. Aj, jeg elsker det. Og jeg bliver så glad af, at vores ting går videre til andre, som finder ny glæde i det, som har bragt smil hjemme hos os. Det er også vildt hyggeligt, at se de mennesker som kommer forbi, måske hilse på nogen som også kom sidst og ellers bare stå at småsludre. Vi lukkede ned før forventet, fordi vi mere eller mindre havde udsolgt og det er jo helt vildt rart. Vores bryggers som i ugerne op til, nærmest var helt ufremkommeligt, hvilket var et problem fordi vaskemaskinen står forenden af rummet – det er nu ryddeligt og pænt. Spændende hvor længe det mon holder? Det der med at rydde op og ud, det letter altså på mit humør og giver mig simpelthen overskud. Så måske der alligevel er en lille glad Marie Kondo gemt inde i mig, selvom jeg egentlig er et kæmpe rodehovede. Lige nu er det meget lettere at overskue, hvad vi har efter sådan en kæmpe oprydning. Ungernes legetøj, fik også den helt store tur, sådan så der nu kun står de sager på hylderne, som de rent faktisk leger med. Jeg tænker vi gør det igen i september, så er ungerne atter vokset, og en ny sæson sætter ind.

Jeg har ikke sådan voldsom mange planer denne uge. Det er så typisk, for alt det jeg egentlig skulle, det er alt sammen onsdag og jeg kan kun nå et af arrangementerne. På onsdag skal hele BOOM Agency nemlig samles til fotodag, der kommer en vaskeægte fotograf og tager billeder af hele vores hold, både samlet og hver for sig. Derfor havde jeg også tænkt, at jeg gerne måtte købe et nyt stykke tøj til mig selv, for nogle af de penge jeg solgte lopper for i søndags. Og kender I ikke det der helt klassiske med, at når man gerne må shoppe, så er det ikke til finde noget som helst. Jeg havde godt nok også kun lige en times tid i går, men jeg nåede alligevel ind i flere forskellige butikker. Der er  kommet en masse nye forårs og sommer varer og jeg elsker alle farverne, men det er som om jeg også er blevet mættet af alle de småblomstrede prints og slå-om-kjoler, som findes i næsten alle butikker. Mange af mærkerne har næsten fuldstændig samme snit på alt deres tøj og selvom tøjet er nyt, så trænger mine øjne altså til se på noget lidt andet. Og det også selvom I sikkert godt ved, at jeg både ELSKER farver og blomster. Jeg vil gå så vidt, at jeg seriøst overvejer at snige lidt sort ind. Ikke helt sort, men sort/hvid kombinationen. Jeg har allerede erhvervet mig en sort og cremefarvet lang kjole for et par måneder siden og den er jeg ret vild med og de neutrale farver gør sig heldigvis godt, sammen med blomster og friske farver. Jeg var forelsket i forskellige zebra styles fra studiokollektionen, som h&m lancerede i forrige uge, men jeg var simpelthen ikke hurtig nok til få lagt noget i kurven. Øv.

 

Så altså selvom jeg egentlig er lidt træt af mange af de næsten ens nyheder, der hænger i butikkerne – så er jeg helt klart stadig til, at gå klædt i noget som nok larmer lidt.

På min jagt i går, fandt jeg alligevel nogle fine sager, som jeg lige vil dele med jer. Jeg gad godt eje det hele, men jeg havde aftalt med mig selv, at jeg blot måtte købe en del og så ellers sætte den sammen, med noget af det jeg i forvejen har hængende.

Jeg kan godt lide at købe noget som har flere styling kombinationer i sig, sådan så det har mulighed for at leve længe i mit garderobeskab. Sådan har jeg det med hele ovenstående collage. Det er allesammen dele, som både passer godt sammen, men det er også noget som let kan sammensættes med det jeg allerede har.

Den meget fine (og dyre) stropkjole, ville være perfekt udover de sorte og hvide bukser. Lige nu med en langærmet bluse under, senere med en t-shirt. Den er godt nok smuk, men måske mine ben er alt for korte til at bære den. Og så er den også for dyr, i forhold til hvad jeg lige havde tænkt at bruge.  Den gule smock top, ville også gå rigtig fint til bukserne og gerne sammen med det lille silke tørklæde i halsen eller i håret. Uhh, og så brune fødder i et par pæne flade (eller høje) sandaler. Blusen med flæser ville også se rigtig pæn ud sammen med buskserne og jeg ville helt klart bruge den nede i dem. Eventuelt sammen med den flotte hårbøjle. Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det med hårbøjler, jeg gik med dem i folkeskolen og jeg husker den der fornemmelse den gav bag ørene – og den var sgu ikke rigtig rar. Men flot er den og nogengange må man lide lidt og måske er de blevet opdateret lidt siden mine neonfarvede plastik bøjler fra 80’erne og 90’erne.

Jeg synes selv, jeg er ret god til at genbruge mit tøj i garderobeskabet igen og igen og hvis ikke, så sælger jeg det videre. Siden jeg blev selvstændig, hvor jeg ikke på samme måde som tidligere helt ved, hvad jeg har af løn hver måned, så er jeg blevet meget bedre til, lige at tænke en ekstra gang over mine køb. Sådan helt grundlæggende. Jeg mærker lige ordentligt efter i maven og ret ofte så lader jeg det i sidste ende hænge i butikken. Fordi jeg jo i princippet ikke mangler noget. Men altså, jeg er ikke hellig og jeg indrømmer gerne, at sådan et par nye bukser, bringer mig ægte lykke. Det varer jo ikke ved, men det gør mig sgu så glad. Mega overfladisk, ja! Lige nu, der putter jeg også nogle af mine drømme på min ønskeseddel til min snarlige fødselsdag. Og egentlig er det jo rigtig rart, at gå og drømme om noget, uden bare at eje det med det samme.

Jeg købte faktisk en af de fine stykker tøj fra min collage, som jeg tænker at tage på i morgen, når vi skal fotograferes.

(Visited 12 times, 3 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *