Nuttede telefonstemmer og prøvetur til udflytterbørnehaven

Advarsel -Hvis ikke man selv har børn er det her indlæg, måske et af dem man skal springe let hen over, for det er sådan et indlæg som er  til den kvalme side på mor-kærlighedsfronten.

Den anden dag, da jeg afleverede min Kalle i vuggestue hang der en seddel i garderoben. En seddel til Kalle, med et billede af en bus og et billede af to små senge – en med en lille blå dyne og en med en lyserød. På sedlen stod der, at Kalle skal med sin gode vuggestue pædagog tre gange op på landet med børnehavebussen her i december. For at øve sig i at gå i børnehave, børnehaven som han starter i efter nytår. Det er en delvis udflytterbørnehave. 14 dage på landet og 14 dage i byen – et super godt koncept og det er samme sted som mine to store har gået, ja faktisk er det på præcis samme stue, med præcis de samme voksne.

Kalle blev så glad for den fine seddel og han proklamerede stolt, at han selvfølgelig skulle sove til middag i den seng med det lyserøde sengetøj. Det er klart. Derudover skal han medbringe en lille taske, en sut og et sovedyr. Åh. Jeg synes jo han er så bitte lille og at børnene henne i børnehaven ser SÅ kæmpestore ud.

Men så var det, at jeg i går ikke havde hele hentetjansen – det havde min mand. Jeg skulle dog hente et enkelt barn (som er total luksus, når man har tre), fordi der var jule tam tam på hans frit. På vej hjem, ringede jeg lige til Søren og sagde vi var på vej og så var det at mit lille menneske ville sige hej til mig i telefonen. Jeg har aldrig talt med Kalle i telefonen før, og den lille fine overdrevet nuttede stemme der mødte mig i røret, den tog altså pusten fra mig. “haarj mor, hva laver du?”. Altså jeg førte simpelthen her en rigtig samtale med det barn, som jeg lige har født. Det satte ligesom det hele i perspektiv, han er jo ikke så bitte lille endda. Han er blevet en stor dreng, som man åbenbart nu også fører telefonsamtaler med og imorges satte jeg ham og hans lille rygsæk på en bus. Godt nok medbringende bleer, lyserøde sutter og sovekanin – men hold nu kæft altså, jeg fatter simpelthen ikke hvordan det hele kunne gå så stærkt.

Tre børn har vi kørt igennem vuggestue tiden, så på den måde så burde jeg vel egentlig også være helt færdig med det kapitel, eller som minimum være ganske rustet til at sende vores mindste videre i rækkerne. Men ligesom jeg havde glemt, hvordan det føltes at føde, førend jeg lå i det igen, så har jeg også glemt hvor små de er når de starter i børnehave. Jeg husker ligesom at både Alfred og Selma var større og mere robuste, det var de nok ikke. Han glædede sig heldigvis hele morgen, men da vi stod ved bussen – mente han at vi hellere skulle gå en tur, han og jeg, væk fra bussen. Lige indtil han fik øje på vuggestuepædagogen. De to gik hånd i hånd sammen ind i bussen – efter han stolt lagde tasken i bagagerummet. Så sad han derinde og jeg var sådan en mor, der stod og vinkede til de sorte tonede ruder – uden overhovedet at kunne se ham. Jeg gav flyvekys, masser af vink og hop og håbede det var til den rigtige rude. Og så kørte bussen afsted op nordpå, ud til havet og stranden og jeg stod tilbage på vores Nørrebro.

Om lidt henter jeg ham igen og i morgen napper han en dag i verdens bedste vuggestue igen, indtil hans næste prøvetur op på landet.

Det helt kølige overblik, trygt i klapvognen med rygsæk på.

Stolt lille mand (og mor)

(Visited 6 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *