Noget om mennesker og forskellige grænser

Vi mennesker er heldigvis forskellige og det er lige præcis det der for mig gør, at det er spændende at lære andre mennesker at kende. Om det er ude i det ægte liv eller via det skrevne ord – digitalt eller analogt, så synes jeg det er evigt inspirerende at få lov til at dykke ind hos et andet menneske. Jeg elsker at lytte eller læse andres historier – også selvom det “kun” er små bidder af hele deres liv. Små bidder af dem. Jeg har forskellige relationer og måske nok også forskellige roller jeg tager på mig, roller som også er mig – men ikke hele mig. Jeg er i hvert fald i flere relationer eller bekendtskaber, hvor jeg har en særlig rolle som menneske. Jeg er kollega, jeg er forældre til forældremøder, på legepladser og andet børnerelateret, jeg er en bekendt og da jeg var yngre havde jeg også gå-i-byen veninder osv. Det er relationer, hvor jeg ikke sådan blotter hele min personlighed, fordi relationerne ikke kræver det af mig og fordi jeg ikke har lyst. I andre relationer, der følger hele pakken med på godt og på ondt.

Sådan er det også her på bloggen og ovre på Instagram. Jeg har en skarp indre grænse omkring hvad jeg deler. Jeg deler en masse personligt, men jeg deler aldrig noget som er privat. Den grænse har jeg sat op for mig selv, men det betyder jo ikke, at andre ikke kan synes at det jeg deler er meget privat. Fordi vi netop er vidt forskellige, i forhold til hvad vi mennesker hver især føler er privat. Og noget af det jeg deler her, kan for andre være noget som helst skal forblive inde i eget hovede, eller som minimum blive hjemme. Det jeg vælger at dele med jer og det jeg vælger at vise, det er mig, men det er dele eller bidder af mig. Det er et udsnit af noget meget større. Resten, det er noget som kun mine nærmeste får og kender til.

Jeg tror måske at det kan være svært at forstå for nogen. Måske især den ældre generation, som kan have en helt anden grænse i forhold til privat og personligt. Jeg ved min kære far har haft svært ved at forstå det her medie og forstå hvad det egentlig er, jeg får ud af det og hvorfor jeg gør det. Og jeg forstår ham sgu godt, for set med hans øjne (fra en anden tid) giver det da heller ikke mening at skrive ud i luften til en stor gruppe mennesker jeg ikke kender. Det er bare slet ikke sådan jeg ser på det. Jeg føler på ingen måde at jeg skriver ud i luften, jeg skriver jo ud til jer og til mig selv. Det er lige præcis det som er det fede, og helt sikkert også derfor det aldrig sagde mig noget at skrive dagbog, jeg havde brug for interaktionen, jeg havde brug for at adressere mine ord og det får jeg i stor grad lige her med jer. Jeg kan altid stå inde for det jeg deler og jeg kunne aldrig finde på at hænge andre mennesker ud med navn, eller i det hele taget skrive om andre mennekser uden deres tilladelse. Min far forstår det godt nu og selvom han ikke læser med, så følger han meget med alligevel.

Nogle synes måske det er sådan lidt Paradise Hotel agtigt at kunne finde på at dele ord, om personlige forhold og så på en offentlig blog. Og hvorfor deler jeg egentlig billeder af mig selv? Det er også her at mediet er så fint indrettet, at man jo bare kan lade være at læse med, hvis ikke man får noget ud af det. Det koster gratis at læse og hvis man blot gør det for at hade, så lad da vær’… Det er så nemt at dømme det vi ikke forstår, det er så let at dømme det som vi ikke selv ville have gjort, og sådan er der så meget i mødet med andre mennesker. Personligt har jeg altid været stor tilhænger af at spørge ind til det jeg ikke forstår. For ofte giver det hele pludselig mening, hvis blot man forstår. Og man kan godt nå til en forståelse af det andre gør, uden selv at ville gøre det.

Min søde datter på 6 år, hun forstår ikke helt hvad jeg laver – men hun forstår heller ikke hvad hendes far laver. Hun spurgte i går ” mor, hvad er det nu du laver?” Jeg svarede hende at jeg tager billeder og skriver ord om forskellige ting og tanker. Hun fortalte at hun i skolen skulle fortælle, hvad vi arbejde med og at hun bare havde sagt, at jeg talte i telefon og hjalp syge mennesker. Det gjorde jeg jo også før, så det var ikke helt forkert. Søren som er jurist og sidder på kontor men sin computer, spurgte Selma, hvad hun havde sagt han lavede. Hvortil hun svarede ” jamen jeg sagde da at du spillede computer hele dagen far, gør du ikke det?” Ha ha. Alfred supplerede, “nej Selma, far er en kontormand”. Det var sgu nok nemmere at forstå dengang man var Hr sagfører Staberg eller sygeplejerske Petersen. Men tiden ændrer sig. Jobs ændrer sig og mennesker udvikler sig og følger med. Og det synes jeg er mega spændende.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *