Det er egentlig helt skørt, at jeg ikke har lavet sådan en Nørrebro guide tidligere, for hvis der er noget jeg holder af, så er det min bydel – Nørrebro. Jeg har igennem tiden nævnt mange gode steder (synes jeg selv), men det har været spredt i forskellige indlæg om alt muligt andet også. Nu bliver det hele samlet her i en ny føljeton med fem gode steder på Nørrebro, sådan så når jeg bliver spurgt (som jeg gør relativt ofte – #bloggertype) kan henvise hertil. Jeg har simpelthen oprettet en ny kategori, som bare hedder Nørrebro og her kommer alle disse “Fem gode steder på Nørrebro” indlæg til at blive samlet.
Jeg elsker Nørrebro for mange ting. For at være mit hjem, mit kvarter og for at føle mig tryg. Nørrebro bliver ofte fremstillet i medierne som noget andet, men for mig er det trygt, børnevenligt, skørt, farverigt og mangfoldigt på en meget behagelig måde. Her er ro, larm, åndehuller og inspiration næsten lige meget hvor du kigger hen. Og jeg bliver altid glad, når jeg går eller cykler mig en tur i gaderne eller i de mange grønne parker. Jeg elsker også bare at sidde på en bænk og kigge på mennesker.
NØRREBRO GUIDE
Hvert indlæg vil indeholde en nørrebro guide med fem gode steder, som alle kan være alt lige fra spisesteder, gader, butikker, parker, pladser, genbrug, loppemarkeder, shopping og hvad jeg ellers har af favorit steder.
1.
Heaps Good Café
Det er en gemt perle på Nørrebro blandt fine lejligheder og stille næsten bilfri gader. Det er et lille sted, men det rummer både sjæl, kærlighed og dejlig mad. Normalt er der de fineste lyserøde borde udenfor, men det er der ikke ligenu grundet corona. Når de kommer ud, er det noget nær det bedste spot, for så snart solen rammer gaden, er den der mere eller mindre indtil den går ned. Så det er et ret fantastisk sommersted.
Menuen er ret simpel, stemningen er afslappet, der er altid rigeligt på tallerkenen og så er der også verdens bedste varm kakao med flødeskum. Mine unger elsker at komme der og det er ikke sjældent at vi slår forbi en halv times tid efter børnehave og skole. Og så er jeg vild med at retterne fx hedder Fucking Fancy Eggs.
2.
Moment KBH
Jeg elsker den her butik. Smukt vintage interiør, blandet med lidt nye sager. Det hele er udvalgt med den fineste omhu for kvalitet, firnurlighed og æstetik. Det er sådan et sted, jeg aldrig bliver helt færdig med. Man kan blive ved at gå på opdagelse inde i butikken og finde nyt og der bliver ofte tilføjet nye fund derinde. Ejerne er utrolig rare og det er hyggeligt lige at få en snak med dem og så ved de alt om de forskellige sager i butikken.
De er simpelthen eminente til at finde de rette farver og former – og det lykkes dem hver gang at få butikken til at virke hel, sådan så det hele passer sammen på kryds og på tværs. Noget af det jeg holder særligt af ved butikken, er at der også altid findes noget som har humor og skævhed.
Den der smykkehånd for eksempel. Egentlig lidt grim, men jeg gad super godt at eje den til mine smykker og selvom den er grim, så er den også overdrevet smuk og sej.
I butikken findes der en del glasvare – både vintage og nyt. Vaser, smykkeskåle og forskellige figurer. De har lige tilføjet de her helt nye glas med kander. Det bliver lavet i Tjekkiet, hvor de har en lang tradition for glasproduktion af høj kvalitet. Jeg ønsker mig den lilla kande i fødselsdagsgave og gerne et glas i hver farve også.
Jeg gik fornyligt derfra med tre frugter i keramik, jeg synes farverne var så fine og dekorative.
3.
Superkilen
Det er et opråde eller en slags by-park, der er opdelt i to pladser. Der er masser af anderledes arkitektur og så er der god plads til kreativ leg. Superkilen består blandt andet af Den Røde Plads og Den Sorte Plads.
Den Sorte Plads har sine karakteristiske hvide striber, en bakke, palmer og en “blæksprutte” (ved ikke om den hedder det, men mine børn kalder den sådan). Det er sådan en sort skulptur, som har flere indbyggede rutchebaner. På den sorte plads er der også en virkelig hyggelig café “Arrebo”.Man må ikke arbejde med sin computer derinde og det synes jeg faktisk er rart. Deres kaffe og bagværk er super godt.
Arkitekturen på Superkilen hylder Nørrebros etniske mangfoldighed, da stedet er fyldt med ting fra forskellige dele af verden. Det er ret hyggeligt at gå rundt og læse på de små skilte, hvor der står hvilket land bænkene, gadelygterne og alt muligt andet kommer fra. Det hele repræsenterer de mere end 50 forskellige nationaliteter, som bor på Nørrebro.
Lige ved siden af findes Den Røde Plads. Som er mindst lige så fin. Der er plads til at skate, cykle, hænge ud og så er der en fin legeplads med sjove gynger og en rutchebane.
Det er simpelthen et virkelig dejligt sted, om du er ung eller gammel, børnefamilie, alene eller kommer med en flok venner.
4.
Dahl Antik i Sankt Hans Gade
Nørrebro rummer virkelig mange gode genbrugs- og vintagebutikker. Jeg har en del favoritter og kommer nok løbende med flere i de næste Nørrebro Guide indlæg, men Dahl Antik har lidt af det hele. Jeg tror det er et familieforetagende og de er virkelig gode til at finde forskellige skatte. Det er ikke så længe siden, at jeg sådan rigtig opdagede den. Det gjorde jeg da denne skønhed af en jakke hang udenfor.
Jeg fandt efterfølgende ud af at butikken er ret stor og baglokalet bugner af tøj. Og rigtig meget pænt endda. Som sådanne butikker ofte er, så er der også noget bras (for mig) iblandt, men hvis man har tid og gider gå at rode, så er der virkelig meget godt at finde. Jeg gik i hvert fald derfra med den jakke der. Men der er også mange fine småmøbler, quiltede tæpper, keramik, bøger og designer møbler osv.
Priserne er ret okay og når man alligevel er i området omkring Sankt Hans Gade, så er der masser af andre skønne butikker i nærheden. Derudover går gaden op til Ravnsborgade, som ydermere har en del genbrugsbutikker, spisesteder og andet godt.
Mens forretningen har været lukket, har de kørt med konceptet “tillidsbiksen”, hvor man har kunne købe ting fra bordet udenfor og så betale via mobile pay.
5.
Neighbourhood -økologisk pizza & cocktails
På hjørnet af Jægersborggade og Stefansgade ligger Neighbourhood, som er en ganske uformel og ret lokal restaurant. Der er altid plads til at man dropper ind og der er langborde, hvor der er mulighed for at møde naboer eller andet godtfolk. Man kan dog også sidde ved mindre borde, hvis man mere er det til. Jeg tror faktisk jeg har fået den bedste pizza nogensinde hos Neighbourhood. Bunden er tynd og sprød og fyldet er utrolig lækkert. Jeg kan anbefale “Shrimply the best”, men de ser alle sammen enormt gode ud.
Uh, og så er der lækre cocktails. De er farlige, for de smager utrolig godt. Jeg tænker det er sådan et sted der både er hyggeligt en tirsdag aften eller en weekend, inden man måske skal videre ud et sted.
Det er også muligt at få mocktails, hvis ikke lige man er til alkohol. Jeg glæder mig til at besøge dem igen.
Det her billede er lånt hos Neighbourhood
Jeg håber I fandt lidt nye steder, som måske skal have et besøg hvis I lægger vejen forbi Nørrebro. Glæder mig allerede til at lave “fem gode steder” nummer 2, for jeg har så mange steder jeg gerne vil dele med jer. Jeg har særligt to butikker i tankerne der skal med.
Dejligste stemning i din blog. Tak for det ?
Ihhh, tusind tak for det❤️
Så fin guide Trine <3 vi er stolte af at være med. Mvh NBH