Netdating og når smukt heldigvis er individuelt

Indlægget her har ligget og larmet lidt inde i mit hovede. Måske fordi jeg delte mit dating navn med jer i dette indlæg. Jeg talte for længe siden med en veninde om alt det her med Tinder og at vi både elskede at det ikke fandtes, da vi var på “kødmarkedet”, men også ærgrede os lidt over, at vi aldrig fik prøvet at swipe med mænd. Ha. Ment som en joke, for i bund og grund er jeg godt nok svært tilfreds med ikke at stå midt i det cirkus. Ikke at der er noget i vejen med hverken at være single eller at swipe.

Men altså, jeg var jo alligevel selv en slags pioner på netdating området, for mit ægteskab er resultatet af online dating. Og jeg lover jer for, at det for mig var virkelig pinligt og noget jeg aldrig havde forestillet mig ville ske. På det tidspunkt var det nemlig helt almindeligt, at man rent faktisk talte med hinanden i baren, i netto, til fitness eller hvor man nu lige foretrak at møde mennesker. Det var før smartphones, hvilket går mere og mere op for mig, hvor meget der er en tid før og en tid efter. Det var altså noget helt helt andet uden sådan en telefon. En tid, som jeg faktisk er dybt taknemmelig over at have levet i. Det var en æra, hvor man kiggede op, når man transporterede sig selv, når man sad og ventede, når man stod i kø og i alle situationer af livet, hvor man ikke lige havde noget andet at lave. Nu om dage, betyder ventetid eller bare tid uden et mål ofte, at de fleste fisker telefonen op af lommen og begraver næsen i den. Lidt trist, men også en hel anden snak.

Jeg gik en del ud, der i mine midt tyvere og mødte også et par dejlige mænd, jeg havde dog ret svært ved at blive forelsket. På et tidspunkt tænkte jeg det kunne være rart at have en kæreste igen. Jeg boede i København NV og jeg husker ret tydeligt, at jeg satte mig en aften i min dejlige lejlighed og oprettede en netdating profil. Bare sådan helt spontant og uden at fortælle det til et øje i begyndelsen. Jeg gjorde det mest af nysgerrighed og slet ikke fordi jeg tænkte, at den ene mand jeg mødte skulle blive min kæreste, far til mine tre børn og siden min ægtemand. Men sådan gik det sgu. Det er nærmest lidt som bloggen. Den lavede jeg også, uden at sige det til nogen. Det er to et halvt år siden – og nu er den mit levebrød. Sjovt som vi ikke på forhånd kender til udfaldet af vores (spontane) handlinger. To af mine, er således blevet nogle af mine vigtigste handlinger i mit liv. Min kærlighed og mit levebrød. Det understrenger ret meget for mig, hvor vigtigt det er ikke at holde sig tilbage. At handle på det, som man har lyst til. Livet er nu!

Jeg var altså i flere år virkelig pinlig over at fortælle andre, at vi havde mødt hinanden på world wide web. Noget andet var, at jeg var endnu mere pinlig over siden det foregik på. Det er der ret få mennesker der ved. Fordi navnet på stedet, får alle mine ti tæer til at krølle sig helt sammen.

Jeg husker at vi en måned efter vi havde mødt hinanden skulle til et bryllup. Et bryllup jeg var inviteret til, hvor jeg fik lov at tage min meget nye kæreste med. På vej i bilen tvang jeg ham til at sige, at vi havde mødt hinanden i en bar. For det var jo sådan man gjorde “normalt”. Det er skægt som det nu om dage, nok er mere normalt at mødes online. Det var det simpelthen ikke på det tidspunkt, slet ikke når man kom fra Vordingborg.

Nå, men jeg har tænkt mig at dele det pinlige med jer. Både fordi jeg ikke længere synes det er pinligt og fordi det på en måde hører med til historien om mig og mit liv.

Jeg havde en profil på noget der hed Beautiful People og ja, det er et frygtelig navn, men heldigvis også en titel som er relativ. For hvad og hvem er smuk? Det er der gud ske lov mange delte meninger omkring og derfor var der selvfølgelig også alle typer på den platform. ALLE. Jeg tror hjemmesiden hurtigt blev stemplet på grund af navnet og det var også derfor jeg ikke delte med nogen, at det var der jeg havde en profil. Jeg tænker, at lige meget hvor man møder mennesker, så handler det rigtig meget om tiltrækning, førstehåndsindtryk og noget kemi. Både online og IRL – for mig helt klart mest i den virkelige verden. Alligevel har jeg haft det så stramt med at vi mødte hinanden der. Måske også på grund af janteloven, for det er da sådan lidt for meget at lægge sin profil et sted, som har sådan et navn – for man skulle da nødigt tro at man var noget! På trods af jante, så tør jeg godt nu som 40 årig stå ved, at jeg føler mig okay pæn og jeg tør også godt sige, at udseende betyder noget for mig. Om man er smuk eller ikke smuk, det er mig ligemeget – men udseendet betyder noget i forhold til tiltrækning. Siden fungerede sådan, at man lagde et billede og noget tekst op, og så skulle man godkendes af allerede eksisterende medlemmer. Den del er måske nok lidt plat, men noget skal de forskellige datingportaler jo skille sig ud på. Nogen har særlige uddannelseskrav, andre har alder, eller vægt og her var der altså tale om en godkendelseproces. Jeg kom ind (thank god) og erfarede, som jeg godt vidste på forhånd, at der var alle typer. Og undskyld mig meget, men det var bestemt ikke alle der var særlig smukke i mine øjne. Deres sind (som selvfølgelig er det vigtigste – indsæt smiley med glorie over) skal jeg ikke kunne udtale mig om, men jeg fandt dem ikke alle lige tiltrækkende. Og på den måde, at det jo ret meget ligesom “markedet” ude på den anden side. Uden smartphones, så var processen ikke så hurtig, som jeg har indtryk af at den er i dag. Det var noget med, at man skyndte sig hjem fra arbejde, for at se om han havde skrevet en besked derinde. Og der kunne godt gå mange timer imellem, at man havde adgang til internettet. Det gjorde det altså ret spændende, omend lidt nervepirrende.

Mit dating profilbillede, hvor jeg skåler i vand. Wtf?

Ret hurtigt faldt mine øjne på min smukke mand, som dengang havde knaldsort hår og grågrønne øjne. Han er stadig lige så smuk, bare lidt mere grå i det – men, hvor er jeg dog glad for, at han også fandt vejen derind i online land og at vores vores øjne mødtes tilfældigt på en gade på Nørrebro.

…Og resten er historie.

Ps. Hvis nogen af jer er endt sammen med jeres netdate kunne det være virkelig hyggeligt at høre.

(Visited 13 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Hej Trine 😊 Her må jeg simpelthen byde ind, for jeg er totalt i samme båd. Jeg mødte min kæreste, der nu er min mand og far til vores to sønner, på netdating. For 13 år siden. Og hvor kan jeg bare nikke genkendende til den pinlighed man syntes det var, at man havde “mødt” hinanden på nettet. Jeg håbede i starten altid bare på, at folk ikke spurgte, hvor vi havde mødt hinanden. Jeg var ikke smart nok til at tvinge min mand til en dækhistorie 😂
    Siden vi mødte hinanden på var i den grad også pinlig 🙈 Jeg husker, at jeg havde profiler på flere forskellige sites – også beautiful people – for man skulle da have hele udvalget med… 🙈 Nå, men, min mand og jeg mødte hinanden på en side, der hed hotflirt, men havde begge også profiler på den side, der hed elite daters (og af en eller anden grund syntes mere legal for os), så vi har ligesom bare sagt (mest til hinanden), at vi mødtes gennem den side. Eksisterer de netdating sider overhovedet mere!? 🤔
    TAK for en altid skøn blog og Instagram 🙏 Jeg finder stor inspiration i at følge med hos dig, og din skønne familie ☺️
    (Og i at få mit daglige Nørrebro fix – min familie og jeg flyttede fra Nørrebro til hus i forstæderne for 5 måneder siden)

    • Ha ha, det er rigtigt. Elite daters havde ligesom lidt mere status over sig. Beautiful eksisterer stadig, for jeg tjekkede inden mit indlæg her og nu får jeg spam mails fra ALLE dating siderne. Shit altså.
      Tak for din kommentar, så dejligt du bliver inspireret og får et fix af Nørrebro.
      Kh fra Trine

  • Kære Trine. Melder her fra endnu en halvpart i et forhold afstedkommet af netdating for 11 år siden 🙂 Et forhold, som også har ført til ægteskab og barn. Vi mødte hinanden på Elitedaters (jep, har altid syntes, det var virkelig pinligt!), men havde også samtidig en profil på BeautifulPeople (jep, endnu mere pinligt end Elitedaters!). For mig var netdating et godt og trygt forum i den indledende dating-fase, hvis man måske ikke lige var den mest frembusende i baren, men gerne ville lidt ind bag facaden med et skriv frem og tilbage. Så kunne man jo rimeligt hurtigt fornemme sjæl og personlighed og dermed vurdere, om det gav mening med en kop hygge i den virkelige verden. Og det gav så meget mening dengang for 11 år siden 🙂

    • EJ men altså. Du gik all in :). Det skal man også bare gøre og det gav jo den bedste gevinst! Du har ret, man kommer en del mere ind under huden end når man står halvfuld i baren. Tillykke til jer og kærligheden 🙂

  • Hej Trine

    Ih dit profilbillede, jeg kan godt huske ar tørklædet skulle sidde på den måde og de vinglas ☺️ Jeg mødte min kæreste på single.dk for snart 5 år siden og vi skal giftes til oktober og have vores første barn i december. Han var også den eneste jeg var på date med 😉 Min første og eneste date ☺️

    • Ha ha, ja – det var helt vigtigt at det sad rigtigt. Sikke en fantastisk historie I har sammen også. Hav et dejligt bryllup. Kh Trine

  • Haha , Nicolai og jeg “mødtes” på DKBN. Men historien i starten var også at vi mødtes “på den glade gris” (for det er jo meeeget bedre!), hvor vi mødtes IRL for første gang. Nu er jeg heller ik flov over det – men det var jeg i starten!

    • Ha ha ha, fantastisk. Ja, hvorfor var det lige at det var meget bedre? Det var det jo overhovedet ikke. Tænk og nu skal I have nummer tre. Jubiii 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *