Når man glemmer at mærke ordentligt efter…

Efter jeg er startet på hormonbehandling har jeg været så fokuseret på om jeg kunne mærke noget psykisk. Har jeg følt mig anderledes? Har hormonerne gjort mig hysterisk og alt sådan noget. Alle som har spurgt til mig, har også mest spurgt ind til mit sind og mulige forandringer der. Jeg har svaret, at jeg føler mig fuldstændig som mig selv. Intet at bemærke. Og det føler jeg vitterligt er helt rigtigt. Det har på intet tidspunkt strejfet mig, at indtagelse af kemiske hormoner jo selvfølgelig også har nogle fysiske bivirkninger. Jeg har siden december virkelig skrantet. Jeg har ikke haft det særligt godt. Jeg har haft kvalme og haft ondt i mine led – ret så meget faktisk. Og jeg har tabt mig nogle kilo, sådan så min far blev helt forskrækket da han så mig den anden dag. Jeg har tilskrevet det livet med små børn og årstiden. Men pludselig i går tænkte jeg at det måske ville være meget smart at tjekke indlægsedlen. Og bum, mine symptomer er åbenbart helt normale bivirkninger. Det er da helt skørt at jeg slet ikke har tænkt på det, men også befriende. For jeg var da helt bekymret for min svagelige krop, og så er det rart at det heldigvis er noget der kan gøres noget ved. Altså at der er andre præparater at vælge imellem. Her er det så bare jeg bliver lidt træt. Jeg er nemlig i al den tid jeg har kendt til min genfejl blevet fulgt tæt på Rigshospitalet, hospitalet som jeg bor 2 minutter fra. Jeg ringer derfor til dem for lige at få en snak om hormonet fra helvede. Jeg får den besked at alle patienter med mit problem, nu skal følges på Herlev og at jeg skal gennem egen læge i forhold til en ny henvisning. Åh! Det er sådan noget jeg slet ikke orker. Det gør nærmest at jeg har lyst til at stoppe helt med det dumme hormon plaster. Men okay, så kan det være at jeg bliver ægte hormon skør, så det tør jeg heller ikke.

Systemet er bare til tider så tungt og besværligt at danse tæt med. Det er sgu ikke for børn. Jeg har selv arbejdet i det og jeg ved at det ikke er særligt let at navigere rundt i. Det kræver ressourser og overskud, hvilket er lidt dumt, for sådanne egenskaber er det tit lidt lavvandet med i situationer hvor man har brug for sundhedsfaglig hjælp.

Den der følesle af at have styr på det hele, og så opdage at man alligevel ikke har, er bare ikke særlig behagelig. Jeg fik taget et ret stort organ ud af min krop, blev sendt hjem få timer efter og så fik jeg en enkelt opringning dagen efter med spørgsmål om hvor meget jeg havde været oppe – that is it. Måske derfor jeg ikke selv har været så opmærksom, det er bare noget med hurtigt at komme op på hesten igen og så bare ride derudaf i det hurtigste trav jeg har lært. Jeg er glad for jeg selv lige fik bremset lidt op og mærket rigtigt efter.

Til jer der ikke har læst med så længe, så kan jeg lige kort opsummere. Jeg har den arvelige genmutation som hedder BRCA2 (BRCA1, er endnu værre)Det betyder at jeg har en stærkt forhøjet risiko for at få brystkræft – risikoen hedder 70 % og der er ligeledes høj risiko for æggestokkræft, den er dog lavere, men meget vanskeligere at holde øje med og opdage i tide. Derfor har jeg forebyggende fået fjernet mit underliv i oktober, og når jeg lige får styr på min krop og vores mindste er blevet lidt ældre, så skal jeg (nok)havde fjernet mine bryster. Knapt så fedt, men jeg valgte at få lavet gentesten efter min mor tabte kampen mod kræft. Jeg gjorde derefter hurtigt op med mig selv, at hvis jeg kunne gøre noget aktivt for at undgå sygdommen, så ville jeg gerne leve med konsekvensen af at have sådan en viden. For mine børns skyld, ikke så meget for min. Jeg er jo ikke i sådan en situation, hvor jeg kan sige at det hjælper at spise sundt, ikke at ryge og dyrke motion – intet af det hjælper, da genet på forhold er kodet. Jeg synes 70 % er meget, alt for meget. Jeg er blevet mødt med mange modsvar. Såsom “jamen, måske er du blandt de 30 % som ikke bliver ramt”. Det er rigtigt, det er jeg måske – det håber jeg sgu da, men når man taler om så alvorlig sygdom , så er jeg ikke sikker på jeg tør tage chancen. Jeg er udemærket også godt klar over, at jeg kunne bliver kørt over af en bus i morgen, det ved jeg – men jeg passer på og kigger mig for, når jeg trisser over vejen. Så jeg har valgt at passe på, og gøre det som er muligt i den situation jeg befinder mig i. Jeg forstår sagtens hvis man ikke ønsker at kende til svaret på sådan en test. Jeg sagde selv nej i mange år, men da jeg blev mor så fik jeg lidt andre prioriteter og pludselig var valget let og ligetil. Selvfølgelig skulle jeg gøre det. Jeg håber og tror på at lægevidenskaben er kommet meget længere i forhold til behandling, når mine små vokser op. De har jo desværre 50 % risiko for at have arvet genet. Fuck hvor jeg håber de har arvet mine mands raske gener!! Hov det blev ikke helt så kort, men det er svært at forklare på få linjer. Sorry! 

For øvrigt synes jeg det kunne være interssant at høre hvis I er nogle derude som enten har fravalgt eller tilvalgt at få lavet samme gentest. Hvordan traf I beslutningen og hvilke “konsekvenser” det evt har haft for Jeres liv? I er meget velkommen til, hvis I har mod på det at dele det her, eller at sende mig en mail på trinep_79@hotmail.com , ja eller blot at skrive en PM på insta.

God lørdag til Jer

(Visited 1 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *