Når det bliver stille og mørkt mærker jeg skyggen

Min mor hun bekymrede sig alt for meget. Om alt og om ingenting. Eller også var hun bare meget tænksom, faktisk nok bare en kombination af begge. Jeg bekymrer mig også. Slet ikke på samme måde og slet heller ikke i lige så høj grad. Det gør jeg ikke, men der er tidspunkter hvor mit sind går i et slags bekymrings-mode. Egentlig styrer vi jo ikke helt vores tanker. Vores sind. Vi kan arbejde med det, men det er svært at lave om – svært at standse tanker som til tider er tunge. Vi kan kun gøre vores bedste for, at tænke i glade og positive vendinger. Heldigvis er mit sind ret så positivt stemt, det er jeg glad for.

… Men, jeg bliver stadig bange, som jeg har skrevet lidt om her også . Bange for at miste, eller bange for jeg jeg vil gå glip af noget (læs:mine børn) i livet. Jeg har set mørket og når min krop driller som den gør for tiden, så kommer det grimme listende ind over mig. Mørket. Ind over alt det lyse og gode. Det tager ikke over i løbet af dagen, det kommer først når jeg ligger helt stille i min seng. I mørket. Vågen, lyttende til min mands sovende åndedræt. Det er som om det ved, at lige der – da slipper jeg mor rollen for en stund ( undtagen det ene øre, som altid er med på en lytter inde på børnenes værelser). Lige der kommer der nogle af de her bekymrende tanker, som gør at jeg ikke får lov at sove før klokken bliver alt for mange. Det er så dumt, for der er så meget i vores små liv, som vi ikke kan gøre noget ved. Noget som bare sker, vores liv bliver som det bliver og jeg ved godt det ikke er sundt at spilde tanker og overskud på skæbner som ikke kan forudses, planlægges eller laves om. For det meste lader jeg også være, lader det ligge lige så stille helt bagerst. De sidste uger har min krop været plaget af sygdom. Faktisk i alt for lang tid og så er det jeg bliver bange og tænker tanker som ikke er helt rationelle. Når jeg den sidste tid har ligget syg i sengen, i mørket, og har savnet dem som legede lige inde i stuerne og hende oppe på skyen. Så bliver jeg helt ked og bange, bange for frygten som altid sidder et sted i mig. Den som kom sammen med det at miste min mor til fæl sygdom, sammen med at jeg selv blev mor og fandt ud af at jeg er i højrisikogruppe for at lide samme skæbne. Hvis altså man bare lige for et kort øjeblik kalder en lort for en lort – for normalt tænker jeg slet ikke at jeg skal igennem det samme. Det er kun de få gange, hvor jeg bliver bange som nu, at jeg ser så sort på det. Når jeg er vågen og ude af det særlige bekymrings- mode, så tænker jeg ikke på skæbner og lorte. Der mærker jeg min styrke og modet til at gøre noget ved det jeg kan, for at undgå det mørke. Eller også tænker jeg slet ikke, så nyder jeg bare det fine fine liv jeg har mig – lige her. I det nye år, der vil jeg øve mig på at blive endnu bedre til at nyde nuet. Leve nuet, uden at mørket skal tage natten fra mig.

Jeg skrev det meste i går, efter dage med lungebetændelse, bræk og ægte lort (abe som holder sig for ørene, øjnene og munden – smiley). I dag er alt lysere igen. Jeg har haft rigtig tøj på, været med på legepladsen og de dystre tanker er flyttet tilbage på den bagerste plads igen.

Hej fra mig og hvis ikke jeg sender mere ud her så et kæmpe stort godt nytår ligeså.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *