Når børn bliver til søskende og lidt en opfølger

Jeg bliver ofte spurgt om det er hårdt at have tre børn. Altså der findes ikke noget som helst kort svar, men det helt korte er, ja og nej. For det er sådan det er. Pisse fantastisk og pisse hårdt. Jeg skrev et indlæg omkring det her med at blive slået hjem for et lille år siden, hvor jeg svarede på om vi var blevet slået hjem, efter vi fik vores nummer tre i rækken. Der uddyber jeg svaret lidt.

Det sidste stykke tid har jeg tænkt over noget andet i forhold til det her med at vælge at få et barn mere. Dengang vi fik vores første barn, da vi blev forældre, da det meste ændrede sig i vores måde at leve på og babyen blev det vigtigste i hele vores verden. Så fik vi nummer to, som ikke kun var vores barn, men også en lillesøster. Alfred fik dermed også en ny titel og var ikke kun længere vores søn, men nu også storebror til Selma. Han var så lille da hun kom og blandede sig ikke helt så meget i hvordan vi gjorde tingene. Men jeg skal da lige love for at de begge blander sig i det meste omkring deres lillebror Kalle. Det jeg kom til at tænke på, det var at når man får et barn mere, så får man som forældre ikke bare et barn ekstra med hinanden. Man får barnet sammen som en familie. Hvilket er ret meget anderledes end, når man “bare” får det med hinanden. De store føler sig som en meget stor del af at få et medlem mere af deres familie. Vores var med i navneprocessen, de var med til en scanning og de har helt fra start våget over den lille klump som to gamle høge. Hvis vi irettesætter Kalle med lidt høj stemme, så bliver de helt kede af det og tager ham straks i hånden. Hvis han falder og slår sig, så smider de alt hvad de har i hænderne for at få ham til at smile igen. De inddrager ham i deres leg, de viser ham stolt frem til deres venner. De får ham til at sige nye ord i børnehaven eller skolen foran et stort publikum. De deler deres mad med ham, og ja sådan kan jeg blive ved. Jeg ved godt at alle søskende ikke behøver at være så tætte, altså sådan rent følelsesmæssigt. Men selv hvis de ikke er, så får det stadig en kæmpe betydning for dem. Ligesom det får for os når vi bliver forældre.

I dag skulle Søren og jeg til fødselsdag hjemme i københavn og min søde lillebror kom herop i sommerhuset for at passe vores børn, imens vi drønnede ind til byen. Han har ikke passet dem alle tre før og jeg synes faktisk det var ret sejt af ham. Han puttede både til lur og spiste dem af, alt imens han krydsede alle fingrene for at Kalle ikke lavede lååårt i bleen, han har nemlig aldrig skiftet en ble. Og heldigvis valgte Kalle at lave morgen toilette af den store slags inden vi smuttede, så den måtte vi selv klare. Inden vi gik sagde både Alfred og Selma, at de nok skulle passe godt på Kalle og hjælpe min bror hvis der skulle være noget. Og der er det jo altså skide smart med alle de unger, for de passer altid på hinanden og faktisk især når vi ikke er der, så står de sammen i deres lille flok. Mit hjerter det bobler og danser af lykke, når jeg ser hvordan de er en enhed og sådan uden ord bare hører sammen. I vores søskendeflok er det også ret smart, at de supplerer hinanden og drager nytte af hinandens stærke sider. De kan være vidt forskellige og på den måde styrke hinanden, der hvor det måske kan være lidt svært. Det synes jeg er et kæmpe plus og det er virkelig tydeligt, hvor meget de lærer af at iagttage hinanden.

… Og ja, bare rolig – der er selvfølgelig også tidspunkter hvor de er ved at æde hovedet af hinanden og hvor de ikke gider at have deres lillebror med i legen. Det er blandtandet i disse øjeblikke, hvor det kan være pisse hårdt at have en bitte flok. Der hvor den ene har et behov som ligger langt fra de andres og den anden gerne vil sidde på skødet og den tredje i præcis samme øjeblik også vil – og ikke ønsker at dele skødet med nogle af sine søskende. I disse øjeblikke kan lydniveauet godt blive ret så højt. Men det falder jo igen.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *