Næsten ni år med små børn i husstanden

Jeg kom sådan til at tænke på i går, at vi herhjemme er ved at gå ind i en ny slags æra. En vi ikke rigtig har været i siden vores Alfred kom til verden for snart ni år siden. Og faktisk så er det virkelig en rar følelse, jeg er ikke sikker på, jeg selv troede at jeg nogensinde kunne nå hertil. Måske er det kun fordi jeg sådan helt ægte er færdig med at drømme om flere børn eller også er det fordi den mulighed er 100% udelukket, da jeg ikke længere har mit underliv at bære et barn i. Det er lidt sørgeligt, men jeg har sørget færdig over den kendsgerning og nu her ude på den anden side, der tror jeg faktisk at jeg er færdig med babyer – også selvom muligheden havde været der. Jeg forstår virkelig godt dem, der stopper efter to børn, fordi de nyder at børnene er blevet store, sådan så voksenlivet lige så stille er kommet tilbage. Sådan havde jeg det bare slet ikke efter vores to første, men det har jeg nu. En ro i at vinke farvel til de helt små, som er så afhængige af voksne mennesker alle timer i døgnet. Jeg nyder at vores børn er blevet så selvstændige. At de ikke kræver mig lige så meget længere. Jeg tager det som et sundhedstegn, at især vores største næsten hellere vil være sammen med vennerne end med os. Jeg elsker at alle børn sover om natten, at de endda lige så stille er begyndt at sove længe i weekenden. Jeg nyder at tale med dem på et lidt højere plan. Jeg nyder at vi ikke skal have hundrede pusletasker med ud af døren.

I går sad jeg og tilmeldte vores Alfred til koloni i sommerferien. Fem dage, fire nætter. Så lang tid har vi aldrig været fra hinanden og jeg både glæder mig stort på hans vegne, samtidig med at jeg er ved at briste i stolthed over at han tør. Det havde jeg aldrig selv turde gøre som barn. Jeg var sådan en bangebuks… det er jeg stadig. Der er han altså bare mega sej! Jeg kommer til at hyle så meget, når bussen triller afsted med ham. Både med savne tårer og stoltheds tårer.

Kalle kører med klatten henne i børnehaven (endelig), han øver sig i at gå på toilettet og i næste måned bliver han tre år. Det betyder at sutten også så småt skal skrottes. Ble og sut, de allersidste tegn på baby – åh mand altså. Jeg håber inderligt han beholder sine indadvendte knoer, elastikker om håndledene og den tykke mave bare et øjeblik endnu. Tænk at jeg næsten dagligt har skiftet bleer i ni år ( blot med en lille pause mellem Selma og Kalle), det er immervæk længe. Det kommer jeg alligevel ikke til at savne. Men så alligevel, er det ofte sådan en hyggelig stund derinde på puslebordet med øjenkontakt og masser af snak, kys og grin. Kalles ben er blevet alt for lange når han ligger der og de hviler derfor på min mave, mens jeg skifter ham. Så siger han tit ” mig aer mor med fødderne”. Det er hyggeligt, måske jeg alligevel kommer til at savne det lidt.

Selma har veninder på besøg, hvor de bliver inde på værelset med lukket dør i timevis og jeg kan bare mærke at Søren og jeg får mere og mere tid, hvor vi ikke behøver at hjælpe dem eller være der. Det er dejligt, men også helt uvant, jeg står ligesom altid klar til rådelighed, det ligger bare så dybt i mig, fordi det har været mit liv i så mange år. Måske det ligefrem er nu, at vi skal til at finde hinanden igen. Altså os voksne her i husstanden. Finde hinanden og måske også finde sig selv lidt. Eller jeg er jo mig, men jeg kan godt savne at være lidt mere impulsiv og uansvarlig. Jeg er sgu altid så ansvarlig og voksen. Måske jeg skal finde lidt vildskab frem under gemmerne igen. Sammen med min mand og alene. Jeg er sikker på det stadig findes dybt dybt inde bag alle mor lagene.

Jeg skrev det her indlæg om at blive slået hjem efter at have fået barn nummer tre. Og tænk nu her halvandet år efter, så er vi næsten igennem den tid jeg taler om der. Kun næsten, for selvom de virkelig er blevet store, så er de på mange måder stadigvæk bittesmå – og heldigvis for det da.

Måske alt de her snak om børn som bliver store stammer fra det her minde jeg fik op i morges. Tre år siden jeg så sådan der ud.

(Visited 9 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *