Når man kæmper for at leve.

Jeg var ude at gå en tur den anden eftermiddag. Jeg gik over Dronning Louises Bro, som jeg så ofte gør. Der er smukt på alle årstider. Lige nu står kastanjetræerne langs søerne fulde af kastanjer, som inden længe popper og falder mod jorden. Kastanjerne minder mig hvert år om min mor. Men også om en tid, som var ret forfærdelig.

Min mor lå nemlig på Rigshospitalet, fordi hun var syg med kræft. I september for snart ni år siden, havde hun allerede ligget der i over to måneder. Jeg gik ofte tur langs søerne og samlede kastanjer til hende. Fordi hun savnede naturen. Mens jeg gik der, den anden dag kom alle minderne og jeg skrev derfor således på Instagram, imens jeg filmede de flotte træer med deres brune frugter klædt i grønne pigge.

Kastanjer.

De minder mig om min mor. I næste måned er det ni år siden hun tabte kampen. Ni! Jeg gik med lille Alfred i barnevognen og samlede kastanjer. Tæt på Rigshospitalet. Tæt på min mor.

Jeg har stadig en af dem jeg samlede til hende. Helt tør og runken. Jeg kan se for mig, hvordan min mor havde den i hånden, der i hospitalssengen.

#fuckcancer.

Det var en spontan følelse, et spontant personligt skriv der på min vej. Jeg fik helt utrolig mange beskeder tilbage. Mange hjerter og ord fra jer som selv har mistet til den samme sygdom. Beskeder fra mennesker som kæmper lige nu.

Derudover fik jeg også beskeder, som handlede om min formulering. Den hvor jeg skriver at min mor “tabte kampen”. Det er åbenbart en formulering der deler vandene. Det vidste jeg slet ikke og jeg må indrømme at jeg på den måde, ikke lagde så meget i måden jeg formulerede mig på. Det handlede mere om en følelse. Om savnet til min mor.

I et par beskeder stod der, at formuleringen er direkte nedladende, når man omtaler døden i forbindelse med sygdom på den måde. Nedladende fordi, det er en uretfærdig kamp som i mange tilfælde slet ikke kan vindes. Hvilket jeg selvfølgelig er enig i. Altså i at det er en uretfærdig kamp. Eller vilkår om man vil.

Jeg fik flere beskeder fra sygeplejersker, som arbejder på onkologiske afdelinger (afdeling med kræftpatienter). De skrev til mig, at man der forsøger ikke at bruge vendinger som “kamp”, “vinde”, “tabe”. Jeg er også helt med på, at sygdom  ikke på nogen måde skal sidestilles med et spil, hvor det handler om at vinde eller tabe. Det handler om et liv og en sygdom, som potentielt kan tage det liv. Livet som mange syge og deres pårørende kæmper for at blive i. Når jeg bruger formuleringen, tænker jeg det slet ikke som, at man kan være dygtig eller dårlig til at kæmpe. Jeg tror at alle kæmper, hvis ikke bevidst – så kæmper kroppen for dem helt ubevidst.

En anden skriver, at hun får det helt dårligt, når nogen siger de kæmpede og vandt over sygdommen. Fordi hun mener at de kæmpede og var heldige og andre kæmpede og var uheldige. For mig at se, er der med sygdom en masse faktorer der spiller ind i forhold til behandling, arvelighed, livsstil og helt  sikkert også held. Jeg synes dog det er dejligt, hvis nogen føler de har vundet en kamp. Og for mig giver det fint mening at bruge den vending. Min mor var ramt af kræft to gange tidligere og begge gange vandt hun livet. Hun overvandt sygdommen, fordi behandlingen virkede.

Det der går igen i de beskeder, som ikke mener man bør bruge formuleringen, er uretfærdighed – at sygdom altid vil være en uretfærdig kamp. Og hvis der er noget jeg er enig i, så er det at sygdom i alle henseender er uretfærdig.

Jeg holder dog fast i min formulering om at min mor tabte kampen. For jeg så med mine egne øjne, hvordan hun kæmpede for livet. Vi kæmpede alle med hende. Vi kæmpede for hendes liv og for håbet. Det var en pisse unfair kamp og på et tidspunkt, midt i kampens hede gik det op for mig, at vi aldrig ville vinde den. Jeg sagde det ikke til nogen, men jeg vidste det godt. Det gjorde dog ikke, at vi stoppede med at kæmpe. Min mor kæmpede lige til det allersidste og jeg tror faktisk aldrig hun selv mistede håbet. Hun tabte kampen om livet, lægerne tabte kampen om hendes liv. Sygdommen vandt. Ikke fordi nogen var dårlige til at kæmpe, men fordi der ikke kunne gøres mere.

Jeg har som sygeplejerske set rigtig meget sygdom. I mine år på Rigshospitalets semi intensive børneafdeling, så jeg hele familier blive ødelagt af sygdom. Jeg så bitte små børn, der kæmpede – det gjorde de seriøst. De kæmpede tappert, for at trække vejret, kæmpede for at komme op af sengen, kæmpede for at holde deres mad nede i maven – de kæmpede for at få lov til at leve. Mange af dem var så små, at de ikke selv vidste at de overhovedet kæmpede en kamp mod sygdom. Men jeg tror vores krop er indstillet sådan, at den VIL leve, derfor går den automatisk i overlevelses mode. Rent teknisk kan man sige, at der foregår en kamp mellem de raske og syge celler.

Nogle klarede det og andre gjorde ikke. Dem der ikke gjorde, de tabte deres liv. Ikke i et spil, men i en kamp for at overleve.

Og sådan må det være. For mig. Jeg respekterer og forstår sagtens at andre kan føle anderledes. Med liv og død på den måde, tror jeg faktisk ikke jeg synes at der er noget rigtigt og forkert. Vi er blot forskellige.

Del endelig jeres synspunkter, hvis I har en holdning eller føler for noget helt andet.