Når man beslutter sig for to ting

Vi er på sommerferie og melder alt godt herfra. Også selvom sommerferien lidt leger efterårsferie. Det så allerede ret sort ud vejrmæssigt, inden vi smuttede til det sydsjællandske – og derfor tog jeg en beslutning. Jeg ville overhovedet ikke nævne vejret for mine børn, i hvert fald ikke på en negativ måde. Det er vi jo ellers gode til os danskere, mig selv inklusiv. Men jeg gad simpelthen ikke, at det skulle fylde på vores første sommerferie, hvor det bare er os fire. Og på trods af masser af blæst, regn og lidt lave temperature – så har ingen af børnene nævnt det med et eneste ord. De er sgu da ligeglade med det skide vejr, så længe vi har det rart og hygger os. Og det gør vi! Jeg kunne ellers godt have set mig selv sort på den vejrsituation og brokket mig højlydt, det har jeg gjort masser af gange tidligere. Bare ikke denne gang og det fik mig til at tænke på, hvor meget man kan skubbe til hjernen med god energi, i stedet for at bruge kræfterne på vejret, som jo alligevel ikke rokker sig en tomme, lige meget hvor meget vi brokker os.

I lørdags da vi ankom regnede det fuldstændig vildt. Vi bor få meter fra stranden og Alfred sprang i vandet. Han elskede det, selvom det var en noget kølig fornøjelse. Lige der på badebroen i stormstyrken, besluttede jeg mig for, at jeg ville bade med mine unger hver dag mens vi er her. Det er måske ikke noget særligt for nogen, men jeg er ikke den badende type normalt, med mindre vandet er langt over tyve grader og solen stråler fra en skyfri himmel. Så for mig, er det en lidt vild beslutning.

Hver morgen er vi trisset ud på badebroen og plumpet ned i det sorte vand med store bølger og tang. Aldrig har jeg følt mig mere levende, end lige der med ungerne i vandet. Fornemmelsen bagefter er fuldstændig fantastisk. Vi hyler og skriger sammen – og dør af grin over, hvor meget det blæser, sådan så vi slet ikke kan få håndklæderne om os når vi kommer op. Jeg føler mig stærk lige der, også selvom jeg slet ikke er stærk hele tiden.

Jeg fornemmer desuden, at mine bagben og bagrøv, trænger til at blive vendt mod solen. Ha, det vidste jeg jo slet ikke, før jeg så det her billede. Fra nu af går jeg kun baglæns. Hej hej fra ja-hatten.