Når jeg ubevidst undervurderer mit eget liv

Det sker faktisk ret ofte, at jeg kommer til at undervurdere forskellige situationer. Både med hensyn til mig selv, til arbejdsopgaver, tidsberegning, livssituationer og andet. Det bunder nok egentlig i, at jeg er født ret så optimistisk. Så det er ikke kun en dårlig egenskab…synes jeg.

Jeg tror nu ikke, at jeg som sådan har undervurderet omfanget af at blive skilt. Jeg vil sige, at jeg nok nærmere havde forventet det værste. Men så alligevel, med min ellers altid optimistiske vinkel på situationen, så mærker jeg, at jeg er noget af en rodebutik i disse dage (læs: måneder). Jeg har ikke rigtig kunne tage en fridag på arbejdet siden beslutningen, så det er bare fortsat derudaf – det skal det jo også, men jeg skal ikke kune sige mig fri for, at jeg nok havde taget en dag eller to, hvis jeg var ansat af nogen. Jeg fik en personlig træner, for noget tid siden og tænkte at det kunne jeg da sagtens overskue, midt i at være i en spritny familiesituation med delebørn og alt hvad det indebærer. Oveni det kom januar og februar med snot, feber og hoste. Det satte min træning helt på stand by, for var det ikke mig der spruttede, så har det været en af børnene. Det er derfor ikke blevet til meget træning de sidste uger. Lysten er der, men jeg må sande at tiden, helbreddet og overskuddet ikke helt er.

At have sovet ved siden af et andet menneske nærmest hver dag i 13 år, det gør altså også, at min søvn lige skal vænne sig til at jeg ligger alene. Eller det gør jeg så ikke, for der kommer ofte små mennesker ind i min seng. Det gjorde der faktisk ikke før og selvom det er enormt rart, med sådan en lille lun krop, så sover jeg bare ikke lige så godt, fordi jeg ikke er vant til at få op til flere uppercuts i løbet af en nat. Det vigtigste er dog, at de sover godt og det gør de.

De nætter, hvor børnene er hos deres far, sover jeg nærmest endnu mere mærkeligt. Jeg lytter med store kæmpe ører og hører jo ikke andet end stilhed og så katten ovenpå, der lister rundt på bløde kattefødder. Men alligevel er mine mor-antenner, så udviklede at jeg nærmest føler at jeg burde kunne høre mine børn, selvom de er et par kilometer væk. Det kan jeg jo ikke (surprise).

Så jeg har måske alligevel undervurderet hele situationen lidt. Omvæltningen, som nogle dage føles uoverskuelig. For børnene især. Træthed, sygdom, børn der ikke er landet i det nye – forældre der ikke er og fysisk udmattelse, er ikke den bedste kombination med mit job. For jeg har simpelthen svært ved at trække stikket, men altså jeg er nu slet heller ikke sikker på, det er det jeg har brug for eller lyst til. Jeg tror egentlig bare, at det jeg gerne vil sige med det her indlæg, er at det er skide svært at forberede sig selv, på sådan en livsomvæltning som en skilsmisse er. Det er kæmpe.

Jeg kan mærke, at jeg gør mange ting lidt langsommere og har svært ved at komme op i gear, samtidig med, at jeg har svært ved at kommer ned i gear. Ha, det er sgu da heller ikke nemt. Det irriterer mig, for jeg føler jeg burde nå en masse, men jeg har ikke samme energiniveau som jeg plejer. Det skal måske også siges, at det for tiden tager lidt på kræfterne at være alene om tre børn mange dage af gangen. Der er i hvert fald nok at se til, selvom jeg elsker at være sammen med dem. Der var i øvrigt også meget, da vi var to voksne. Eller det er vi jo heldigvis stadig, bare forskudt. Men I ved hvad jeg mener.

Derudover, så har jeg den der skide genmutation (BRCA) inde i min krop, der gør at jeg med omkring 80% sikkerhed udvikler brystkræft. Jeg føler mig endnu mere sårbar omkring den del af mit liv end nogensinde og jeg vil på den ene side, bare gerne have den store operation overstået, hvor jeg får fjernet mine bryster, samtidig med at jeg holder mig for ørenene, mens jeg siger “la la la la la la” og lader som ingenting. Jeg ville gerne skrive noget mere om den side af mit liv, men jeg har svært ved at finde de rette ord og jeg kommer (igen) selv til at undervurdere, hvor stort et vilkår det egentlig er for mig. Desværre er det noget, der ikke bare går væk, af at jeg lukker mine øjne, det bliver, også selvom jeg er god til at plante det så langt bagud i min hjerne, at jeg er tæt på at glemme det. Det dukker op igen, især som natten. Jeg læste i en af Miriams hemmeligheder den anden dag, om en kvinde der skrev, at hun røg sig skæv inden hun tjekkede sine bryster for knuder, fordi hun var så skide bange for at mærke noget. Ikke at jeg kunne finde på at ryge mig skæv, men jeg forstår hende godt, for jeg skal kaste op, bare ved tanken om det. I maj måned skal jeg igen til min faste kontrol på Rigshospitalet med MR scanning, mammografi og ultralyd og jeg både glæder mig og hader det på samme tid. Altid, den der tanke: “måske er det denne gang, de siger at der er en knude?”.

Ude i livet, undskylder jeg hele tiden overfor mine veninder, når jeg kommer til at tale for meget om det der sker i mit liv lige nu, jeg hader at fylde for meget med det som er svært og jeg er altid bange for at være for negativ. Jeg kan meget bedre lide at grine og lade alt det som er godt fylde. Og det gør det heldigvis også 75 % af tiden. Herinde føler jeg dog det er okay, også at lade de her indlæg fylde, sammen med alt det sprudlende, men jeg vil alligevel lige undskylde. Undskyld at jeg hælder så meget galde ud til jer. Der er langt værre derude, især lige nu med cononavirus. Mine tanker er meget hos dem der i forvejen er svækkede og som frygter smitten meget mere, end os der er raske. Mine tanker er især hos min næsten nabo og instaveninde Fie (Fiesenberg), der lever med uhelbredelig kræft. Lige nu er hun taget i sommerhus på Møn langt væk fra andre mennekser, efter ordre fra hendes læge. Det er jo sådan nogle som hende og de ældre vi især skal tage hensyn til. Jeg glæder mig til hun er tilbage med hendes dejlige hunde, så vi kan vinke til hinanden om morgenen.

Nå, men det var det fra mig i dag. Pas på jer selv og hinanden.

(Visited 12 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Hvorfor ikke beholde dine dejlige bryster så længe som muligt og sats på de 20% chance for at du aldrig når dertil 🤗🥰💖ønsker dig alt godt fra en som har været der både med skilsmisse og bryster

    • Ja, måske. Men der var jo en grund til at jeg fik lavet en gentest. Så jeg kunne gøre noget aktivt, for at undgå cancer. Håber du er godt igennem begge dele :).
      Alt godt til dig ligeså

  • Kære Trine. Det er ikke så mærkeligt, at du føler dig lidt overvældet af alt det, du oplever og bærer på. Alt godt til dig.

  • Kære Trine
    Tak for at sætte ord på. Jeg er også blevet skilt og var så lettet og glad efter mange hårde år. Så optimistisk. Havde også travlt med barn, job, ny lejlighed mv. . Her efter 5 mdr er det som om det hele lige skal op og vende igen sammen med alle livets store spørgsmål. Både for mig og mit barn. Som om det bliver tydeligt, at det ikke er en leg vi leger, men noget der forbliver sådan. På godt og ondt. Det gør ondt. Det er en proces, som går i bølger for mig. Jeg er ikke i tvivl om at det var rigtigt, men det er bare lidt svært at glæde sig over den nye situation når man egentlig er ked af den. Det er en sorg for mig, men tiden arbejder og jeg prøver at være god ved mig selv. Corona gør det ikke ligefrem nemmere synes jeg. De bedste tanker til dig og virkelig tak fordi du deler dine tanker!
    Louise

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *