Når børn slår og noget om hakkeorden

Av, sgu da. Jeg husker ikke at mine to første børn nogensinde har slået på os eller på andre børn. Måske fordi de ikke på samme måde, blev frustrede over at ville være med eller kunne noget, som de alligevel var for små til. De havde ikke store søskende at spejle sig i, som måtte og kunne alt muligt sejt, som Kalle har.

Kalle har nogle gange slået ud efter Søren og jeg, men i særdeleshed har han slået ud efter hans søde søskende. Det er når han ikke må være med, får nej eller hvis vi ikke forstår hvad han vil. Så kan han godt finde på at lappe ud efter os. Vi har total nultolerance på den slags, så vi taler med høj stemmer til ham og sætter ham ind i hans seng. Bare lige kort, hvorefter vi går ind til ham og beder ham om at sige undskyld til den som han daskede til. Han er en frygtelig stædig rad og han siger modstræbende undskyld, mens han kigger ned i jorden. Der er ingen tvivl om at de store nogengange næsten selv er ude om det, for de provokerer ham med en eller anden lille åndssvag ting og når han til sidst bliver frustreret så kommer dasket. Han har aldrig gjort den slags ovre i børnehaven og jeg håber vi hurtigst muligt kan få sat en stopper for den del af hans ellers rolige gemyt.

Jeg synes vi er ret rummelige i vores opdragelse og vi skælder ikke meget ud… er der noget med at man slet ikke må skælde sine børn ud, eller hvordan er “moden” på det punkt lige nu? Men der er to ting vi ikke vil have hjemme hos os, den ene er, at man ikke må slå – heller ikke når man er tre år og skide frustreret over at Selma lige præcis lige vil lege med det som man havde tænkt sig. Det andet er løgnehistorier. Man må ikke lyve! Ha ha , vi kører åbenbart lidt efter “de ti bud”.Og hvis man kommer til at lyve alligevel, eller man slår sin mor – ja, så skælder vi altså ud med hævet stemme. Vi bliver dog hurtigt gode venner igen og efterfølgende så taler vi med børnene om, hvorfor man ikke må. Jeg er ikke til at sætte mig ned på hug og forklare at det ikke er skide smart at slå Alfred i hovedet med en metalbil, når sådan noget sker, så handler jeg prompte og her er prompte for mig at jeg tager Kalle væk, mens jeg taler højt og siger råber, at han skal stoppe NU!

Har I det på samme måde omkring løgne og slå episoder? Og kan I også finde på at råbe af jeres børn? Please sig I også gør det.

Noget andet jeg har tænkt over og som jeg talte med en anden tre børns mor om den anden dag. Det er noget omkring de forskellige bånd der er børnene imellem på kryds og på tværs og også den ofte tydelige hakkeorden. De har selvfølgelige forskellige bånd til hinanden, alder, køn, personlighed, temperament og sikkert også en masse andet taget i betragtening. Selma og Alfred har et bånd, noget de finder hinanden i – et fælleskab. Der er to år og tre måneder imellem dem og de har altid været ret tætte og leger rigtig godt sammen, på trods af at de er meget forskellige. Deres interne konkurrence har aldrig været særlig stor, måske fordi de ikke har samme køn og i sidste ende har hver deres interesse. Så kom der er en lillebror. Han har et helt særligt bånd med Alfred og jeg tænker det blandt andet skyldes den store aldersforskel, der er ingen konkurrence og hvis der er, så kan man være sikker på at Alfred giver sig og lader den lille skid få ret. Samtidig er Alfred så stor, at han kan hjælpe Kalle rigtig meget med mange forskellige ting. Selma og Kalle har noget helt andet sammen, en tæt relation, hvor de virkelig  leger rigtig godt sammen. Aldersforskellen er ikke kæmpe – tre og et halvt år. De kan lege i timevis, hvor selma går ned på hans plan og så sidder de der med små stemmer og leger. Lige indtil de ikke gør, for Selma hun giver sig sgu ikke på samme måde som storebror og så hidser den lille sig op. Det resulterer i, at Kalle ofte favoriserer Alfred, som bliver tydeligt i situationer hvor han skal have hjælp.

Der hvor det smerter lidt i mit indre, det er når Kalle fx. her til hans fødselsdag kun vil have at Alfred hjælper ham med at åbne gaver. Når han kun vil kramme Alfred godnat, eller kun spørger efter Alfred når de er på ferie hos morfar. Av av av. Jeg forstår jo godt Kalle, for Selma er til tider en rival og det er den største i flokken sjældent, men jeg hader når hun bliver så ked af hans afvisning at hun græder helt hjerteskærende. Det er jo ganske naturligt i en søskende flok at alt ikke er lutter idul dag efter dag, men jeg hader stadig når jeg bliver nødt til at råbe eller min datter (eller søn) bliver holdt ude.

Måske det ofte er sådan i en flok på tre? Der var en gang en, som sagde til mig, at man aldrig “kun” skulle få tre børn, så hellere fire – så er der mere balance. Jeg ved det ikke, men det var lidt det samme i teenageårene med veninderne. Tre var sgu aldrig en særlig god konstellation.

Heldigvis så er vores flok på tre overordnet meget homogen, så tager jeg gerne nogle skrig og skål, for sådan er livet jo alle steder. Og som jeg skrev i et tidligere indlæg, så er en af vores fornemmeste opgaver som forældre til flere børn, netop at støtte dem i deres indbyrdes relationer. Så godt vi kan og det er bare ikke altid lige nemt.

Når der stenes film sammen

(Visited 14 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Vi har 3 børn på samme alder som jer +/- et par måneder. Vi har bare en pige først og så to drenge efterfølgende.
    Vi oplever den samme favorisering af den ældste, fra den yngste – med de knubs det giver midterbarnet.
    Jeg synes i det hele taget at den store udfordring lige for tiden for os, er at være noget for vores mellemste dreng. Skolestart og nye venskaber og fritidsinteresser bliver lidt syltet i den stores venskaber og interesser som er godt i gang, og den lille som nok skal tage hvad han har brug for. Suk hjerte 😅💔

    • Jeg er enig med dig, den midterste bliver hurtigt lidt trykket af den store og den lille. Vores midterste går også i 0. og det er svært at få tid til lige så mange legeaftaler og andet socialt, som den store fik i sin tid. Jeg prøver virkelig at tage stunder kun med hende, også fordi hun er typen der hurtigt tilpasser sig.
      Ja… suk. Kh fra Trine

  • Kære Trine. Tak for endnu et fint indlæg 👌🏻. Vi har også 3 børn – og det at lyve og slå (og tale dårligt om andre) er også noget vi “slår hårdt” ned på. Vi har 3 piger på henholdsvis 7, 3 og snart 1 år. Her er det de to mindste som allerede har et særligt bånd. Det griner bare de kigger på hinanden. Og så vores ældste og yngste fordi der ikke er den store konkurrence pga. aldersforskellen. Men Den 3 årige og den 7 årige de leger ofte godt, men de har sørme også en del konflikter. Den 3 årige vil bare gerne følge med sin store søster, hvilket ikke altid er muligt med 4 års aldersforskel… jeg ved ikke, hvad den bedste konstellation er 🤔. Ved bare, at løsningen ikke er en “4’er” 😄. Jeg er vokset op i et venindeforhol på tre. Det har altid fungeret perfekt. Og gør det den dag i dag. Der er altid to til at give en kæmpe krammer. Så det er ikke umuligt at være 3 😉

    • Ha ha ha, nej sgu – her er løsningen heller ikke 4. Jeg er sikker på at 3 er så fin en lille trio, langt hen af vejen og langt de fleste dage. Og så er der dem, hvor det hele lige går i hårknude. Kh fra Trine

  • Tak for nogle meget fine ord, igen ☺️ Her er det den store der skubber den lille. Hun har så også samme alder som Kalle, så måske er det alderen og forhåbentlig noget der snart går over..Men så kommer jeg også til at råbe, egentlig tror jeg på en måde på noget andet, noget mere pædagogisk, men samtidig synes jeg, helt som dig, at de meget klart og tydeligt skal forstå, at det sgu ikke er i orden og at vi skal behandle hinanden pænt!
    Rigtig god onsdag til dig☀️

    • Kære Trine,
      Tak for din kommentar. Ha ha, ja det er sikkert alderen, som er lidt en bandit alder i forvejen. Jeg synes ikke det skal være så sort og hvidt, man kan jo snildt være pædagogisk selvom man hæver stemmen lidt. Og ja, vi skal behandle hinanden pænt. God aften til dig

  • Børn slår hinanden. Det er et vilkår. Det skal ikke accepteres, men den voksne skal hjælpe barnet til, hvad det kan gøre i stedet for. Børn gør ikke noget af ond vilje – de kan bare ofte ikke finde ud af at gøre andet end det, de gør. Skældud får sjældent børn til at gøre, som de voksne siger. Derimod optrapper det gerne konflikten og fører til, at børnene bliver mere aggressive.

    • Jeg er så enig. At være pædagogisk betyder ikke, at man ikke kan være tydelig, sige fra overfor bestemt opførsel og sætte grænser. Men du lærer ikke dit barn, at det ikke må slå ved at råbe eller give det en time out og insistere på en undskyldning. Herhjemme så siger “det er ok at være vred, men vi vil ikke have du slår” evt efterfulgt af “det gør ondt og så bliver jeg ked af det”. Nogen gange taler vi bagefter om, hvordan min datter selv føler, hvis andre børn slår hende. Hvis hun slår ud efter mig eller sin far når hun bliver frustreret, så flytter jeg mig væk fra hende, i stedet for at flytte hende. Og fortæller hende hvorfor jeg flytter mig væk. Jeg kan anbefale af læse Jesper juul eller følge blackbird Institute herinde, de er gode til at give tips og få en til at forstå barnets perspektiv.

      • Børn er jo heldigvis forskellige og at hæve stemmen betyder ikke at vi ikke er pædagogiske. Dejligt at det fungerer på en anden måde hjemme hos jer.
        Kærligst fra Trine

    • Jeg er fuldstændig enig i at det er et vilkår og jeg føler bestemt at jeg lærer mine børn at vi ikke accepterer det. Her optrapper en smule skældud ikke konflikten, men børn er jo heldigvis forskellige.
      Kærligst fra Trine

  • TAK fordi du sætter ord på “3 børns problematikker”. Har selv 3 børn og udfordringerne de 3 imellem, er fuldstændig som du beskriver det! Mindstebarnet er SÅ strid overfor mellembarnet, at han knap kan være i nærheden af ham! Jeg håber, at det går over med tiden, for det smerter mit moderhjerte, da den mellemste hungre efter den mindstes kærlighed!

    • Tak for at skrive tak :). Det smerter simpelthen også mit hjerte så meget, når jeg kan se at hun bliver fravalgt til fordel for den store. Tænker det forhåbentligt går over. Kh fra Trine

  • Jeg kan også sagtens komme til at råbe, og hæve stemmen. Det kan vi vidst alle. Men jeg mener som udgangspunkt aldrig at skæld ud er konstruktivt. Og jeg vil til en hver tid undskylde for at have råbt bagefter. Når du skriver han slår blikket ned og modstræbende siger undskyld, så tolker jeg det netop som et tegn på skam/skyld, og at han siger det ord, som I har brug for at han ytrer, men ikke at han nødvendigvis forstår og kan omsætte handlingen til anger. Det kommer med alderen, når han ser hvordan I f.eks. selv er i stand til at undskylde for når I overtræder andres grænser (som f.eks. ved at råbe af andre). Jeg tænker, at I måske misser at tale om de følelser han har, der udløser at han slår, som er væsentlige, hvis I prompte sender ham på værelset og taler med store bogstaver? For frustration eller vrede er jo helt naturlige følelser, som ikke er forkerte. Men det han skal have hjælp til er, hvordan han så skal håndtere at blive vred eller frustreret i stedet for at slå. Jeg håber, det giver mening. Vh

    • Jeg tror alle gerne er fri for at hæve stemmen, jeg er i hvert fald. Men jeg er også efter at have haft tre små børn ret realistisk omkring at det aldrig kommer til at ske herhjemme. Og det har jeg det fint med.
      Vi taler enormt meget om følelser og man må meget gerne være vred og trampe i gulvet herhjemme. Man må også gerne græde – også de voksne. Jeg vil bare at mine børn siger undskyld, når nogen er blevet slået med i bil i ansigtet og det taler vi også meget om efterfølgende. Lige i sådan et øjeblik hæver jeg min stemme. Jeg vil rigtig gerne høre hvordan andre gør, men jeg føler ikke vi gør noget forkert. Så I må meget gerne debatere og også meget gerne være uenige i vores opdragelse, men igen så er vi bare forskellige – og husk så også lige på at det her er et bitte indblik i vores hverdag. SÅdan en scene med høje stemmer er måske 30 sek ud af en helt dag.
      Jeg er glad for din kommentar og den giver fin mening. Jeg synes du er skide sej og jeg er sikker på vi begge har helt samme udgangspunkt.
      Kh Trine

  • Kære Trine
    Først og fremmest, tak for en fin blog. Jeg nyder engang i mellem at klikke forbi og blive inspireret eller bare i godt humør.
    Men jeg synes det er en kedelig tendens (og du er ikke den eneste), men når du vælger at tage et sådant emne op og på en måde inviterer til en diskussion, så synes jeg det er ærgerligt, at du på en måde affejer de indlæg, der ikke er i tråd med din holdning eller den måde, som tingene er hjemme hos jer. På den måde bliver kommentarfeltet mere bare til en “bare rolig, det er ok, jeg skælder også mit barn ud” og så kan vi alle have det trygt og ikke have så dårlig samvittighed. Og det synes jeg er synd, når der nu lægger en mulighed for en god debat med saglige indlæg (ikke kun “jeg synes…”).
    Jeg skal ikke gøre mig til dommer over om det i gør er rigtigt eller forkert, men jeg ville ønske at du turde tage modsvarene, som andet end en kommentar rettet mod dig, men lytte og åbne op for yderligere debat. Det kunne skabe et rigtigt interessant kommentarfelt.
    Dette er ikke kommentar rettet kun mod dig, men mod mange blogsider, hvor jeg desværre synes, der er en tendes til at tage modholdninger, som en personlig kritik, som hurtig lukkes ned, selvom det ikke er ment sådan. Det er nu engang jer, der vælger at åbne op for en diskussion, når I tager et emne op. Ellers skal der vel ikke være et kommentarfelt.

    • Kære Cecilie,
      Tak for din fine kommentar. Nu er det faktisk første gang i min to år lange blogperiode, at der er en smule debat i mit kommentarfelt. Det er så skønt at I har lyst til at skrive konstruktive og debaterende kommentarer. Jeg lagde nu ikke op til, at jeg selv ønsker at opdrage på en anden måde og er selv fortaler for at vi alle er forskellige og kender vores børn bedst. Jeg vil meget gerne høre hvordan andre gør og synes det er spændende at læse. Og det kan jeg helt sikkert også lære noget af. Dette indlæg, var dog blot et lille indblik i at jeg engang imellem hæver min stemme og det har jeg det helt okay med. Så jo, jeg vil gerne læse hvordan andre gør, men ikke nødvendigvis fordi jeg selv ønsker at gøre det anderledes. Og jeg synes nu også at jeg skriver ret tydeligt, at vi også både taler om tingene og er rummelige.
      Jeg skal måske være mere tydelig i mine spørgsmål, det skal jeg nok tænke mere over. Jeg er dog ked af du slår min blog over samme kam som andre blogs.

      Igen, så et jeg lydhør og åben for debat og det er for mig ikke negativt at være uenig. Slet ikke.
      Kh fra Trine

  • Hej Trine
    Jeg vil bare lige give dig et kæmpe skulderklap for måden at svare din læsere på – både her i kommentarfeltet, men også generelt. Jeg synes altid du virker så rolig, rar, imødekommende og favnende. Jeg oplever ikke en lukken-ned for uenighed, men tværtimod en befriende konfliktnedtrappende anerkendelse af, at der er tusind måder at være forældre på.
    Tak for det!
    Kram!

    • Kære Emilie, Dejligste kommentar at gå på weekend med. Tak, det var pænt af dig at skrive.
      Kh fra Trine

  • Hej Trine
    Det er en meget interessant snak, om de forskellige bånd mellem en søskendeflok på tre. Jeg er selv midterbarn med en storesøster og en lillebror. Vi er meget tætte og har nydt godt af hinanden på kryds og tværs, men de har altid haft en form for sammenhold, som jeg ikke er en del af. Jeg har aldrig følt mig forsømt, men jeg har følt mig fravalgt og alene. Det er specielt, men jeg ville aldrig være foruden dem begge. Jeg tror du er langt ved, at være så opmærksom på det. Snakken om “det forsømte midterbarn” kan virke trættende, men det er vigtigt at have in mente. Du gør det godt! 🙂

    • Kære Sofie,
      Jeg tror du har så ret i snakken om det forsømte midterbarn. Jeg er SÅ opmærksom på vores og gør alt for at hun ikke føler sig forsømt. For ofte er hun den der bare flyder med strømmen.Når man er midten så skal man nok bare ofte gøre lidt mere for at gøre opmærksom på sig selv, det burde ikke være sådan – men det er det nok alligevel bare…
      Tak Sofie for dine ord. Fedt at høre det fra en som selv er i det.
      Kh Trine

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *