Jeg har lige sat mig på hjemmekontoret, efter endnu en tung aflevering af vores yngste. Det er ikke så nemt, at bevare mit humør positivt, når han er ked af det. Jeg bliver ked af, at han er ked af det og ikke vil i børnehave. Han er tre et halvt år og han kan jo ikke helt ned i detaljen forklare mig, hvad det er der gør ham så ked af at han skal i børnehave. Han har gået i børnehaven i et lille år og alt har været godt. Jeg har altid afleveret en glad og tryg dreng, med et “hej hej mor, vi ses”. Fra den ene dag til den anden, ville han ikke afsted.
Det er pludselig blevet meget vigtigt for han, at han bliver forsikret om, at han får hjælp til at tage overtøj på og til at få hjælp ude på toilettet. Det er ligesom, det der har startet alt det her. Måske handler det slet ikke det, det ved jeg ikke. Børnehaven har været helt fantastisk og gør hvad de kan for at imødekomme Kalle. Hurtigt blev der lagt en lille plan og sat ekstra opmærksomhed på ham. For en dreng der indtil nu har stortrives, skal da ikke pludselig blive så ked af det. Det er blevet bedre og der er gode dage. I dag var ikke sådan en dag. Hele vejen over til børnehaven græd han og da jeg gik var han så trist og nærmest desperat. Og nu sidder jeg igen og starter min arbejdsdag med et enormt tungt moderhjerte. Jeg ved han er okay og jeg ved de ringer, hvis det bliver slemt. Så henter jeg ham.
Ej okay, nu ringede børnehaven lige. For at fortælle mig at han igen var glad og alt var okay. Seriøst, jeg er vild med den børnehave og dem der arbejder der. Bedste mennesker. Tænk sådan en opringning på få minutter, den kan vende hele min dag til det bedre. Tak bare tak.
I får lige lidt mere her fra min klagesang. Noget som også er lidt komisk. Jeg har nemlig en bullen tommelfinger. Er i klar over hvor ondt det gør? Shit mand, det er så smertefuldt. Nu har jeg haft den i ti dage og den er ækel at se på. Den er hævet, gul, dunkende og rød. Så samtidig med at jeg har skrevet det her og talt med børnehaven, har jeg siddet i kø til min læge. For jeg tror sgu ikke den går væk af sig selv nu. Så nu skal jeg simpelthen til læge med en skide bullen finger. Jeg tror faktisk bare den opstod på grund af en sølle neglerod. I guder altså.
Og så lige et sidste vers. Som I måske ved, så har jeg det lidt svært med min e-boks. Og jeg vidste godt, at der var kommet noget i den som jeg nok lige burde tjekke. Derfor tog jeg en dyb indånding og gjorde det her til morgen. Der var to breve. Begge fra Rigshospitalet. Det var indkaldelser til de næste kontroller af mine bryster. Det er først i 2020. Jeg har lidt lovet mig selv, at jeg inden den tid, skal forsøge at tage endelig stilling til hvad der skal ske med mine bryster. Skal de af, eller skal jeg satse og lade dem sidde? Det skal jeg simpelthen have sat mig ned og tænkt nogle lidt store tanker omkring.
Det var morgentankerne fra i dag, jeg er allerede lettere om hjertet. Nu vil jeg cykle ned til lægen og forhåbentlig også snart føle mig lettere om fingeren. Og så skal jeg ikke hente børn i dag og har derfor ikke nogen bagkant, det betyder at jeg kan få lavet en masse arbejde, men måske også lige få malet anden gang på Kalles værelse. Jeg ved at lave en lille bitte makeover derinde og jeg glæder mig stort til at vise jer det.
Kan I have en god dag.
Verdens bedste Kalle banan.
Øv hvor er det hårdt når der er noget med vores børn. Dejligt at høre at bh tager det alvorligt og støtter om det hele.
Jeg er selv pædagog og for mig virker det som der har været sket noget , han er blevet bange for. Han har en alder hvor han ikke kan sætte ord på.
Det kan jo være nogen størrer børn der har været grænseoverskridende eller sådan noget. Kalle virker utryg og bange. Det skal man have bygget op igen trygheden og tilliden. Feks lave klare aftaler med ham at han er tæt på den og den voksne ! Hvis hun går fortæller man ham det og hvem der nu passer på ham . Giver det mening?
Jeg håber virkelig snart det bliver bedre for ham og han igen bliver en glad dreng ❤️
Det giver så fin mening og det er lige præcis det de gør dernede. De er virkelig gode til at håndtere det, så jeg føler mig tryg og Kalle er på vej til at blive tryg igen.
Tusind tak fordi du tog dig tid til at skrive.
Kh T
Bullen finger er det værste!
Jeg har haft det to gange inden for et år og begge gange skulle jeg i pencillinbehandling og på skadestuen for at få skåret hul på fingeren.
Håber det bliver bedre og god bedring?
ÅHHHHH, to gange. Din stakkel! Det gør så naller. Lægen borede en kanyle lige ned i den, det gjorde virkelig ondt. Får behandling nu og kan mærke den er bedre igen.
Tak 🙂
Hej Trine. Har du prøvet at sidde med fingeren i varm vand med sulfo? (Altså alm. Opvaskemiddel). Det hjælper hver gang og jeg fik tippet af min læge. Sid gerne med det i en halv til en hel time (ja ja, det er lidt fjollet – men prøv!!)
Kh Frederikke
Ja, det gør jeg. Den krævede dog behandling. Min læge tømte den for snask i går og har fået medicin. Men bader den også, som du skriver 🙂
Så trist beretning.og jeg kan nikke genkende til det meste af forløbet og ikke mindst følelserne og afmagtheden, som du sidder med.
Min bror og kone er I lignende situation, og valgte efter afvisning af deres sag, at flytte til hendes hjemland, Kina..
Vi håber at de inden få år, samler kræfterne og tager kampen mod det danske system, så vi kan få dem hjem. Hårdt at have familie, sin bror, svigerinde og to nevøer, på den anden side af kloden.
Vi burde stå sammen, erfaringsdele og knække den lovgivning, så den ikke ramme de oprigtig mennesker.
Når en regering af ren og skær fremmedhad mister overblikket og gennemfører noget lovgivning og administration af samme, hvor man i blinde langer ud efter alt hvad der ikke utvetydigt og helst tre generationer tilbage er dansk, så kommer umenneskeligheden ind i billedet. Så får vi sådanne ulykkelige sager som denne. Jeg vil håbe det bedste for jer og også at den nye regering får rettet op på det her område, så danskhed igen er lig med medmenneskelighed.