Jeg synes ofte der kan være en tendens til at fremhæve det negative på de sociale medier. Der er momshaming, klimapolitiet, trolls i det hele taget, Jodel, ammepolitiet og hvad ved jeg. Men der findes heldigvis meget mere af alt det gode. Langt flere af alle de gode velmenende mennesker, som gebærder sig i den digitale verden.
Henne på min Instagram, her på bloggen og ude på den anden side i virkeligheden – der oplever jeg simpelthen så meget positivitet. Jeg får dagligt hep, tilkendegivelser, highfives og kærlighed. Jeg bliver nærmest helt genert af alt den kærlighed og rummelighed jeg bliver mødt med. Og ved I hvad, det gør mig så stolt og glad. Det giver mig blod på tanden, i forhold til at dele alt det jeg gør. Jeg tør at dele lidt mere ud, fordi jeg oplever et kærligt positivt fælleskab. Og DET elsker jeg. Så tusind tak til jer, som altid er med mig og bakker op på den ene eller den anden måde. Det betyder alverdens og meget mere, end jeg formår at sætte ord på her.
Jeg vil dele to ting fra den forgangne uge, som har fået mig til at smile lidt ekstra.
Jeg har været alene med ungerne nogle hele dage og fordi vejret har været så djævelsk dejligt, så er eftermiddagene efter job, skole og børnehave blevet brugt udenfor. Og ærligt talt, har jeg følt mig noget slatten, når først vi har fået slæbt os op på første sal. Derfor har jeg kørt det fremragende koncept, der hedder “morgenmad til aftensmad”. Det må være et af mine yndlings lifehacks i pressede perioder. Vi fik således havregrød til aftensmad den anden dag. Ungerne elsker det og alt er godt. Jeg lavede en story af min havregrød, mens jeg rørte i den – hvor jeg skrev noget i stil med “mor er træt”og efterfølgende fik jeg den ene efter den anden af søde beskeder. Ikke fordi jeg følte at jeg gjorde noget dårligt eller forkert, men det er da skide rart, at være et sted, hvor vi hepper på hinanden over noget så simpelt som en omgang havregrød. Jeg fik endda et par gode grød fif med på vejen. Vores model hedder havregrød lavet på halv vand og halv mælk toppet med kanelsukker og smørklat. Jeg må prøve den med kokosolie rørt ned i grøden og nødder på toppen, det lyder lækkert.
Det er jo ganske simpelt og ikke en gestus jeg overhovedet havde forventet, men for mig bliver det et symbol på den solidaritet, som der florerer rigtig meget af og det er derfor jeg nævner den. Jeg tror sådan nogle helt almindelige hverdags situationer ofte kan bringe os mennesker tættere og måske især i den ofte polerdede digitale verden (som jeg selv er en del af). Så hermed et stort slag for morgenmad til aftensmad.
Den anden kærlighed jeg ofte bliver mødt med er i forbindelse med mine børn. Både fordi de (selvfølgelig) er overdrevet dejlige. Men jeg får særligt tilkendegivelser omkring at vi lader dem være dem de er. Nu er det selvfølgelig svært at vurdere, hvordan vi er en familie blot udfra lidt billeder, lidt ord og små film på Instagram. De indblik man får er jo ægte nok, men på en hel dag er det få minutter af vores liv, som man ser i de klip. Men der gør jo ikke minutterne mindre ægte. Jeg har været lidt i tvivl, om jeg overhovedet skulle nævne det her, da jeg nødigt vil hænge mine børn ud på internettet, men jeg har gjort op med mig selv, at det her aldrig nogensinde vil kunne skade nogen og derfor skal det alligevel med i dette indlæg.
Min Kalle, vores Kalle. Som er helt sin egen – helt ligesom alle andre mennesker er det. Den ene morgen, hvor jeg skulle aflevere ham i børnehave, var jeg lidt sent på den til et møde, som jeg skulle til fra morgenstunden. Jeg fik derfor lige lakeret mine negle hurtigt, inden Kalle og jeg skulle ud af døren. Kalle ville også have neglelak på. Selvfølgelig ville han det. Og det fik han. Vi pustede på den våde lak og kom forsigtigt “fingerstrittende” ud af døren. Kalle sad bag på min cykel med fingerne oppe i luften hele vejen og kom stolt gående ind på børnehavens legeplads med knaldrøde negle. Toppet med, at det var fredag og dermed legetøjsdag, så han havde også medbragt sit Spiderman kostume. Og han så bare så nuttet ud med spiderman maske, shorts og rød neglelak.
Vores store dreng havde også neglelak på da han var lille og jeg kan se at mange af de andre børn i børnehaven også har det, så det er ikke fordi det som sådan er noget særligt. Jeg tænker at langt de fleste børn, elsker lir og løjer. Men nogle voksne synes måske, at det er en pigeting at pynte sig. Den opdeling går vi ikke så meget op i herhjemme. Og heldigvis gør I heller ikke det, for da jeg viste det her skønne billede af vores dreng, blev jeg bombarderet med kærlige beskeder. Rummelige beskeder og jeg vil alligevel give mange af jer ret I, at ham her er særlig dejlig.
Med disse ord, vil jeg igen bare sige at jeg elsker at I rummer havregrød, lyserød elskende drengebørn, spraglet tøj, sofaer, glæde, sorg og kærlighed. En ting er i hvert fald sikkert – livet rummer det hele.