Mor er træt

Klokken er 21.46 og jeg har de sidste timer været helt færdig, både som gårdsanger, som mor og som Trine.

Børnene har været syge, Kalle siden jeg fik ham hjem mandag. Og i fredags var det Selma. Det betyder, at jeg ingen tid rigtig har haft til at arbejde om dagen og derfor har gjort det om aftenen. Jeg skal ikke pive, men jeg gør det lige lidt alligevel. For jeg er alene. Og lige nu føler jeg mig lidt som Palle.

Alene om madpakkerne, om putningen, morgenmaden, aftensmaden, kærligheden og omsorgen og det kan godt mærkes på overskuddet. Særligt lige nu, hvor hele min krop skriger på søvn og jeg selv er ved at blive syg. Men køkkenet står derude og ligner et bombet, to madpakker skal smøres og blot tanken om, at jeg skal gå ud og vaske mit ansigt og børste tænder virker totalt uoverskueligt. Det er der jeg er. Så hvordan jeg skal få gang i de madpakker, det ved jeg simpelthen ikke. Jeg tror jeg må stille uret lidt tidligere og få det gjort i morgen tidlig. Og det kommer jeg helt sikkert til at fortryde, når vækkeuret ringer…

Jeg har sådan brug for en lille bitte time, hvor ingen sidder ovenpå mig eller taler til mig. Samtidig med, at jeg helt sikkert godt ved, når jeg skal undvære børnene fra på onsdag, vil synes at her er alt for stille og tomt.

Om man er gift, har en kæreste eller er skilt, så er det bare virkelig hårdt at have syge børn. Men lige nu, hvor mit indre i forvejen er lidt vingeskudt, så har det været ekstra hårdt med vågne nætter og sygdom. Jeg har givet så meget af mig selv de sidste måneder, uden helt at gøre særlig meget for mig og sådan skal det selvfølgelig være i den her situation, hvor børnene skal lande i det nye. På et eller andet tidspunkt, bliver jeg bare også nødt til at finde et sted at lande selv.

Nu blev blev klokken 22.08 og istedet for at gå i seng, så har jeg bare også sådan brug for lige at se en smule af en serie eller nogle nyheder, bare sådan for at føle, at jeg også har haft en aften. Jeg kunne selvfølgelig også bare have ladet være med at skrive dette indlæg… men det skulle lige ud af min krop. Selvom det nu stadig sidder i den.

Jeg har en frisørtid i morgen og jeg håber sådan at vi alle er raske. Hvis jeg virkelig skal sidde i frisørstolen i et par timer, så kommer jeg til at flyve hele vejen hjem. Det ved jeg bare. Og så er det hele igen lidt mere overskueligt.

Min lille feberramte basse. Elsker ham. Og dem.

(Visited 19 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Åhr, jeg kender godt følelsen af at være absolut brugt op og ikke have mere at give af. Her har der også været syge børn på skift siden uge 43 (!!) (og ja, de har været ved lægen flere gange, øjensynligt bare uheldigt). Et stort medfølende kram til dig og et par krydsede fingre for raske børn i morgen.

  • Åh hvor er det fint, at du får sat ord på det med at føle sig alene. Det er nemlig ikke det samme som at være ensom. Jeg føler mig også tit meget alene. Alene om alting. Også selvom jeg ikke har nogle børn, så bor jeg alene og har ikke en familie, der lige stiller betingelsesløst op for mig. Jeg er alene om at ordne alt, tage stilling til alt og få udført alt. Om det er at få gjort rent, håndtere håndværkere, vælge feriedestination (som jeg af og til vælger at holde alene, fordi man ikke kan gå og vente et helt liv på at finde en anden, der har samme drømmerejsemål). Ja, også om at betale regninger, klage over forkerte regninger og få prioriteret i de få frie midler. Men altså jeg er i en alder af 42 ved at acceptere, at der er ting, jeg bare ikke når, som andre i parforhold gør. Og når nogle bebrejder mig ting, jeg ikke gør (fordi det er vigtigt for dem, og de ikke kan se udover egen næse), så er jeg efterhånden blevet ret kold til at sige, at jeg har mine prioriteter, og de har deres… men hold kæft det er hårdt at nå dertil, og det stikker i hjertet hver gang, jeg beskytter mig selv med den slags afvisning! Jeg ønsker dig alt godt på vejen til et nyt ståsted i livet. Det er turbolent i starten, men ting har det med at falde på deres rette plads på et tidspunkt.

    • Det er nemlig også lige i de situationer du beskriver, at jeg ofte tænker “kommer der snart en voksen”. Indtil jeg husker at det er mig der er den.
      Det kan være benhårdt at stå alene, børn eller ej.
      Jeg sender dig gode tanker, tak for at dele.

      Kh fra Trine

  • Du er så god til at skrive tingene som de er uden så meget pjat, men på sådan en fin måde.. hvor du giver lidt men ikke for meget af dig selv synes jeg.. håber du får frisørtid og tanket op på lidt mig-tid så der kan komme lidt overskud tilbage !!!

    • Kære Christina,

      Det er jeg virkelig glad for du synes. Tak. Jubiii, jeg kom til frisør og det var helt fantastisk dejligt.
      Kh T

  • Jeg kender det så godt, altså det med det manglende overskud til røvsyge ting. En anden blog gav mig den anden dag et virkelig godt tip! Gør noget hyggeligt/rat IMENS du laver noget du hader – kombiner. Spis chokolade mens du smøre madpakker, hør en god podcast mens du børster tænder og tager make up af, sæt en serie på telefonen mens du rydder op i køkkenet. Det hjælper seriøst lidt ♥️ Kh Sara.

    • Kære Sara,

      Det plejer jeg faktisk også at gøre og det hjælper helt sikkert også. Må være bedre til at huske podcast/lydbøger når jeg laver madpakker.
      Kh fra T

  • Hej Trine,
    Kender til det-alt for godt. Det ER hårdt, men man finder alligevel kræfterne til at hanke op i sig selv. ❤️
    Jeg stod også og lavede madpakker hver dag, indtil jeg fik det råd at lave til 2 dage af gangen. Det har jeg gjort lige siden, og på den måde har jeg altid en aften hvor jeg har “fri” til at se en serie, strikke el lign, når jeg har puttet pigerne.
    Maden er alligevel i køleskabet, så det gør ikke maden dårligere.
    Blot et lille tip fra mig🤗
    Kh Stine

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *