Mit vilde dobbeltliv og 1998

Jeg er uden mine børn i disse dage og det bliver så tydeligt for mig, at jeg virkelig lever to forskellige liv. Men også at jeg stadig er mig, både i de dage jeg har dem og de dage jeg ikke har.

Aftenen i går blev noget af det sjoveste og den kommer helt sikkert til at sidde i min krop i nogle timer endnu. For puha det blev sent. Jeg hader tømmermænd. Jeg føler min tid er alt for dyrebar til at gå og have det selvforskyldt dårligt, men der er også andre gange hvor de er det værd. Jeg vurderer stadig på, om tømmermændene er dårligdommen værd. Jeg kan jo ikke tåle en skid, så to glas giver mig nærmest tømmermænd – i går blev det til en del over to glas og det kan jeg godt mærke, også tidligt i morges, hvor jeg havde det SÅ dårligt. Tænker jeg undlader nærmere detaljer om den information.

Nå, men mens jeg vurderer, så kan I jo lige høre om aftenen.

Instagram er ret fantastisk på mange måder, jeg har altid følt at det er så meget mere end bare overflade. Ihh, hvor har jeg mødt mange dejlige mennesker derfra. I går var jeg derfor ude at spise med Cecilie, som jeg ikke sådan rigtig har mødt før, men hun spurgte mig den anden dag, om ikke vi skulle gå ud sammen og det synes jeg lød hyggeligt. Vi har desværre en skilsmisse til fælles og så har vi også tre børn hver på næsten samme alder. Vi er endda også begge to sygeplejersker. Jeg er godt nok ti år ældre, men det betyder egentlig ikke så meget.

Vi skulle have pizza og cocktails på “mit” sted, hvor jeg næsten altid kommer en af de dage, hvor børnene er hos deres far. Det var drøn hyggeligt og vi fik spist lækker øko pizza og smagt på forskellige cocktails fra kortet.

Blandt andet den her med mango og kokos. Åh mand, den var god. Den må I prøve, hvis I kommer forbi Neighbourhood.

Vi gik efterfølgende hen på en bar på Stefansgade, som jeg ikke ved hvad hedder, men der var masser af mennesker, billard og mere at drikke. Vi sad udenfor ved et lidt længere bord. Og der tilstødte fire meget unge mænd (drenge) med deres øl og vi faldt i snak med dem. Og da det begyndte at regne gik vi alle sammen hen til et brunt værtshus, hvor vi kunne side indendøre. Den ene dreng havde en app med et slags drikkespil, hvor man skulle stille hinanden nogle lidt lumre spørgsmål. Jeg husker faktisk ikke hvornår jeg sidst har grinet så meget og så højt. Min stemme forsvandt helt til sidst. Shit det var sjovt og drengene havde ikke mange hæmninger i deres svar. Svar som var meget intime. De var født i 1998, det er stille og rolig det år jeg blev student. De var lige flyttet til København og klar til at erobre verden med det mest optimistiske sind. Måske jeg synes de var så søde, fordi da de skulle gætte vores alder sagde “I er i hvert fald nok over 24”, jeg døde af grin – det var godt nok lidt mørkt i lokalet, men for fanden altså. Tak drenge.

Der var øl, cigaretter og jägerbombs med Jack D, ikke lige mine favoritter, men det var så brunt et sted, at det var svært at opstøve meget andet. Pludselig var klokken midnat, hvilket betyder at alt lukker og slukker på grund af corona. Vi besluttede os for at flytte festen hjem, efter et stop i 7-Eleven efter noget mere drikkelse. Vi skrålede og dansede lidt, indtil jeg blev gammel og cyklede hjem. Jeg fulgtes lidt af vejen med den ene dreng, som også ville hjem, da han skulle op klokken 5 og på arbejde, det er sådan noget man kan, når man er fra 98. Han var så fuld, samtidig med at han prøvede at tale pænt med mig hele vejen – så cyklede jeg der med barnesæde bag på min cykel og en meget fuld ung mand som var så høflig. Vi talte om hans lejlighed, som hans forældre havde købt til ham og om, at han ikke kunne finde vej på Nørrebro fordi han lige var flyttet hertil. Jeg fik sendt ham i den rigtige retning og vinkede farvel. “Vi ses” råbte han….det tror jeg så ikke lige vi gør. Men hold kæft hvor var de sjove og umiddelbare. Og alt alt for unge. Men Cecilie og de fire gutter, var altså skyld i at jeg havde den sjoveste aften. Mine mavemuskler er helt smadrede i dag, efter at grine og jeg kan mærke, at de dumme tømmermænd alligevel var aftenen værd.

Især efter at jeg lige har tømt en stor bakke pommes fritter. God aften.

(Visited 18 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Jeg er lige blevet skilt og dit indlæg gav mig kriller i maven for det “nye” liv, der også venter mig på den anden side. Måske jeg stopper dig på Nørrebro, hvis jeg møder dig (jeg bor også her nemlig) og hiver dig med på bar til drinks og øl, haha! ?

    • Det nye liv kan i hvert fald også noget. Stop mig endelig og sig hej. Håber du er ok❤️

      • Tusind tak! Det er en fælles beslutning, så jeg er helt ok ? Det er mest børnenes oplevelse af det, der fylder.
        Jeg stopper dig, hvis jeg ser dig. Ha’ en dejlig dag!

  • At være ung med de unge, er ikke en nem opgave at bære. Når det så er sagt! Så klarede I begge opgaven med bravour!
    Kæmpe fornøjelse, hilsen 4 flækkede gutter med ondt i håret

    • Søde unge mand, tak for en fantastisk aften. Jeg griner stadig over alle jeres fortællinger. Friends, sokker og manglende løn. Alt godt din vej.

  • Jeg bliver så glad, når jeg læser det her <3 På din og verdens vegne. Det er sgu fedt, når alder ikke betyder noget og når man kan møde fremmede mennesker, som bliver ens venner for en aften.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *