Mit liv med og uden filter. Mest uden.


Jeg er alene hjemme med mine børn i denne weekend og jeg vågnede helt af mig selv klokken 6. Måske bare lige for at få en smule alenetid. Og jeg fik sgu en og en halv time! Jeg har haft noget af en uge. Den har været proppet med arbejde og med børn. Arbejde foran computeren, arbejde om aftenen, sjovt arbejde, fotoarbejde, kedeligt arbejde, festligt arbejde og arbejde som minder om noget “som bonden aldrig ser”. Det udtryk brugte min mor altid, hvis vi lavede noget, som var lidt udover det sædvanelige. Og måske var det lige præcis det udtryk, der i løbet af ugen gav mig en semi dårlig smag i munden.

Det handler om den måde jeg selv har valgt at bruge Instagram på.

Kan I mon huske dengang Instagram kom til. Hvordan det var en helt ny verden, set gennem filtre. Jeg tror at der var mange der begyndte at bruge Instagram, netop på grund af de nye smarte filtre. Det blev en ny måde, hvor man som helt almindeligt menneske, pludselig kunne redigere sine billeder. Billeder som man for ikke så længe siden, var begyndt at tage med sin mobiltelefon. Det var egentlig ikke særlig kønt. Hvis jeg selv går helt tilbage til 2013, hvor jeg kom på Instagram, uden at ane hvad det egentlig var, så mine billeder virkelig mærkelige ud. Sådan mildt sagt, så var jeg svært glad ved noget meget gulnet retro look.

Både filtre og redigeringsmuligheder er jo blevet udviklet en hel del siden Instagrams begyndelse. Nu er et filter ikke bare et filter, og der findes et hav af forskellige smarte redigerings apps. Vi er blevet dygtige til at tage billeder og til at redigere dem. Og Instagram er ikke helt så meget insta mere og er egentlig nok blevet et mere tænkt medie. For mig har det helt fra starten været et bevidst valg at have en “pæn” profil. Pænt er jo et noget relativt begreb, men min profil fylder jeg med udsnit af det som jeg synes er pænt fra mit ganske almindelige liv. Æstetisk. Farverigt. Inspirerende. Sjovt. Det er det jeg selv drages mod og det som inspirerer mig. Og egentlig også mest den måde, jeg selv bruger Instagram på hos andre – med få undtagelser.

Når jeg bladrer i mine forældres gamle fotoalbum, så er der også kun pæne billeder. De er uredigerede, men de har for det meste kun taget billeder af rejser, fødselsdage, særlige lejligheder, mennesker i festtøj og grill i haven. Instragram har måske nok bare været med til at udvide disse særlige anledninger til at tage billeder, til også at handle om vores hverdag. Vi tager billeder af vores hverdagsliv og finder så festfyrværkeriet i det. Toppen af kransekagen. Hvad skulle jeg dog bruge et billede af vores proppede vasketøjskurv til? Hvad skulle andre bruge det til? Jeg kan jo snildt regne ud, at den findes hos de fleste. Egentlig synes jeg, at det er en ret positiv ting, for det er med til, at vi ser alt det fine som er lige rundt om os hver eneste dag. De små ting. Måden lyset falder på. Et opryddet hjørne, midt i kaos. En blomst, vi går forbi. En pludselig opstået situation. En smuk kjole og søde børn som gør noget sjovt eller ser ekstra nuttede ud.

Jeg overraskes stadig over, når nogen spørger om vi altid har det så pænt hos os. Om vi aldrig roder? Spørgsmål baseret alene på min Instagram. Øh jo, vi roder. Meget. Vi bor sammen med tre børn. Men det er ikke den del, jeg ønsker at skabe visuelle firkanter med hos mig. Det er udsnit og så endda et redigeret udsnit. Men det er stadig mig, og os. Jeg vælger bare selv, hvad jeg putter ind de offentligt tilgængelige firkanter. Eltså et redigeret lille udsnit af mit liv. Planlagt og uplanlagt.

Bloggen her er mere uredigeret. Så uredigeret en personlig blog nu engang kan være. For det er jo mig, der bestemmer hvad jeg skriver. Jeg føler selv at den er en slags bagom Instagram. Bagom filtrene. Den er en del af mig, på godt og på ondt. Bloggen er på den anden side, også en forlængelse af min Instagram. For den har også et visuelt element. Måske den er lidt af begge dele.

Tilbage til det med “bonden som aldrig ser” og mit arbejde. Fordi jeg aktivt har taget et valg om at vise, toppen af kransekagen i mit liv, så var specielt en af mine dage i denne uge ret så “Instaværdig” ( eller gram, som de unge vidst nok siger). Den startede på toppen af Magasin til et Instagramvenligt event. Derefter spiste jeg frokost med min agent og de andre piger fra BOOM Agency. Pæne madder på en pæn restaurant. Det var virkelig en fantastisk dag og jeg og de andre delte en del af den på Instagram. Fordi den var så pæn og fordi vi havde det vildt dejligt sammen.

Om aftenen da jeg sad og kiggede mine stories igennem, så kom den der lidt dårlige smag i munden. Måske var det fordi, jeg hele mit voksenliv har arbejdet i det offentlige og har holdt frokostpause på et bestemt tidspunkt i et bestemt antal minutter. Det virker derfor skørt, at jeg kan kalde sådan en dag for en arbejdsdag, men faktum er, at det var det. Udefra ligner det alt andet. Og det er jeg meget bevidst om.

Jeg som menneske, har på en eller anden måde behov for at trække det hele lidt ned på et almindeligt niveau. Selvom det job jeg har, er alt andet end helt almindeligt. At være selvstændig er bare en helt HELT anden måde at arbejde på, end at arbejde i det offentlige. Det kan faktisk ikke sammenlignes. Men det sidder bare stadig så dybt i mig, at jeg ofte føler at jeg snyder når jeg har mulighed for at arbejde på den måde jeg gør.

Det er sikkert bare mit eget behov og jeg konkluderede også at langt de fleste, som følger med hos mig, er voksne mennesker, som godt ved hvordan jeg bruger min profil. At det ikke er hele virkeligheden. Jeg er også voksen og ved godt, hvad Instagram er, men jeg kan sgu også selv blive snydt nogengange og føle at mit liv er røvsygt, når jeg kigger med hos andre pæne profiler. Når jeg kommer til at sammenligne. Men så er det jeg husker, at de sikkert også har børn med fodvorter og lus. Ejer grimme hyggebukser med knæ i, har trætte morgenøjne og sorte stride hår på storetåen. Har beskidte gulve og negle. Og skændes med deres kæreste og kommer til at råbe skingert af deres børn. Altså helt almindelige.

Det er nemt at komme til at putte mennesker i forskellige kasser og så tro, at vi derefter har regnet dem ud. Instagram er måske med til, at vi er hurtige til at tro vi har regnet hinanden ud. Det er let at dømme andre. At blive misundelige på hinanden.  Vi kan være lidt for hurtige til at tro, at vi kender personen bag en profil. Men jeg tror det er vigtigt, at huske på, at hvis man kun dømmer udfra billeder og video på et medie som Instagram, så ved man måske nok lidt. Men man ved ikke meget.

Nu vil jeg gå ud i mit køkken som er blevet invaderet af bananfluer. Nogen som har gode råd mod de små sataner?

Hej fra hende med hyggebukserne og sorte hår på storetæerne. Og som forøvrigt bliver ved med at bruge Instagram som jeg hele tiden har gjort.

(Visited 14 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Kære Trine,

    Du gør det så fint og ja vi er jo kun mennesker, instapæne eller ej. Og nej, frokost i det offentlige er meget langt fra så glamourøse som den du havde den anden dag🙈😬
    Men altså bananfluer- en lille skål med lidt eddike og en dråbe sulfo. Det tiltrækker fluerne og så drukner de, og det virker. Man kan evt ligge et lille stykke melon eller andet frugt i skålen også. 👍🏻🤞🏻
    Jeg hepper på dig, godt gemt bag telefonen, fra mit eget indimellem instaværdige liv, med arbejde og alene med 2 skolepiger😍
    Kh Stine (fra 5061)

    • Kære Stine,
      Først tak for tip, det er hermed gjort!
      Nej, de fleste liv er jo ikke særlig glamourøse i virkeligheden, men det er alligevel rart at opleve små glimt med ægte glamour. Tilsat en masse ægte virkelighed og hverdag, så er det en helt ok blandning :). Jeg hepper på dig og dine to piger. I er seje.
      Kram

  • Kære Trine!
    Jeg synes dine billeder og indlæg er helt fantastiske! De får mig til at kigge med instaøjne på mit liv og mine børn. Man får de glade briller på😊. Jeg tænker også at det en dag bliver fantastisk for dine unger at tage del af alle historierog billeder af hvad i har lavet. Vi er mange der tager billeder men de bliver liggende i telefonen og er sjældent noget man tager frem og kigger på sammen som de billeder man selv fik taget da man var lille. Det synes jeg er synd.
    Siden tror jeg vi alle skammer os lidt fordi vi er mange som har det bedere end når vi voksede op, og hvad er det for et billede vi giver omgivelserne og vores børn. Men hvad skal man gøre…alle må finde sin vej og idag føles det som om man virkelig skal lytte til sig selv for ikke at blive ramt af stress eller udmattelse. Tempoet er opskruet og perfektionismen er over det hele. Så er det dejlig at finde oaser som din instaprofil med smukke ting og fine øjeblikke af et hverdagsliv. Der er ikke noget ondt i det.
    Hilsen
    Anna

    • Kære Anna,
      Tusind tak. Din kommentar er så fin og jeg tror du har ret i din antagelse.
      Kh fra Trine

  • For mig kan Instagram hurtig blive et overfladisk og kedeligt sted, uden personlighed og hvor folk kun deler det “pæne”. Men sådan har jeg det faktisk ikke med din, syntes den virker nærværende, autentisk og personlig ❤️

    • Sikke et kompliment. Af hjertet mange tak for det. Jeg er enig, men selv overflade kan rumme dybde 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *