Mine egne yndlings“my fave nine” 2018

Tak fordi I tog så pænt imod mit forrige overfladiske indlæg – som for mig så overhovedet ikke var overfladisk. I er sgu så søde! I var flere som opfordrede mig til at vise nogle af de billeder, jeg selv holder af. Ikke dem, som har fået mange likes, men dem som jeg bare elsker. Så her kommer mine “fave nine” fra mit 2018 på Instagram. Det er svært at udvælge kun ni favoritter ud af  (virkelig)mange billeder. Egentlig, så kunne alle ni være af mine børn – for de vil bare altid i mine gamle mor øjne være mine favoritter. Både i virkeligheden og på fotografi. Altid. Alligevel, så har jeg valgt en blanding. For mig handler fotografier rigtig meget om følelser, om den følelse et fotografi vækker hos mig, eller fordi jeg ganske enkelt kan genkalde mig følelsen jeg havde lige på det tidspunkt fotografiet er fra.

Forresten så ville jeg simpelthen så gerne få nogle af ALLE mine billeder ud på papir, jeg tør slet ikke fortælle jer, hvor mange billeder, der ligger på min telefon. Det er nærmest pinligt, jeg burde så meget få sorteret ud, samtidig med at jeg fik bestilt nogle på print. Det må være et af mine mål for 2019, at få lavet nogle fotobøger.

Vores sommerhus – uglen, jeg kunne have valgt de første mange billeder derfra. Jeg elsker det lille sorte hus. Utæt, som bare fanden. Pivkold når solen ikke skinner, varmt som en gryde når den gør. Sikke mange gode dage vi har haft der, og i særdeleshed denne sommer – sommeren der aldrig sluttede. Her et kig ind i entréen, videre ind i stuen med lille Kalle i sofaen. Bag ham det kæmpe store vindue som fungerer bedre end både TV og idylliske malerier.

Vi opgraderede vores gamle oprindelige køkken i sommerhuset sidste forår. Se evt mere her.

Jeg tror det er farverne og smykkerne – jeg elsker enkeltheden i billedet, sammen med den lange perlekæde.

Ikke noget særlig smukt billede, men jeg husker tydeligt da jeg lige hurtigt tog det en eftermiddag, efter jeg havde hentet min flok. Det var en af de første dage, hvor man ikke behøvede jakke. Vi gik i købmanden og købte is, som vi spiste udenfor – tænk hvis vi havde vidst solen ville fortsætte i mange måneder frem. Lige der nød vi bare nuet og eftermiddagen udenfor.

Min mands fødselsdag, hvor vi begge havde taget en fridag, for at trave rundt i København. Finde en gave sammen og spise lækker frokost. Det var en god dag. Og noget vi gør alt for sjældent.

Min drøm af en kjole. Næsten som en hvid sprød tot af en sky. Og med en lilla bh indenunder. Sommer…

Sakura love. Noget der er ud over hele Instagram i den uges tid de smukke træer blomster. Jeg bor ret tæt på Bispebjerg Kirkegård, som er en af Københavns største kirsebærtræer tilløbsstykke. Der er også rigtig flot inde på Assistenten, men lige her på Superkilen på ydre Nørrebro, er der altså også rigtig flot – med eller uden sakura.

På Bornholm i oktober sensommer solen. Vi havde den dejligste uge i min svigermors sommerhus. Elsker den ø! Kalle fik lov at styre på en øde skovvej og han var ikke til at skyde igennem. Både hans storebror og storesøster har gjort helt det samme. Og jeg ved at både min bror og jeg også gjorde det sammen med vores far, da vi var børn. Min mand har gjort det på præcis disse veje sammen med hans morfar. Håber det er sådan noget der bliver ved at gentage sig ud i fremtiden.

I Christiania cyklen. Bare sådan et lille øjeblik, som gør mig glad helt ind i knoglemarven. Den spontane kærlighed som sådan to små buttede hænder fortæller. Så smukt synes jeg.

Tykkeste og dejligste kinder jeg kender til i hele verdens land. Tænk at man skal bruge hele to hænder for at holde om en lille mælkebøtte. Det er da fantastisk.
(Visited 10 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *