Min “nye” entré og lampe ønsker

Jeg er i gang med mindre projekter hist og her i lejligheden. Måske på grund af corona, måske på grund af skilsmisse. Jeg har i hvert fald et behov for at opdatere lidt, når nu der er lidt ekstra hjemmetid og jeg så småt finder mig til rette i mit liv og min semi nye hverdag.

Den første var den her mini make-over af køkkenet. Jeg er også i gang med en læsehule inde i Selmas klædeskab, som er blevet så fin – jeg er bare stagneret lidt, da jeg mangler en der kan sy stof på den fine tilpassede hynde jeg har købt. Men så snart jeg har fået stof på, så glæder jeg mig til at vise jer den hyggelige hule med tapet, puder, lys og bøger i skabet.

Vores smalle entré

Jeg er ikke helt færdig i entréen, for kender I ikke det der med, når først man starter på det ene, så medfører det noget andet. Og pludselig trænger gulvet til ny maling og ligeså paneler og vægge. Det kommer hen af vejen. Alt andet er færdigt, pånær lampesituationen. For jeg drømmer om noget ny belysning derude også. Jeg skal bare lige have sat de nuværende lamper til salg først.

Det er en klassisk lejligheds entré, som er smal og lang uden så meget lys og lidt for lidt plads til rigtig at have så meget derude. Jeg synes dog jeg har fået det bedste ud af det og har fået optimeret pladsen til opbevaring ganske fint til os alle fire.

Egentlig skulle der ikke meget andet til, end en klat maling med noget farve i, for at ændre en hel del på udseendet derude. Og så et nyt spejl. Et jeg har drømt om, siden det kom i butikkerne. Det er egentlig ret utroligt, hvor lidt der skal til for at ændre på hele indretningen. En ny farve, en ny lampe, en ny pude i sofaen eller nye greb på en kommode. Det er sjovt at se forandringen og for mig gør det, at jeg genfinder glæden for det der var i forvejen. Og det gælder virkelig også i min entré.

Endevæggen i vores entré består af skabe. Øverst er opbevaring og er vidst født med lejligheden. De nederste skabe er fra Ikea og jeg husker ikke hvordan det så ud før, men måske der bare var et forhæng. Nu lukker skabene af for nogle hylder fulde af fodtøj og lidt kasser med diverse overtøj. Det er ret svært at gengive farven derude på skabene, for der er ret mørkt i den ende. Farven er således lidt mere fremtræden i virkeligheden. Skabslågerne var hvide før og nu har jeg malet dem i en lys lilla farve og jeg må indrømme at jeg elsker det som det gør ved gangen. Jeg startede faktisk med male hele endevæggen også ud over lågerne, men det fungerede ikke, så jeg måtte lige male med hvid igen for at dække det lilla.

Jeg købte de her muslinge greb for længe siden, uden helt at vide hvad jeg skulle bruge dem til. Men nu sidder de smukt på skabslågerne. Jeg vidste bare at jeg skulle bruge dem et tidspunkt. Sådan kan jeg godt gå og finde ting og sager, som bare ligger og venter på det rette øjeblik. Jeg fandt dem hos Moment Kbh, den finde interiør forretning, jeg tipper om i dette indlæg.

Og så fik jeg også skiftet tæppet. Vi kommer alle ind den vej og ofte bliver der slæbt en halv sandkasse med på vejen. Så det er altså rart, at det samles lidt i tæppet, så det hele ikke kommer med ind i stuen. Tæppet er købt hos yndlings Maduro og er fremstillet 100% af genbrugte flasker.

De gamle skoeskabe fra IKEA overvejer jeg også lidt at fjerne, men de rummer alle ungernes vanter, regntøj og huer – så de er egentlig ret smarte at have i en small entré og selvom de ikke er det kønneste, så syner de trods alt ikke af så meget.

Den virkelig gode vægopbevaring løsning har været der længe og de fungerer stadig helt perfekt til nøgler, solbriller, små mønter og andet dims. De hænger lige indenfor hoveddøren og gør at jeg altid kan finde mine nøgler. De fåes forøvrigt i mange størrelser og kan bruges til alverdens ting.

Drømmespejlet som for mig er meget mere end et spejl. Jeg elsker den organiske form og det passer jo perfekt til navnet på det “pond” – for det er lige så fint som et spejlblank skovsø. Så selvfølgelig skal det bruges som et spejl, men det er lige så meget en udsmykning ligesom, hvis det havde været et maleri. Jeg er vild med det!

Ha, og så er der perfekt at Selma kan bruge det indefra hendes værelse. For hun elsker at lave ansigtsmaling og klæde sig ud i forskellige outfits. Nu kan hun give den gas med dans og maling foran spejlet.

Knagerækken satte vi op for mange år siden og den er jeg stadig glad for, så den bliver selvfølgelig. Børnene har deres egen i børnehøjde. Der er sat to sammen, så den er okay lang og rummer mange jakker.

Igen farven snyder en smule. Det er sjældent at jeg drømmer om et rigtig kamera, men lige i den her situation, tror jeg faktisk at sådan et ville kunne fange farven bedre end min mobiltelefon kan.

Floss / Le Klint / Hay / Le Klint / Louis Poulsen

Man må jo gerne drømme, så det gør jeg lige med de her lamper i lækkert design. Gangen er lang, så jeg skal have to – ligesom der hænger to i forvejen. Det haster ikke, men jeg tror det lige bliver prikken over i’et.

Nu går jeg og tænker hvad jeg jeg så skal male. Jeg har nemlig maling tilbage og jeg tror faktisk næsten jeg har lovet Selma, at vi maler hendes skab, hvor hun har en masse legetøj. Så kan vi samtidig sorterer hendes legetøj og få det væk hun ikke længere bruger.

God aften.

Ps. Måske man bedre fornemmer farven her. Den er forøvrigt fra Røverkøb og hedder ATLANTIK 3A.

(Visited 28 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Hej Trine
    Så fin din gang er blevet 🙂
    Jeg hjælper dig gerne med at sy betræk til hynden til Selmas læsehule.

  • Flot farve! Lige inden lockdown marinerede jeg hele min datters værelse i den farve. Og når man sidder hjemme og arbejder, er det verdens mest opmuntrende farve at kigge på 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *